Til
                     Folketinget - Skatteudvalget
L 85 - Forslag til Lov om ændring af ligningsloven og skattekontrolloven (Forhøjelse af fradraget for gaver til almenvelgørende foreninger mv. samt obligatorisk indberetning for disse).
Hermed sendes i 5 eksemplarer bemærkningerne til høringssvarene vedrørende L 85.
Kristian Jensen
                                                                / Birgitte Christensen
Høringssvar og kommentarer hertil vedrørende L 85, forslag til lov om ændring af ligningsloven og skattekontrolloven (Forhøjelse af fradraget for gaver til almenvelgørende foreninger mv. samt obligatorisk indberetning for disse).
Â
Organisation |
Bemærkninger |
Kommentar |
Advokatrådet |
Advokatrådet har ingen bemærkninger til lovforslaget.
|
|
Datatilsynet |
Datatilsynet henviser til, at det følger af persondatalovens § 11, stk. 2, nr. 1, at private må behandle oplysninger om personnummer, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov.
Indberetningspligtige foreninger mv. vil derfor med hjemmel i denne bestemmelse kunne indsamle og registrere personnumre, i det omfang de har behov for oplysningerne for at kunne opfylde oplysningspligten over for told- og skatteforvaltningen.
I tilfælde, hvor den enkelte yder af indbetalinger til foreningerne inden kalenderårets udgang pålægger foreningen ikke at foretage indberetning, vil indbetalernes personnumre alene kunne indsamles og registreres af foreningerne mv., i det omfang indbetalerne har givet deres udtrykkelige samtykke hertil, jf. persondatalovens § 11, stk. 2, nr. 2.
|
I de administrativt fastsatte retningslinjer for indberetningen vil der være en omtale af persondatalovens bestemmelser på dette punkt.
|
Den Danske Skatteborgerforening |
Har ikke afgivet bemærkninger.
|
|
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering)
|
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR) vurderer, at forslaget ikke medfører erhvervsøkonomiske konsekvenser for erhvervslivet, idet almenvelgørende foreninger ikke genererer profit og dermed ikke er erhvervsvirksomheder.
CKR vurderer endvidere, at forslaget ikke medfører administrative konsekvenser for erhvervslivet som defineret i AMVAB-regi, idet ydelse af gaver til almenvelgørende foreninger er frivillig og endvidere ikke nødvendig for en erhvervsvirksomheds eksistens.  Erhvervs- og selskabsstyrelsen foreslÃ¥r pÃ¥ den baggrund følgende tekst til den del af lovforslagets bemærkninger, der omhandler forslagets økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet: â€Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik pÃ¥ en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. Styrelsen vurderer ikke, at forslaget indeholder administrative konsekvenser, og lovforslaget bør derfor ikke forelægges et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.â€
|
Skatteministeriet tager CKRs bemærkninger til efterretning |
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer |
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer har ikke fundet anledning til at fremsætte bemærkninger.
|
|
Foreningen Danske Revisorer |
Foreningen Danske Revisorer har ikke bemærkninger til lovforslaget.
|
|
Foreningen Registrerede Revisorer |
Foreningen støtter forslaget, men er ikke enig i, at fradraget bør være betinget af, at den almenvelgørende foreningen har indberettet gaven.
|
Værdien af en obligatorisk indberetningsordning vil begrænses væsentligt, hvis ikke gavegiver får et incitament til at give den almenvelgørende forening identifikationsoplysninger. Derfor foreslås det, at fradraget betinges af en indberetning fra foreningens side på samme måde som man i dag gør i forhold til faglige kontingenter.
Indberetter foreningen ikke korrekt til tiden på grund af en fejl, fortabes fradraget ikke, hvis blot foreningen efterfølgende indberetter det korrekte beløb.
I øvrigt kan SKAT pålægge en forening, der indberetter for sent, at give gavegiveren underretning om forsinkelsen inden for en nærmere angiven frist.
|
ISOBRO (Indsamlerorganisationernes Brancheorganisation) |
ISOBRO frygter, at udleveringen af cpr.nr. er så følsomt, at mange donorer vil undlade at yde et fremtidigt bidrag. Det kan betyde nedgang i indtægterne.
Peger på, at en lang række indsamlingsaktiviteter bliver administrativt tunge for organisationerne, hvis bidragyderen skal have kvittering. Dette gælder for eksempel ved indsamling via SMS, via fastnettelefoni, girokort og i forbindelse med landsindsamlinger. Alternativt er det umuligt for bidragydere at fratrække denne type bidrag.
Det vil kræve betydelige administrative udgifter for organisationerne at implementere en indberetningsordning. ISOBRO har skønnet de samlede omkostninger til at udgøre ca. 10 mio. kr. Organisationerne forventer at blive holdt skadesløse, da ordningen ellers vil belaste administrationsprocenten i en unødig grad.
Peger på, at tidsfristen for indberetning den 20. januar gør det praktisk umuligt at foretage en præcis og dermed afsluttende opgørelse af den enkelte bidragyders indbetaling af gaver under henholdsvis ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 3, for så vidt angår bidragydere, der har aftale om indbetaling af løbende ydelser som en procentdel af indkomsten.
ISOBRO henstiller med henvisning til muligheden for at få afholdt interne drøftelser i medlemsorganisationerne om tilrettelæggelse af indberetningen, at indberetningspligten tidligst kommer til at gælde fra kalenderåret 2009.
