Æbeløgade 1 Postboks 3000 2100 København Ø Tlf. 39 17 77 00 Fax 39 17 77 11 www.ask.dk cvr.nr. 16-80-99-34 Man – Ons    9  - 14 Tors               9 - 16 Fre                 9  - 13
|
|
Notat
Resumé af de modtagne høringssvar vedrørende lovforslag L9 til lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring og lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion (fællesopkrævning af arbejdsgiverbidrag m.v.) |
I dette notat gennemgås i resuméform de høringssvar, der er modtaget til lovforslag om fællesopkrævning af arbejdsgiverbidrag m.v.
Lovforslaget er sendt til høring i Ankestyrelsen, Amtsrådsforeningen, Arbejdsmarkedets Tillægspension, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension, Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, Ankenævnet for Arbejdsgivernes Elevrefusion, Dansk Arbejdsgiverforening, Datatilsynet, Finansministeriet, Finanstilsynet, Forsikring og Pension, Håndværksrådet, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Justitsministeriet, Kommunernes Landsforening og Undervisningsministeriet.
Â
Der er modtaget høringssvar fra Arbejdsmarkedets Tillægspension, Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension, Ankestyrelsen, Dansk Arbejdsgiverforening, Finanstilsynet, Finansministeriet, Forsikring & Pension, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgivere og Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Høringssvarene har givet anledning til mindre, tekniske justeringer af lovforslaget, som er indarbejdet i den version, som beskæftigelsesministeren har fremsat for Folketinget.
Finanstilsynet har svaret, at tilsynet ikke har lovhjemmel til at godkende et likviditetsunderskud som følge af at Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring ved lovens ikrafttræden den 1. januar 2008 overgår fra årsvist fremadrettet opkrævning til kvartalsvist bagudrettet.
Som følge heraf er der i lovforslagets § 3, stk. 2 om ikrafttræden af lovændringen for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring indsat følgende passus: â€Det i § 68, stk. 1, første punktum i lov om arbejdsskadesikring fastsatte krav kan fraviges i 2008.â€
Arbejdsmarkedets Tillægspension har i et supplerende høringssvar oplyst, at likviditetsunderskuddet ikke bliver af en størrelse, der svarer til et halvt årsbidrag, således som det er beskrevet i de almindelige bemærkninger til det udsendte udkast til lovforslag under punkt 5.1. Nærmere beregninger viser, at underskuddet i værste fald bliver ca. 240 millioner kroner. Hvis underskuddet fordeles over perioden 1. juli 2008 til 1. juli 2009, vil det betyde et ekstra bidrag på ca. 30 kroner pr. fuldtidsansat pr. kvartal. Dette modsvares af, at arbejdsgiverne i 2008 kun betaler bidrag for to kvartaler, idet første opkrævning sker pr. 1. juli og anden opkrævning pr. 1. oktober.
De almindelige bemærkninger, afsnit 5.1, til lovforslaget er ændret i overensstemmelse hermed.
Arbejdsmarkedets Tillægspension har fundet det hensigtsmæssigt, at adgangen til at klage over afgørelser fra Arbejdsgivernes Elevrefusion overgår til Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension allerede pr. 1. januar 2007. Dette skyldes vanskeligheder med at sekretariatsbetjene Ankenævnet for Arbejdsgivernes Elevrefusion.
Det er ikke nødvendigt at have en bestemmelse i loven vedrørende sekretariatsbetjeningen. § 2, nr. 9 og ikrafttrædelsesbestemmelsen i lovforslagets § 3, stk. 5 samt bemærkningerne til bestemmelserne er ændret i overensstemmelse hermed.
Finansministeriet har vurderet de administrationspolitiske konsekvenser af forslaget samt de provenumæssige virkninger i forhold til skattestoppet, og har ingen bemærkninger til forslaget.
Forsikring & Pension har ingen bemærkninger til forslaget. Det samme gælder Ankestyrelsen, Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension, Forsikring & Pension og Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Håndværksrådet, Dansk Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgivere og Kommunernes Landsforening tilslutter sig forslaget. Dog henstiller Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgivere, at forslaget gøres så udgiftneutralt som muligt på virksomhedsniveau.
Kommunernes Landsforening gør opmærksom på, at der i kommunerne er mange deltidsbeskæftigede. Kommunernes Landsforening beder derfor om en beregning over, hvilke udgiftsforskydninger forslaget vil medføre for kommunerne, idet man forudsætter, at kommunerne enten ikke påføres ekstra udgifter som følge af omlægningen eller at de kommunale merudgifter kompenseres fuldt ud.
Arbejdsskadestyrelsen opfatter svaret som en anmodning om at vurdere eventuelle merudgifter efter Det Udvidede Totalbalanceprincip. De forskydninger i bidragene, som arbejdsgivere med mange deltidsansatte vil opleve, er en uundgåelig følge af lovforslaget. Det er ikke en følge, der rammer de kommunale arbejdsgivere mere end de private arbejdsgivere. Høringssvaret giver ikke anledning til at overveje ændringer i lovforslaget.
Arbejdsskadestyrelsen har ikke data, der gør det muligt at foretage de ønskede beregninger vedrørende de kommunale arbejdsgivere. Arbejdsskadestyrelsen har derfor bedt Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring om, hvis det er muligt, at foretage beregningerne til brug for de videre overvejelser.
|