Folketingets Uddannelsesudvalg
I forbindelse med behandlingen af (L 11) Forslag til lov om ændring af lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark, lov om statsautoriserede revisorer, lov om omsætning af fast ejendom, lov om translatører og tolke og lov om dispachører samt ophævelse af lov om registrerede arkitekter (Forenkling af adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv i Danmark) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 7. december 2006 stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 8:
â€Hvilke reelle ændringer vil vedtagelsen af lovforslaget betyde?â€
Svar:
Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer indeholder i en forenklet form de samme grundlæggende betingelser og garantier som de hidtidige direktiver for, at personer med udenlandske erhvervskvalifikationer kan udøve lovregulerede erhverv i et andet EU-land, herunder Danmark, EØS og Schweiz.
De hidtil gældende direktiver er implementeret i dansk ret. Hovedparten af direktivets bestemmelser er således allerede implementeret og kræver ikke lovændringer.
Lovforslaget danner alene rammen for den endelige implementering af direktivet ved bekendtgørelse og ved ændringer i den relevante lovgivning for de lovregulerede erhverv.
Indholdsmæssige ændringer
For så vidt angår økonomi- og erhvervsministerens område, kan jeg oplyse, at ophævelsen af arkitektloven ikke vil medføre nogen reelle ændringer indenfor anerkendelse af eksamensbeviser på arkitektområdet.
Dette skyldes, at lovforslaget ikke ændrer udenlandske arkitekters adgang til at arbejde i Danmark. Derudover sikres økonomi- og erhvervsministeren adgang til, dels at fastsætte supplerende regler om de betingelser, der skal stilles til anerkendelse af eksamensbeviser for bygningskonstruktører, dels regler om attestation af arkitekters eksamensbeviser, certifikater og uddannelsesbeviser, således at danske arkitekter og bygningskonstruktører kan dokumentere deres kvalifikationer og dermed sikres mulighed for at udøve deres erhverv i andre EU-lande og EØS-lande, hvor arkitekterhvervet er lovreguleret.
Angående de specifikke lovregulerede erhverv, som er omfattet af lovforslagets §§ 2-5, kan jeg oplyse følgende:
For tjenesteydere, som midlertidigt og lejlighedsvist ønsker at levere tjenesteydelser inden for de pågældende erhverv i Danmark, vil lovforslaget medføre nogle ændringer i retstilstanden.
I lovforslaget er der - i overensstemmelse med direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer - indsat krav om, at tjenesteydelsen fremover skal leveres under den faglige titel, personen anvender i hjemlandet. Derved kan danske forbrugere se, hvilken form for tjenesteyder de har at gøre med.
Desuden er der i overensstemmelse med direktivet indsat bestemmelser i lovforslaget om, at Disciplinærnævnet for Revisorer og Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere skal behandle klager over udenlandske tjenesteydere, som midlertidigt og lejlighedsvist leverer henholdsvis revisorydelser og ejendomsmæglerydelser her i landet.
Endvidere foreslås det at udnytte direktivets mulighed for at indføre en anmeldelsesordning for ovennævnte grupper af tjenesteydere. Derved kan forbrugerne få oplysninger om navn, adresse og faglig titel på alle, der har ret til at levere de pågældende ydelser her i landet.
Administrative, praktiske ændringer
Vedtagelsen af lovforslaget (L 11) vil medføre, at Undervisningsministeriet, som i dag er den koordinerende myndighed for EU-direktiver om anerkendelse af udenlandske erhvervs- og uddannelseskvalifikationer, og som fungerer som dansk videncenter for området, fremover i naturlig forlængelse af de nuværende koordinationsopgaver vil varetage opgaven som den faste repræsentant i art 58-udvalget, jf. direktivets artikel 58.
Kompetente myndigheder indberetter i dag løbende oplysninger om ansøgninger og myndighedernes afgørelser vedrørende anerkendelse af udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer til Undervisningsministeriet. Efter lovforslaget vil indberetninger blive omlagt til årlige indberetninger. Indberetningerne danner bl.a. grundlag for den årlige beretning til Folketinget og den rapport, der hvert andet år skal aflægges til Kommissionen.
Med lovforslaget gives undervisningsministeren bemyndigelse til ved udstedelse af bekendtgørelse at implementere direktivet fuldstændigt.
Svaret er koordineret med Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.