Peger på, at det er af allerstørste nødvendighed, at
foreningerne blive inddraget i udarbejdelse af kommunikationsplanen fra SKAT.
En husstandsomdelt brochure anses som et minimumskrav og dertil kommer en
omfattende annoncering via tv og dagspressen for at nå ud til den enkelte
borger.
ISOBRO hilser fordoblingen af skattefradraget for gaver velkommen.
ISOBRO gør dog samtidig opmærksom på, at den indtægtsmæssige virkning forventes at blive begrænset, da det i forvejen er meget få personer, som i dag udnytter det eksisterende loft. ISOBRO er således helt enig med Skatteministeriet i den store usikkerhed, der hersker omkring skønnet af villigheden til at forøge donationerne blandt bidragyderne. ISOBRO er af den opfattelse, at omkostningerne ved at administrere den nye indberetningsordning vil overstige merprovenuet ved at fordoble skattefradraget. ISOBRO erindrer om, at fradraget jo kun er af ligningsmæssig karakter. |
Donor kan efter forslaget udlade at give den almenvelgørende forening sit cpr.nr. Det har dog den konsekvens, at donor ikke kan opnå fradrag for gavebeløbet. Angående sikkerheden omkring foreningernes opbevaring af cpr.nr. henvises til Datatilsynets høringssvar.
For at kunne foretage fradrag for ydede gavebeløb skal gaveyder efter gældende regler være i stand til at kunne dokumentere, at der har fundet indbetaling sted. I lyset heraf er det sandsynligt, at bidragyder i en række af de nævnte situationer ikke har taget fradrag for de ydede indsamlingsbeløb. Det er imidlertid rigtigt, at de almenvelgørende foreninger skal tænke i andre baner, hvis man ønsker at yde donorerne den service at skabe sikkerhed for, at gavebeløbene medtages ved opgørelsen af den selvangivne indkomst.
SKAT vil i forbindelse med udsendelsen af forskudsopgørelsen 2008 kunne bidrage til annonceringen af den nye ordning over for skatteydere, der har tage gavefradrag det foregående år. Herudover påtænkes gennemført en generel informationskampagne om de nye regler. Dette skønnes umiddelbart at kunne halvere ISOBROs udgifter.
Spørgsmålet om, hvorvidt beløbet overstiger beløbsgrænsen for fradrag efter ligningslovens § 12, stk. 1-3, - under hensyn til opgørelsen af indkomsten - vil kunne afklares i forbindelse med ligningen. Er det mellem donor og den almennyttige forening aftalt, at den del af den løbende ydelse, der overstiger beløbsgrænsen i § 12, stk. 1-3, skal betragtes som et § 8 A fradrag, vil en indberetning af sådanne aftaler ved anvendelsen af en særlig kode kunne sikre fradrag for donor af det overskydende beløb. Spørgsmålet vil i øvrigt indgå i drøftelserne mellem SKAT og ISOBRO om den nærmere tilrettelæggelse af indberetningsordningen.
Lovforslaget forventes at blive vedtaget i december i år. Dermed vil foreningerne have 1 år til at tage stilling til etableringen af de nye administrative procedurer, som indberetningsordningen giver anledning til. Det giver efter Skatteministeriets opfattelse foreningerne tilstrækkelig tid til at træffe de fornødne beslutninger.
Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, vil SKAT informere om de nye regler i pjecen om gavebidrag til almenvelgørende foreninger. Endvidere vil et elektronisk nyhedsbrev på skat.dk fortælle om de nye regler. Herudover vil SKAT som nævnt ovenfor konkret kunne informere de skatteydere, der har taget fradrag efter ligningslovens § 8A og § 12, stk. 1-3, om de nye regler i forbindelse med forskudsopgørelsen 2008.  Dette og andre spørgsmål om den praktiske tilrettelæggelse af indberetningsordningen ønsker SKAT som opfølgning på lovforslaget at drøfte nærmere med ISOBRO.
Det er meget usikkert at skønne over effekten af den foreslåede fordobling af det maksimale gavefradrag. I alt fratrak omkring 100.000 personer i 2004 samlede gavebeløb på ca. 300 mio. kr. Heraf fratrak ca. 17.000 personer det maksimale beløb. Samlet skønnes denne gruppe at have fratrukket ca. 85 mio. kr. Fordoblingen af det maksimale gavefradrag er skønnet til at kunne medføre en forøgelse af gavebidragene til foreningerne på ca. 30 mio. kr. årligt. Dette svarer til en stigning på omkring 10 pct. af det samlede ydede gavebeløb med fradragsret. Der er således i Skatteministeriets skøn taget hensyn til den store usikkerhed, der knytter sig gaveydernes forventede adfærdsændringer i retning af øgede gavebidrag.
|
Skatterevisorforeningen
|
Skatterevisorforeningen har ikke bemærkninger til lovforslaget.
Skatterevisorforeningen hilser det velkomment, at indberetning af de modtagne beløb bliver gjort obligatorisk for de modtagne foreninger mm.
|
|
 SKAT |
SKAT har ingen faglige bemærkninger til lovforslaget.
SKAT tilføjer til kommunikationsplanen, at der også vil blive udsendt en pressemeddelelse om de nye regler, og at tryk af pjecen skønnes at beløbe sig til 50.000 kr.
|
|