Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             30. april 2007

J. nr.           500-13

  

 

Trafikudvalget har i brev af 27. marts 2007 stillet mig følgende spørgsmål 4 vedrørende L 159, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 4:

 

Ministeren bedes kommentere henvendelse af 19. marts 2007 fra Svend Høime Hansen, Rødovre, jf. L 159 - bilag 7.

 

Svar:

 

Transport- og Energiministeriet sender inden sommerferien debatoplægget "Trafikale udfordringer i hovedstadsområdet" i høring hos lokale og regionale aktører. Debatoplægget indeholder en identifikation og analyse af, hvilke trafikale udfordringer man kan forvente at stå overfor i 2020 i hovedstadsområdet. Debatoplægget kan bidrage til de videre politiske drøftelser af en række transportpolitiske emner.

 

På baggrund af input fra Infrastrukturkommissionens arbejde samt trafikaftalen mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre fra oktober 2006 vil regeringen i 2008 fremlægge en ny statslig investeringsplan.

 

Den statslige investeringsplan danner sammen med statens kontrakter for jernbanetrafik rammen for det videre planarbejde. Det vil være relevant også at inddrage kommunal bustilpasning til metroen, herunder busbetjente fødelinjer. Såfremt kommunerne beslutter at finansiere øvrige projekter – f.eks. en højklasset kollektiv trafikforbindelse mod Brønshøj/Gladsaxe – vil disse også indgå i helhedsplanen.

 

Når Cityringen står færdig, vil 85 pct. af alle mål i tætbyen have mindre end ti minutters gang til en station. Der er ikke aktuelt planer om andre metro- eller evt. letbanelinjer i tætbyen.

 

Der gennemføres p.t. en genberegning af Cityringens passagertal med den opdaterede OTM-model. Modellen kan ikke umiddelbart opgøre gevinster for pendlere særskilt, og der er ikke planer om at lave en sådan opgørelse.

 

Det er, som det fremgår ovenfor, ikke besluttet, hvilke projekter, der skal indgå i en helhedsplan. Det er ikke umuligt, at dele af den foreslåede linje på meget langt sigt kan komme på tale i hovedstaden som en del af en fremtidig yderligere udvidelse af metroen, men som bekendt er en evt. fremtidig metrobetjening af Nordhavnen tænkt hægtet op på Østerport station.

 

Jeg vil i den forbindelse gøre opmærksom på, at etablering af en sådan tunnelstrækning som S-bane vil være meget dyrere, end at anlægge den som en metroløsning, alene på grund af det meget større tunneltværsnit og de meget større stationsanlæg, der vil være nødvendige.

 

Der er intet belæg for at antage, at en sådan linje i givet fald kan blive færdig lang tid før Cityringen. Der er således i udredningen gjort rede for, at det vil tage stort set lige lang tid at anlægge den del af Cityringen, der går fra København H over Kongens Nytorv til Nørrebro station, som at anlægge hele ringen.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen