Den sidste sag på dagsordenen var:
6) Første behandling af lovforslag nr. L 81:
Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v. (Den almene sektors midler, sammenlægning af boligorganisationer og indberetning af data til en boligportal). Af socialministeren (Eva Kjer Hansen). (Fremsat 15/11 2006).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Det er med stor glæde i stemmen, at jeg på vegne af Venstre kan erklære min støtte til den boligaftale, der i dag er til debat. Med aftalen om fremtidens almene boligsektor har de fire forligspartier et stort fælles ansvar for mange af landets lejere. Med den foreslåede ændring af loven om almene boliger skabes der ikke blot en større investeringsramme til renovering af allerede eksisterende lejeboliger, der skabes også mulighed for opførelsen af nye lejeboliger, der kan være med til at bryde både negative mønstre i beboerstrukturen og hidtidig fastholdelse i socialt dårlige miljøer. Og der skabes samtidig råderum for initiativer, der sigter mod at have en mærkbar socialt udviklende indsats i boligområder, der er særlig belastede.
     At Venstre stemmer for, skyldes først og fremmest dynamikken og de langsigtede perspektiver i den trestrengede strategi.
     Den første streng hedder renovering og sikrer egentlig en med lovændringen forhøjet investeringsramme fra 1,5 mia. kr. årligt til 2,4 mia. kr. årligt, så i tusindvis af lejere
i fremtiden gennem renovering kan få hævet kvaliteten i dagligdagen. Renovering skaber mere attraktive boliger og dermed også større helhedsværdi, som kan være til stor daglig glæde for den enkelte. Den anden streng er rettet mod nybyggeri, hvor forligspartierne har øget statens andel af ydelsesstøtten markant, så staten fortsat betaler en markant del af nettoudgiften til nybyggeri. I aftalen ligger, at for hver gang Landsbyggefonden betaler 1 kr. i ydelsesstøtte til nybyggeri, betaler staten 3 kr. Denne fordeling dufter langt væk af både sund balance og sund fornuft og ligger samtidig i direkte forlængelse af Landsbyggefondens ånd og den oprindelige intention om at skabe en fond, hvor der arbejdes for - og jeg citerer:
     ... at fremskaffe midlerne fra selskaber overalt i landet og anvende dem til finansiering af byggeri, hvor og i det omfang der er behov herfor. Det er et citat tilbage fra 1967, som stod i bemærkningen til det lovforslag om opførelsen af Landsbyggefonden.
     I ærlig erkendelse af, at tidligere tiders bolig- og socialpolitik langt fra har slået til som social løftestang, men derimod har ført til reelle ghettoer visse steder i landet, lægger vi i Venstre gladeligt stemmer til en aftale, som i boligpolitisk sammenhæng fortsætter den progressive linje, som vi igangsatte, da Venstre og De Konservative fik regeringsansvaret. Den tredje streng på 400 mio. kr. årligt i
4 år giver rum til at skabe anvendelige aktiviteter og initiativer til sociale og forebyggende indsatser i problemramte boligområder og vil på sigt vise sig at være mere end bare godt givet ud. Når alt kommer til alt, kan man anskue debatten om anvendelse af Landsbyggefondens midler på mange måder. Jeg synes, det er vigtigt, vi står fast på nybyggeri som et vigtigt perspektiv til at sikre, at folk også i fremtiden får muligheden for at få en bolig. Så altså, med den foreslåede ændring af loven om almene boliger vil der blive sat gang i udviklingen af den almene boligsektor, og udvikling er der brug for. Der er brug for renoveringer, der er brug for nybyggeri, og der er brug for en målrettet indsats for at forbedre de boligsociale vilkår, som er at finde mange steder rundtom i landet. I Venstre anerkender vi det store behov, og derfor lægger vi også vores stemmer til dette lovforslag.

Ja, man får jo helt tårer i øjnene, når man hører hr. Michael Aastrup Jensens begejstring for dette forslag.
     Jeg vil spørge hr. Michael Aastrup Jensen: Er det ikke korrekt, at der ikke er en eneste statslig krone i det her forslag? Er det ikke korrekt, at Landsbyggefonden fra nu og frem til år 2025 er fuldstændig tømt; der er ikke en bøjet femøre i Landsbyggefonden? Er det ikke korrekt, at Venstre på deres nu overståede landsråd ud over brugerbetaling også vedtog et forslag om, at den almene sektor ikke må låne og bruge de moderne låneformer, som man tilbyder ejerne? Er det ikke korrekt, at man her viste sit liberale sindelag, nemlig ved at sige, at lejerne selvfølgelig ikke skal have glæde af at kunne optage fleksible lån, at lejerne ikke skal have glæde af deres egne penge?
     Lad mig nu høre, om det ikke er korrekt, at der ikke er én statslig krone, at det er penge, man tager fra lejerne. Er det ikke korrekt, at Venstre har vedtaget, at lejerne ikke må få den samme finansieringsform, som private ejere af deres boliger har?

Til hr. Carsten Hansen kan jeg sige: Som der bliver lagt op til, og som hr. Carsten Hansen jo udmærket godt ved, går vi ind og prøver at finde en meget større balance i forhold til den aftale, der måske har været set tidligere, og som Socialdemokratiet selv har lagt stemmer til. Så vi sikrer et fint fundament ved, at staten betaler 3 kr., og at der bliver betalt 1 kr. fra Landsbyggefonden til nybyggeri.
     Det mener jeg faktisk er vigtigt. Jeg mener faktisk, det er vigtigt, at vi står fast på at sige, at vi skal have fundet det naturlige miks, som sikrer, at der også bliver sat gang i nybyggeri. Jeg har det meget svært med at sige, at vi skal være solidariske med dem, som har en bolig i dag, men ikke med dem, som faktisk er boligløse.
     Vi har altså et problem rundtom i store byer, hvis ikke vi tager hånd om det. Det er lige præcis det, vi gør med boligaftalen, hvor vi sikrer, at der altså bliver skabt rum til mange nye boliger. Og det tror jeg faktisk borgerne rundtom i de større byer faktisk er meget glade for; jeg kender i hvert fald nogen i Randers, der er det.

Altså, der bliver jo ikke bygget én bolig mere, uanset hvordan man opfinder en ydelsesstøtte. Men lad mig så spørge på en anden måde, for jeg kan jo ikke svare på det med, at Venstre har vedtaget, at man ikke må låne på samme måde som i de private boliger: Er det ikke korrekt, at man siden 2001, hvor den borgerlige regering trådte til, har taget 8 mia. kr. fra folkepensionister, førtidspensionister og de mennesker, der har det svageste økonomiske fundament, til at bruge til ydelsesstøtte til at opføre boliger for? Er det ikke korrekt, at Venstre og Socialdemokratiet i den tidligere SV-regering i 1978 blev enige om, at Landsbyggefondens midler ikke skulle bruges til at opføre nye boliger for? Det var nemlig Henning Christophersen og Anker Jørgensen, der blev enige om det. Og er det ikke korrekt, at det er en helt ny praksis, man har indført, hvor man har taget 19.000 kr. pr. lejer i den almene sektor til at opføre plejehjem for direktørerne i Gentofte og for alle andre mennesker for?
     Er det ikke korrekt? Jeg vil sige til hr. Michael Aastrup Jensen: Vedkend nu, at Venstre her har taget næsten
10 mia. kr. af lejernes penge - alt andet vil jo være usandt.

Jeg kan så godt lide det her historiske perspektiv, som Socialdemokratiet hele tiden forsøger at bringe ind i den her debat. Og jeg kan også godt tale om historien. Jeg kan tale om historien fra 1999, hvor der altså var en SR-regering, og hvor der også var en daværende socialdemokratisk by- og boligminister ved navn fru Jytte Andersen, som sagde følgende:
     Med hensyn til opbygning af Nybyggerifonden og den selvfinansieringstanke, som ligger bag, er det et formål, som reelt ikke er nyt, men som siden oprettelsen har været et formål for anvendelse af dispositionsmidlerne. Det nye er, at disse midler nu aktiveres i henhold til deres formål.
     Og sådan kunne jeg blive ved med at nævne citater. Jeg synes, det er meget dobbeltmoralsk, at Socialdemokratiet nu ikke er villig til at være med til at tage ansvar for, at vi får sikret nybyggeri, især når man under SR-regeringen lancerede tanker om nybyggeripuljer og andre ideer, som reelt lige præcis er de tanker, som er det, der er blevet lagt frem
i den nye boligaftale. Det er måske et lidt letkøbt forsøg på at score stemmer, men så er det jo godt, vi også kan vores historie, vil jeg sige til hr. Carsten Hansen.

Hr. Michael Aastrup Jensen bliver jo ved med at fremlægge det her, som om der nu bliver bygget boliger; at man nu tager et ansvar for nybyggeriet.
     Men bare sådan for klarhedens og for den videre debats skyld, kan hr. Michael Aastrup Jensen så ikke bekræfte, at om man vedtager det her lovforslag eller ej, bliver der ikke bygget en eneste ekstra bolig? Det her forslag ændrer ikke på antallet af boliger, der bliver bygget, det ændrer kun på, hvem der skal betale dem. Kan hr. Michael Aastrup ikke bekræfte det?

Det, vi skaber med boligaftalen, er at skabe rammer for, hvordan den almene boligsektor skal være i fremtiden. Og de rammer skal selvfølgelig være i orden, for at nybyggeri også kan finde sted i de større byer. Og det er lige præcis de rammer, vi sikrer er gode, så der også bliver nogle incitamenter til at få sat nybyggeri i gang i f.eks. de større byer, hvor der er et presserende behov. Og det er det, jeg mener boligaftalen lægger op til.

Ja, undskyld mig, men magen til tomgangssnak skal man da lede længe efter. Jeg spurgte helt konkret: Betyder det her lovforslag, at der bliver bygget én ekstra bolig eller ej?
     Sandheden er jo, at der overhovedet ikke bliver ændret på måden, hvorpå man beslutter, hvordan man skal bygge boliger. Det er nøjagtig det samme, uanset om man vedtager det her lovforslag eller ej. Det eneste, der ændrer sig, er, hvem der skal have regningen, om det er en regning, som vi alle sammen skal betale i fællesskab over skatten, eller om det er en regning, som man for en stor dels vedkommende sender til de almene lejere.
     Så en gang til vil jeg bede hr. Michael Aastrup Jensen svare på - uden alt det her udenomssnak: Bliver der bygget flere boliger ved hjælp af det her lovforslag, eller gør der ikke?

Hr. Morten Homann ved udmærket godt, at verden ikke er sort eller hvid, og det her er et forsøg på fuldstændig at afspore den her debat ud i rabatten så at sige.
     Jeg har fra starten lanceret og sagt tydeligt i mit indlæg, hvordan staten har opprioriteret støtten i forhold til ydelsesstøtten, hvor man nu vil betale 3 kr. i forhold til, da der blev givet 1 kr. fra Landsbyggefonden. Det har jeg sagt tydeligt, og det mener jeg stadig væk står fast.

     Vedrørende hele den her diskussion om, hvorvidt der bliver bygget en bolig eller ej, vil jeg indrømme, at vi har som formål at sikre, at der bliver skabt nogle gode rammer for, hvordan nybyggeri kan foregå. Dem har vi nu skabt ved at sikre, at der bliver rum til at få skaffet nybyggeri.
     Man kunne også vende det om og sige: Vil det være nemmere eller sværere at få nybyggeri i forlængelse af boligaftalen eller ej? Og hvis man spørger eksperter, mener jeg, at vi skaber et sundt klima, et sundt forsøg på at få mere gang i boligbyggeri på nybyggeriområdet med de forskellige tiltag, der er i boligaftalen.

Jeg tror, budskabet om, at Venstre ikke kan garantere, at der bliver bygget flere boliger, selv om man går ind og stjæler lejernes penge, sådan nogenlunde kom igennem, selv om det var noget tåget.
     Jeg vil gerne høre, om man synes, at det burde siges åbent fra Venstres side, at det, man ønsker, er større ulighed i samfundet, og at det er derfor, at man på boligområdet mener, at det er lejerne, der skal betale, og ikke os alle sammen over skatten, så ejerne også var med til at betale, ligesom man vedrørende socialpolitikken mener, at det er dem med de laveste indkomster, kontanthjælpsmodtagere og folkepensionister osv., der skal betale. Kunne Venstre ikke bare sige ligeud, at man ønsker større ulighed i samfundet?

