Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 38 ad L 161 - forslag til lov om ændring af lov om råstoffer (Ophævelse af fartøjsgodkendelse og modernisering af efterforsknings- og indvindingstilladelser på havet m.v.) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 38
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 26. april 2007 fra Kromann Reumert, jf. L 161 bilag 16.
Kromann Reumerts henvendelse falder i forlængelse af deres henvendelse af 2. april 2007 til udvalget og foretræde den 18. april 2007.
I henvendelsen af 26. april 2007 gentager Kromann Reumert sin støtte til det fremsatte forslag om liberalisering af råstofloven og opfordrer til, at forslaget gennemføres hurtigst muligt.
I den forbindelse argumenteres for, at tonnagelofterne for henholdsvis de enkelte skibe og den samlede flåde ikke kan begrundes i tvingende samfundsmæssige hensyn, samt at der ikke er grundlag for at hævde, at liberaliseringen vil have en negativ indvirkning på beskæftigelsessituationen i Danmark.
Endvidere oplyses det, at eksport af råstoffer i forbindelse med større anlægsarbejder ikke er noget kendt fænomen i branchen generelt – hverken i Danmark eller internationalt.
Endelig finder Kroman Reumert intet grundlag for at hævde, at der skulle ske en ekspropriering af en kollektiv eneret, da en sådan ikke findes, og Kroman Reumert finder i øvrigt synspunktet om ekspropriation inkonsekvent, når det samtidig i debatten hævdes, at den danske ordning ikke skulle have virket som en konkurrencebegrænsende restriktion.
I øvrigt kan jeg henvise til min besvarelse af udvalgets spørgsmål 29.