Jeg tager ordet her i dag til L 88 om ophævelse af blasfemiparagraffen, § 140 i straffeloven, fordi det er en hjertesag for mig, og fordi jeg efter nøje overvejelser har besluttet mig for at stemme for lovforslaget og dermed for en ophævelse af blasfemiparagraffen.
Det gør jeg alene mod min radikale folketingsgruppe og sammen med Dansk Folkeparti. Det er og bliver aldrig hverdagskost for mig, da jeg ikke oplever at have det mindste værdifællesskab med Dansk Folkeparti, tværtimod. Netop derfor kræver mit ja her i dag en særlig redegørelse med på vejen.
Blasfemiparagraffen er mig inderligt imod. Det er en bedaget paragraf fra en tid, hvor man mente, at religion fortjente en særstilling i samfundet, også politisk. For mig er religion en privat sag. For mig hører det ingen steder hjemme i et moderne demokrati at yde denne form for særbeskyttelse til religionssamfund, oven i købet lovligt bestående religionssamfund.
Hvorfor skal vi særligt beskytte lovligt bestående religionssamfund, men ikke andre religiøse følelser, der ikke lige knytter sig til et formelt religionssamfund? Er disse følelser, der knytter sig til disse lovligt bestående religionssamfund, finere end andre følelser? Ikke efter mit hoved. Derfor ønsker jeg ikke en blasfemiparagraf, der blåstempler og yder særbeskyttelse til nogle følelser frem for andre.
Til forskel fra Dansk Folkeparti - og her er hele forskellen på mig og dem - ønsker jeg derimod at fastholde racismeparagraffen i straffeloven, § 266 b. Den beskytter befolkningsgrupper mod at blive lagt kollektivt for had alene på grund af race, hudfarve, oprindelse og tro. Det er i overensstemmelse med FN's konvention om racediskrimination.
Det er for mig helt afgørende at beskytte befolkningsgrupper mod den slags hadefulde generaliseringer, selvsagt i behørig respekt for ytringsfriheden. Det betyder sagt i meget grove termer, at den skal beskytte mod uhørt grove udfald mod hele befolkningsgrupper. Det har jo desværre vist sig nødvendigt. Højesteret har et par gange fældet dom over politikere, der gik meget vidt med hensyn til at lægge muslimer som samlet befolkningsgruppe for had.
Racismeparagraffen sidestiller tro med andre elementer, som vi ikke ønsker diskrimination i forhold til. Denne sidestilling er for mig central. Religion fortjener ikke mere beskyttelse end f.eks. etnisk oprindelse eller hudfarve. Det er lige vigtigt i mine øjne at beskytte lige stærkt mod diskrimination på alle områder.
Derfor vil jeg ophæve blasfemiparagraffen og fastholde racismeparagraffen.