Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 5 ad L 148 Forslag til lov om ændring af lov om planloven (Revision af detailhandelsbestemmelserne), stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål nr. 5
Vil ministeren oplyse, hvordan ministeren agter at inddrage Københavns Kommune m.fl. i de kommende forhandlinger om detailhandelen i Hovedstadsområdet?
Svar
Når Miljøministeriet skal udarbejde et landsplandirektiv for detailhandelen i hovedstadsområdet, vil det ske i tæt samarbejde og dialog med de berørte kommuner.
Der vil blive tilrettelagt en proces svarende til processen i forbindelse med udarbejdelse af landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning - Fingerplan 2007- med en høring af kommunerne og drøftelse forud for udarbejdelse af et udkast til landsplandirektiv, som skal udsendes i offentlig høring.
Når loven er vedtaget og rammerne dermed er kendt, vil de involverede kommuner blive inviteret til en indledende dialog. Dialogen vil tage udgangspunkt i en drøftelse af, hvordan de generelle regler, herunder de muligheder der gives til byer over henholdsvis 20.000 og 40.000 indbyggere, kan omsættes til de sammenhængende byområder i hovedstadsområdet. I drøftelserne vil tillige indgå overvejelser om, hvor der kan gives mulighed for placering af udvalgsvarebutikker over 2.000 m2.
Herefter vil Miljøministeriet udarbejde et forslag til landsplandirektiv, som udsendes i offentlig høring. Landsplandirektivet vil formentlig kunne vedtages endeligt inden årsskiftet. I forbindelse med den offentlige høring vil der, afhængigt af drøftelserne i den indledende dialog, blive arrangeret møder med kommunerne med henblik på en drøftelse forud for ministerens vedtagelse af landsplandirektivet.
Kommunerne i Hovedstadsområdet vil således blive inddraget i alle led i processen inden udarbejdelsen af et forslag om detailhandlen. De vil blive hørt over forslaget og de vil blive inddraget, når høringen er afsluttet, og det endelige landsplandirektiv skal udarbejdes.