Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (L 96) Forslag til Lov om ændring af lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. og lov om produktionsskoler (Modernisering af erhvervsgrunduddannelsen, målretning af produktionsskoler mod kompetencegivende uddannelse m.v.) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 15. januar 2007 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 2:

”Ministeren bedes kommentere forslaget i en række høringssvar om ikke at kræve en praktikerklæring?”

 

Svar:

De nuværende regler om kommuners godkendelse af egu-praktikaftaler opfattes i praksis i vidt omfang som et forbud mod, at en virksomhed, som er godkendt til erhvervsuddannelseselever, må ansætte egu-elever.

 

Hvis en virksomhed er godkendt som eud-praktikvirksomhed inden for en given erhvervsuddannelse, vil virksomheden i praksis ofte blive afskåret fra at ansætte en egu-elev med arbejdsfunktioner, som indgår i praktikuddannelsen i den pågældende erhvervsuddannelse, hvis der på skolen er blot én eud-praktikpladssøgende, som virksomheden ville kunne ansætte eventuelt med en delaftale eller en kombinationsaftale. Kommuner og skoler anvender efter det oplyste således jævnligt den praksis, at virksomheder, der er godkendt til en erhvervsuddannelse, udelukkes på forhånd, uden at der foretages en konkret vurdering af, om virksomheden faktisk opfylder betingelserne for at ansætte en given egu-elev.

 

Dette er ikke hensigtsmæssigt. Som nævnt i svaret på spørgsmål 3 vil de jobfunktioner, der udgør praktikuddannelsen for eud-elever og egu-elever typisk ikke være sammenfaldende. Dette er baggrunden for, at det foreslås, at betingelsen formuleres som et krav om, at egu-praktikaftalen ikke fortrænger en eud-aftale.

 

Den foreslåede bestemmelse vil være helt uden reelle administrative byrder for virksomheden og kommunen og den tilrettelæggende skole, da erklæringen vil blive fortrykt på den aftaleformular til praktikaftaler, som fastsættes efter bestemmelsen i § 7, stk. 1, der ikke ændres med lovforslaget.

 

Jeg kan ikke tilslutte mig et forslag om fuldstændig at fjerne bestemmelsen om godkendelse af praktiksteder, idet hensynet til at undgå en utilsigtet fortrængning af erhvervsuddannelseselever taler for, at en virksomhed aktivt gør sig overvejelser om, hvilke praktikmuligheder virksomheden rummer, og hvilke uddannelsesbehov virksomheden kan bidrage til at opfylde.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder