Kirkeministeriet
Frederiksholms Kanal 21
Postboks 2123
1015 København K
www.km.dk

Telefon  3392 3390
Telefax  3392 3913
e-post    [email protected]

Dokument nr. 327307

Dato: 8. maj 2007

 

Folketingets Kirkeudvalg

 

Kirkeudvalget har ved brev af 3. maj 2007 bedt om kirkeministerens besvarelse af spørgsmål 10 vedrørende L 160, Forslag til lov om ændring af lov om menighedsråd, lov om valg til menighedsråd og lov om folkekirkens økonomi (Menighedsrådets sammensætning, loyalitetskrav til valgte menighedsrådsmedlemmer og bindende stiftsbidrag m.v.).

 

”Vil ministeren tage initiativ til at biskopper og provster får en lederuddannelse?”

 

Svar:

Kirkeministeriet har i en årrække stået for såvel tilrettelæggelse som praktisk gennemførelse af en årlig efteruddannelse af biskopperne. Den nærmere sammensætning af efteruddannelsens indhold sker bl.a. under inddragelse af ønsker, som medlemmerne af bispekollegiet måtte fremsætte.

Endvidere kan biskopperne, inden for stiftets budget og efter aftale med ministeriet få den individuelle lederuddannelse, de måtte have behov for.

Jeg har ikke modtaget tilbagemeldinger fra bispekollegiet, der tilsiger et umiddelbart behov for at ændre i biskoppernes efteruddannelse.

Når en person er blevet udnævnt til provst, skal vedkommende deltage i den obligatoriske efteruddannelse af provster. Uddannelsen består af to internatskurser af hver en uges varighed. Uddannelsen er under udvidelse.

Emnerne for provsternes efteruddannelse har hovedvægten lagt på de særlige kompetencer af økonomisk og administrativ karakter, der henhører under provstens virkefelt. Desuden undervises der også i emner med teologisk og ledelsesmæssigt indhold.

Den nærmere tilrettelæggelse af den obligatoriske efteruddannelse af provster varetages af Præsternes Efteruddannelse (Folkekirkens Institut for Præsteuddannelser) i samarbejde med et særligt kursusudvalg.

Derudover gennemfører Kirkeministeriet et årligt ajourføringskursus for samtlige folkekirkens provster.

Tilrettelæggelsen af ajourføringskurset – herunder valg af kursusemner – sker i et nært samarbejde med Danmarks Provsteforening. Det tilstræbes i den forbindelse, at kursusemnerne enten dækker områder med et aktuelt behov for efteruddannelse, eller områder, hvor der i umiddelbar fremtid ventes at opstå et behov for efteruddannelse.

Af praktiske årsager afvikles provsternes ajourføringskursus i forbindelse med Danmarks Provsteforenings årsmøde. Det er ministeriets erfaring, at bl.a. denne omstændighed betyder, at en meget stor andel af provsterne hvert år deltager i ajourføringskurset.

Der har været gennemført et forsøgsprojekt med en længerevarende lederuddannelse af et hold provster. Dette forsøgsprojekt indgår i den samlede vurdering af de behov, der måtte være for ændringer af den uddannelse, der tilbydes folkekirkens provster.

 

 

Bertel Haarder

 

/ Rasmus Paaske Larsen