Resultatet af den kommunale budgetlægning

 

10. november 2006

 

En foreløbig opgørelse af udgiftsudviklingen fra budget 2006 (genåbnet) til budget 2007 baseret på kommunernes budgetindberetninger til Indenrigs- og Sundhedsministeriet viser en ændring i serviceudgifterne (netto) på 1,0 mia. kr., jf. tabel 1.

 

Udgiftsniveauet i budget 2006 (genåbnet) er beregningsteknisk fastsat på baggrund af kommunernes budgetter samt niveauet for de overførte amtskommunale opgaver. Hertil kommer en række tekniske korrektioner som følge af bl.a. ændrede skøn for pris- og lønudviklingen i 2006, konteringsændringer mv.

 

Kommunernes mulighed for at afholde merudgifter på op til 424 mio.kr. som følge af usikkerhed om udgiftsudviklingen i 2006 på det tunge sociale område, som overtages fra amterne, er beregningsteknisk tillagt budget 2006 (genåbnet).

 

Den foreløbige opgørelse af udgiftsudviklingen fra budget 2006 til budget 2007 på sektorområder er behæftet med usikkerhed og skal derfor tages med forbehold. Det skyldes blandet andet, at kommunerne kan have foretaget en kontering af udgifterne på hovedkontoniveau, der er forskellig fra amterne. Endelig vanskeliggøres en sammenligning på sektorområder af ændringer i den kommunale kontoplan som følge af kommunalreformen.

 

Tabel 1. Udviklingen i serviceudgifterne (netto) fra 2006 til 2007

Mia. kr. 07-pl

Budget 2006 (G)

Budget 2007

Forskel

I alt

194,9

195,9

1,0

Heraf:

 

 

 

Byudvikling, bolig og miljø

5,5

5,4

-0,1

Transport og infrastruktur

6,9

7,0

0,1

Undervisning og kultur

52,9

53,1

0,3

Sociale opgaver mv.

87,7

88,4

0,6

Fællesudgifter og adm. mv.

27,8

28,3

0,6

Sundhedsområdet

- 1)

13,6

-0,52)

Anm.: Budget 2006 (G) i 2007-opgaveniveau er opgjort inkl. de overførte udgifter fra den amtskommunale sektor og korrigeret for ændringen i kommunernes mulighed for at afløfte moms på ældreområdet, ændret skøn for pris- og lønudviklingen i 2006, kommunernes mulighed for at afholde merudgifter på det tunge sociale område samt en skønnet andel af takstbetalingen på det sociale område til regionerne fra 2007, der vedrører beregnede omkostninger. Budget 2007 er opgjort inklusive puljen til børneområdet på 200 mio. kr.  1) Kommunerne får fra 2007 en række nye opgaver på sundhedsområdet, der ikke kan opgøres for budget 2006 (genåbnet). Ved opgørelse af det samlede udgiftsniveau for 2006 er indlagt et beregningsteknisk niveau for udgifterne på 14,1 mia.kr. svarende til forudsætningen i aftalen med kommunerne for 2007. 2) Forskel i forhold til forudsat niveau for 2007

Kilde: DS, kommunale indberetninger og egne beregninger.

 

Den foreløbige opgørelse viser en stigning i udgifterne på det sociale område på 0,6 mia. kr. På undervisnings- og kulturområdet stiger udgifterne 0,3 mia. kr., mens udgifter til administration mv. ligger 0,6 mia. kr. højere end i budget 2006 (genåbnet).

 

Kommunerne overtager fra 2007 en række nye opgaver på sundhedsområdet i form af medfinansiering af regionernes sundhedsudgifter (aktivitetsafhængigt bidrag), forebyggelse, genoptræning mv. I aftalen for 2007 er udgiftsniveauet forudsat til 14,1 mia.kr., hvoraf langt hovedparten vedrører aktivitetsbidraget.

 

Kommunerne budgetterer i 2007 med udgifter på området på 13,6 mia.kr., hvilket er ca. 0,5 mia.kr. under det forudsatte niveau. Det lavere niveau skal formentlig ses i lyset af, at budgetteringen af disse udgifter kan være vanskelig, hvorfor midlerne i budgettet afsættes på administrationsområdet. Hertil kommer, at det budgetterede niveau for det aktivitetsafhængige bidrag i 2007 samlet set kan afvige fra det, der er forudsat i aftalen med kommunerne.

 

Stigningen i fællesudgifter og administration skal således formodentlig ses i sammenhæng med afsatte reserver på centrale konti, der efterfølgende udmøntes på sektorområder.

 

Sammenligning af aftale og budget for 2007

Kommunernes budgetindberetninger til Indenrigs- og Sundhedsministeriet viser, at kommunerne i 2007 budgetterer med et samlet niveau for serviceudgifterne på 195,9 mia. kr. (inkl. pulje til børneområdet). Budgetterne ligger dermed ca. 300 mio. kr. over det aftalte niveau inkl. merudgifter vedrørende det tunge sociale område, jf. tabel 2.

 

Tabel 2. Resultatet af den kommunale budgetlægning for 2007

Mia.kr. 07-pl

Aftale

Budget

Forskel

Serviceudgifter:

 

 

 

Serviceudgifter

193,6

-

-

Tekniske korrektioner (opgaveændringer (DUT) mv.)

1,5

-

-

Merudgifter på tunge sociale område

0,4

-

-

Serviceudgifter, i alt1)

195,5

195,9

0,3

 

 

 

 

Overførsler:

 

 

 

Overførsler

40,2

39,1

-1,1

Anlægsudgifter:

 

 

 

Bruttoanlæg (skattefinansieret)

14,8

14,5

-0,3

1) Inkl. pulje til børne- og ældreområdet.

Kilde: Aftalen om kommunernes økonomi for 2006 og kommunernes indberetninger til ISM.

 

I det aftalte niveau for serviceudgifterne indgår muligheden for at afholde udgifter på op til 424 mio. kr. som følge af usikkerheden om udgiftsudviklingen i 2006 på det tunge sociale område, som overføres fra amterne.

 

Afvigelsen vedrørende serviceudgifterne på 0,3 mia.kr. kan tilskrives, at kommunerne i 2007 afholder en række engangsudgifter i forbindelse med overgangen til den nye kommunale struktur.

 

KL har i forbindelse med den kommunale budgetlægning gennemført en undersøgelse af de forventede engangsudgifter i kommunerne i 2007. Undersøgelsen viser, at kommunerne forventer at afholde engangsudgifter på ca. 542 mio. kr. på driftsområdet.

Niveauet for engangsudgifter i kommunerne i 2007 skal ses i sammenhæng med, at kommunerne som følge af kommunesammenlægningerne sparer knap 400 mio.kr. årligt på vederlag til politikere. Herudover vil der være en række synergier som følge af kommunesammenlægninger mv. Kommunernes budgetter giver dermed mulighed for at fastholde det aftalte serviceniveau i kommunerne i 2007.

Kommunerne budgetterer med et niveau for overførselsudgifter på 39,1 mia. kr. (ekskl. andel af udgifter med statsrefusion), hvilket er 1,1 mia. kr. lavere end forudsat i forbindelse med fastsættelsen af det kommunale balancetilskud for 2007.

Kommunernes budgetter viser et niveau for bruttoanlægsudgifterne på i alt 14,5 mia. kr., hvilket er godt 0,3 mia.kr. lavere end det aftalte niveau for 2007.