Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 26 vedrørende forslag til Arvelov (L 100)<DOCUMENT_START>, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 9. maj 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Anne Kristine Axelsson

 


Spørgsmål nr. 26 vedrørende forslag til Arvelov (L 100) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 3/5-07 fra Birgit Brundstedt, Slagelse vedr. L 100, jf. L 100 – bilag 17.”

 

Svar:

 

I henvendelsen anfører Birgit Brundstedt, at der er behov for at afskaffe eller begrænse livsarvingernes ret til tvangsarv, dvs. den arv, der ikke kan fratages de pågældende ved testamente.

 

Spørgsmålet om en afskaffelse eller begrænsning af tvangsarveretten er nøje behandlet i betænkning nr. 1473/2006 om revision af arvelovgivningen mv., som lovforslaget bygger på. Der kan nærmere henvises til betænkningen kapitel 6, s. 75-100 og til pkt. 2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Som anført heri er Justitsministeriet af de grunde, der er anført af Arvelovsudvalget, enig i, at tvangsarveretten for livsarvinger ikke bør afskaffes, men at en række forhold, herunder bl.a. hensynet til gennemførelse af generationsskifter i erhvervsvirksomheder og muligheden for ved testamente at ligestille sammenbragte børn i arveretlig henseende, taler for en nedsættelse og justering af livsarvingernes tvangsarveret.

 

Et af formålene med forslaget til ny arvelov er at give arvelader større frihed til at disponere over sin formue ved testamente.

 

I det fremsatte lovforslag foreslås det derfor, at ægtefællens og livsarvingernes (børn og børnebørn mv.) tvangsarv nedsættes fra halvdelen af den legale arv til ¼ heraf. Endvidere foreslås det, at arvelader ved testamente kan begrænse arvelodden til hvert af sine børn til en værdi af 1 mio. kr.