Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 14, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 23. maj 2007 vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Revision af regler om advokaters virksomhed) (L 163).

 

 

 

Lene Espersen

/

 Birgit Thostrup Christensen

 


Spørgsmål nr. 14 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Revision af regler om advokaters virksomhed) (L 163):

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 22/5-07 fra Foreningen af Erhvervsjurister, vedr. L 163, jf. L 163 – bilag 19.”

 

Svar:

 

1. Foreningen af Erhvervsjurister har ved brev af 22. maj 2007 rettet henvendelse til Folketingets Retsudvalg og stillet en række uddybende spørgsmål til Justitsministeriets kommentarer til foreningens tidligere henvendelse til Folketingets Retsudvalg.

 

2. Et advokatselskab må efter retsplejeloven alene have til formål at drive advokatvirksomhed. Advokatvirksomhed er i forarbejderne til lov nr. 403 af 13. juni 1990 om ændring af retsplejeloven (Dommeres habilitet, SSP-samarbejdet og advokatselskaber m.v.) beskrevet som juridisk rådgivning og i forbindelse hermed økonomisk og anden rådgivning til klienten samt repræsentation af denne for domstolene og over for andre offentlig myndigheder og organisationer samt i retslige spørgsmål og tvister i øvrigt.

 

Justitsministeriet er opmærksom på – som det også er anført i Advokatudvalgets betænkning nr. 1479/2006 om retsplejelovens regler om advokater – at  advokatfuldmægtige i dag ikke sjældent bliver meget specialiserede.

 

Justitsministeriet har imidlertid – i lighed med et enigt udvalg – fundet, at det på nuværende tidspunkt bør fastholdes, at man for at blive advokat skal have opnået en juridisk bachelor- og kandidatgrad. Det bemærkes i den forbindelse, at et enigt udvalg dog bemærkede, at man ikke var afvisende over for, at det på et tidspunkt vil kunne overvejes, om personer med f.eks. en cand.merc.jur.-uddannelse bør kunne opnå advokatbeskikkelse, såfremt de pågældende opfylder en række nærmere angivne betingelser. Sådanne betingelser kan f.eks. bestå i, at ansøgeren skal have deltaget i visse kurser eller taget visse tilvalgsfag som et supplement til cand.merc.jur.-uddannelsen. Justitsministeriet er enig heri, og ministeriet har noteret sig Foreningen af Erhvervsjuristers synspunkter.