Udvalget for Videnskab og Teknologi Folketinget Christiansborg 1240 København K
|
Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 5 til L 141 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 30. marts 2007.
Helge Sander
Spørgsmål nr. 5 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 30. marts 2007 til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (L 141).
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 21. marts 2007 fra De Samvirkende Invalideorganisationer, jf. L 141 - bilag 6.
Svar:
De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) anfører i henvendelsen af 21. marts 2007 til Videnskabsudvalget, at det fremsatte lovforslag ikke lever op til det behov, der er for at sikre personer med handicap fuld og lige adgang til fremtidens telekommunikation. DSI fremfører endvidere en række forslag, som DSI ønsker medtaget i udvalgets behandling af lovforslaget. DSI har tidligere i forbindelse med høringen over lovforslaget fremført disse synspunkter.
Jeg kan hertil generelt bemærke, at forsyningspligten i henhold til det fremsatte lovforslag (L 141) omfatter særlige forsyningspligtydelser til en nærmere afgrænset gruppe af handicappede. Den nærmere specifikation af, hvilke tjenester, der skal tilbydes personer med handicap, fastlægges sÃ¥ledes senere i bekendtgørelse om forsyningspligtydelser.Â
Udgangspunktet er dog, at de nuværende ydelser – en teksttelefontjeneste og nummeroplysning til handicappede – skal videreføres. Forsyningspligten vil samtidig kunne udvides med en bredbåndsforbindelse med henblik på at sikre adgang til videotelefoni og dermed elektronisk kommunikation via tegnsprog.
Det bemærkes endvidere, at det er vanskeligt at etablere en konkurrencesituation blandt telebranchens udbydere for så vidt angår særtjenester til handicappede, da tilvejebringelse af disse tjenester ikke er overskudsgivende. Det er derfor vigtigt, at der fortsat stilles særtjenester til rådighed for personer med handicap gennem forsyningspligten.
Jeg kan endelig oplyse, at IT- og Telestyrelsen løbende er i dialog med handicaporganisationerne. Der blev således senest den 28. marts 2007 afholdt et møde mellem IT- og Telestyrelsen, De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) og Det Centrale Handicapråd.