Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 I forbindelse med behandlingen af (L 96) Forslag til Lov om ændring af lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. og lov om produktionsskoler (Modernisering af erhvervsgrunduddannelsen, målretning af produktionsskoler mod kompetencegivende uddannelse m.v.) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 23. april 2007 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 18:

”På hvilken måde sker der forbedringer for produktionsskolernes muligheder for kombinationsforløb med dette lovforslag?”

 

Svar:

Jeg kan især pege på to områder, hvorved lovforslaget søger at forbedre produktionsskolernes tilrettelæggelse af kombinationsforløb.

 

For det første skal der for elever, der gennemfører et produktionsskoleforløb på mere end tre måneder, som hovedregel indgå meritgivende kombinationsforløb til kompetencegivende uddannelse. Lovforslaget indebærer herom, at produktionsskolen som hovedregel skal tilrettelægge 2 – 5 uger af 1/3-dels undervisning som meritgivende kombinationsforløb for den enkelte elev. Skolerne kan her ud over tilrettelægge yderligere ekstern undervisning inden for 1/3-dels rammen, jf. lovens § 2, stk. 6.

 

For det andet får produktionsskolerne en forhøjet takst, som dels udligner forskellen mellem skoleformernes taxametre og dels medgår til finansiering af øgede udgifter som følge af samarbejde mellem skoleformerne, administration, vejledning m.v. Jeg henviser i øvrigt herom til svaret på spørgsmål 6 ad L 173.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

Med venlig hilsen

 

Bertel Haarder