Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 7 ad L 161 - forslag til lov om ændring af lov om råstoffer (Ophævelse af fartøjsgodkendelse og modernisering af efterforsknings- og indvindingstilladelser på havet m.v.) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 7
Svar
Som jeg nævnte under 1. behandling af lovforslaget foregår råstofindvinding på en meget lille del af den danske havbund og har meget begrænset miljømæssig indvirkning på havmiljøet.
Al råstofindvinding på havet foregår i dag i områder, hvor der på forhånd er foretaget en miljømæssig vurdering. I nogle områder er den miljømæssige vurdering baseret på eksisterende viden om forholdene i området, mens der i andre er foretaget meget omfattende undersøgelser forud for indvindingen, gennemført løbende overvågning under indvindingen og foretaget kontrol af områderne efter indvindingens afslutning.
Resultaterne af de intensive undersøgelser, oftest udført i forbindelse med meget store indvindingsprojekter, viser entydigt, at betydende effekter kun kan registreres i selve indvindingsområdet og i et område umiddelbart rundt om. Når indvindingen ophører, sker der en naturlig retablering af området.
Nye indvindingsområder vil fortsat først blive åbnet for indvinding efter en omhyggelig miljøvurdering, og der kan efter lovforslaget stilles miljømæssige vilkår for indvindingen.