Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 24 vedrørende forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) (L 165), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 23. maj 2007.
Lene Espersen
/
 Lars Hjortnæs
Spørgsmål nr. 24 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) (L 165):
â€Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23/5-07 fra HK/Danmark m.fl. vedr. L 165, jf. L 165 – bilag 15.â€
Svar:
HK/Danmark m.fl. anfører i henvendelsen af 23. maj 2007, at lovforslaget vil skabe visse problemer på arbejdsskadeområdet.
Kritikken retter sig dels mod forslaget om en 3-årig forældelsesfrist for krav i anledning af arbejdsskade, dels mod den foreslåede 1-årige tillægsfrist i forbindelse med indbringelse af kravet for en administrativ myndighed, der foreslås indført ved lovforslagets § 21, stk. 2.
Disse forhold er også omtalt af advokaterne Karsten Høj og Søren Kjær Jensen i et brev til Retsudvalget af 14. maj 2007. Justitsministeriet har kommenteret de kritikpunkter, der fremføres af advokaterne, i besvarelsen af spørgsmål nr. 12 vedrørende lovforslaget, hvortil der henvises. For så vidt angår spørgsmålet om fristens begyndelsestidspunkt henvises endvidere til besvarelsen af spørgsmål nr. 14 og for så vidt angår den 1-årige tillægsfrist til besvarelsen af spørgsmål nr. 16.
For så vidt angår de første af de to eksempler i HK/Danmarks brev bemærkes, at den 3-årige forældelsesfrist på grund af suspensionsreglen i lovforslagets § 3, stk. 2, først vil skulle regnes fra det tidspunkt, hvor skadelidte bliver bekendt med kravet, hvilket i eksemplet vil sige, når skaden viser sig 3½ år efter ulykken.
I det andet eksempel, hvor en sag har verseret ved arbejdsskademyndighederne i to år og ni måneder, vil skadelidte som følge af den foreslåede tillægsfrist på et år i lovforslagets § 21, stk. 2, have et år fra afgørelsestidspunktet til at anlægge sag ved domstolene. Skadelidte vil i denne periode kunne foretage de yderligere undersøgelser mv. i sagen, der måtte være nødvendige med henblik på at overveje et eventuelt sagsanlæg. Det vil således ikke som anført af HK/Danmark være nødvendigt at anlægge en eventuel retssag straks efter arbejdsskademyndighedernes afgørelse.
Â
Det bemærkes i øvrigt, at Justitsministeriet den 23. maj 2007 efter aftale med Beskæftigelsesministeriet har fremsendt et ændringsforslag til forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) (L 166). Ændringsforslaget går ud på at ændre arbejdsskadesikringsloven, således at forældelseslovens 3-årige forældelsesfrist bl.a. ikke vil finde anvendelse i visse tilfælde af genoptagelse af arbejdsskadesager. Beskæftigelsesministeriet har anført, at man finder det hensigtsmæssigt, at det sikres, at der i visse særlige tilfælde fortsat vil gælde en længere frist for at søge sagen genoptaget.