Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 7, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 10. april 2007 vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Revision af regler om advokaters virksomhed) (L 163).

 

 

 

Lene Espersen

/

 Birgit Thostrup Christensen

 


Spørgsmål nr. 7 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Revision af regler om advokaters virksomhed) (L 163):

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 3/4-07 fra Leif Hedegaard Jørgensen, Rødovre, vedrørende L 163, jf. L 163 – bilag 7.”

 

Svar:

 

1. Leif Hedegaard Jørgensen har ved brev af 3. april 2007 til Folketingets Retsudvalg anført, at han ønsker oplyst, om der efter lovforslagets vedtagelse bliver tale om en lempelse eller skærpelse af praksis vedrørende medregning af erhvervserfaring i den tid, der kræves for at opnå advokatbeskikkelse.

 

I den forbindelse ønsker han endvidere oplyst, om hans ansættelse som kontorchef i en styrelse under Socialministeriet siden 1994 vil kunne medregnes med 3 år, således at han opfylder de tidsmæssige betingelser for at opnå advokatbeskikkelse.

 

2. Ved lovforslaget foreslås ophævelse af maksimumgrænsen for medregning på 2 år i retsplejelovens § 119, stk. 4, om anden praktisk juridisk virksomhed end ansættelse som autoriseret advokatfuldmægtig på et advokatkontor eller ansættelse ved domstolene, anklagemyndigheden eller politiet.

 

Som det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, er formålet med ændringen primært at give mulighed for, at ansættelse som autoriseret advokatfuldmægtig i en virksomhed eller organisation kan medregnes fuldt ud med op til 3 år. 3 års ansættelse som autoriseret advokatfuldmægtig i en virksomhed eller organisation vil således kunne give adgang til advokatbeskikkelse, forudsat at den konkrete ansættelse fuldt ud kan ligestilles med en ansættelse som autoriseret advokatfuldmægtig på et advokatkontor.

 

I hvilket omfang anden ansættelse kan medregnes i de 3 års praktisk juridisk virksomhed, der kræves for at opnå advokatbeskikkelse, afhænger af en konkret vurdering af den enkelte ansættelses relevans for advokatgerningen, og dermed i hvilket omfang ansættelsen kan ligestilles med en ansættelse som autoriseret advokatfuldmægtig hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed.

 

3. Justitsministeriet vil efter lovforslagets ikrafttræden konkret vurdere ansøgninger om medregning af ansættelser ud fra de i bemærkningerne nævnte retningslinjer.