Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

København, den 8. februar 2007

Sagsnr.:  5641

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 30. januar 2007 udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål ad L 102:

 

Spørgsmål 9:

”Vil ministeren oplyse, i hvilket omfang der kan ydes tilskud til økologi af landdistriktsmidlerne i den kommende landdistriktsprogramperiode, herunder om det er muligt, at yde støtte til en egentlig økologiske landbrugsuddannelse.”

 

Endeligt svar:

Under landdistriktsprogrammet 2007-2013 afsættes i hvert af årene 2007 og 2008 en øremærket ramme under landdistriktsprogrammet på 148 mio. kr. til økologi. Denne ramme omfatter 111 mio. kr. pr. år til indgåelse af nye aftaler om miljøbetinget tilskud og tilskud til omlægning til økologisk jordbrugsproduktion, 10 mio. kr. til en indsats for fremme af innovation og ny teknologi på økologiske bedrifter og virksomheder og 27 mio. kr. til markedsføring af økologiske kvalitetsprodukter som led i kvalitetsmærkningsordningen.

 

I 2008 vil regeringen genforhandle de overordnede økonomiske rammer for landdistriktsprogrammet i den resterende periode 2009-2013, og i den forbindelse vil fordelingen af den særlige økologiindsats også blive drøftet.

Det fremgår af aftalen af 15. november 2006 mellem regeringen og Dansk folkeparti om en økologi-pakke i det nye landdistriktsprogram, at de øremærkede midler også vil kunne anvendes til at støtte kursusvirksomhed relateret til økologisk fødevareproduktion. Det er således i aftalen specifikt nævnt, at mulighederne under ordningen for kompetenceudvikling under akse 1 i programmet kan omfatte støtte til kursusvirksomhed relateret til økologisk fødevareproduktion. For hvert af årene 2007 og 2008 er der afsat 3 mio. kr. til en indsats under ordningen for kompetenceudvikling.

 

Under landdistriktsprogrammet kan der ikke ydes støtte til egentlig kompetencegivende grunduddannelse.

 

 

Hans Chr. Schmidt

 

 

                                                                                                        /Ulla Heiden