Jeg er så led og ked og træt af den debat, der er om, »at man stjæler pengene fra lejerne«, især når jeg ligefrem historisk gentagne gange i forskellige pressemedier, og også senest her fra talerstolen, har lagt vægt på at sige, hvor dobbeltmoralsk f.eks. Socialdemokratiet er, for de har selv været med til lignende tiltag.
     Lad os også slå fast, hvad fakta er. Vi stjæler ikke nogen penge nogen som helst steder, pengene bliver i sektoren. Og med hensyn til al den her diskussion om ulighed eller lighed osv. kan jeg slet ikke forstå, at Enhedslisten åbenbart mener, at det skulle skabe mere ulighed, at vi sikrer og skaber nogle rammer for, at folk, der har behov for en bolig, kan få en bolig. Det må jeg indrømme at jeg overhovedet ikke forstår, men det kan være, fordi jeg ikke er medlem af Enhedslisten.

Hvis man rent faktisk gik ud og fik bygget nogle boliger med en billig husleje, ville det være med til at give nogle bedre muligheder for mange mennesker i det her land. Men man går ind og siger: Vi tager penge fra lejerne, vi vil ikke lade ejerne være med til at betale på det her område. Det øger uligheden i samfundet. Og så er det, man siger, at de, der i forvejen som regel har mindst - fordi det som regel er lejere, der har mindst i det her samfund - skal betale, mens de, der har mest, ikke skal betale, frem for at sige, at det er en fælles samfundsopgave at sikre, at vi har mange gode, billige boliger, nøjagtig ligesom vi synes, at socialpolitikken burde være en fælles samfundsopgave og ikke kun noget, de med de laveste indkomster skal betale for.
     Men Venstre mener altså, at det er dem med de laveste indkomster, der skal betale byrderne i samfundet, og dem med de højeste, der skal slippe. Er det ikke det, der ligger i den politik, man gennemfører?

Nej, det er det selvfølgelig heldigvis ikke. Og hele den snak om, at staten ikke tager sin opgave alvorligt, er jo forkert. Der er jo statskroner, der er jo skattekroner i hele spørgsmålet om den almene sektor i stor stil både på kommunalt niveau og på andre niveauer, så hele den her diskussion om, hvorvidt der er skattekroner i eller ej, er jo meget klar. Der er masser af skattekroner på det her område, så derfor er vi også alle sammen med til at betale til at sikre, at vi selvfølgelig har en boligsocial opgave.
     Så synes jeg også, det er meget forkert ikke at lægge vægt på lige præcis de muligheder, vi bruger for både at sikre huslejenedsættelse og sikre at bekæmpe ghettodannelser og lignende med de 400 mio. kr., et beløb, som vi faktisk opgraderer. Det må da være noget, Enhedslisten er glad for; nu går vi ind og prøver at modarbejde ghettodannelse, og vi sikrer, at der kommer mulighed for at søge huslejenedsættelse
i de områder, hvor der er behov for - så at sige - et løft. Det er da lige præcis socialpolitik og boligpolitik kombineret i ét, som virkelig sikrer nogle gode boligsociale konsekvenser. Og det må jeg indrømme jeg ikke forstår Enhedslisten ikke er glad for.

ssa Mathiasen (S): Jeg synes, Venstres ordfører kom lidt let omkring de her svar, og jeg vil godt spørge en gang til: Hvorfor skal nuværende lejere via en særskat betale til kommende lejere i form af nybyggeri? Det betyder ikke flere boliger, det må man indrømme og erkende fra Venstres side. Samtidig ved vi og lejerne, at statskassen bugner af penge, så det er ikke noget med, at vi fattes penge til at kunne sikre nybyggeriet. Hvorfor skal man så lægge en særskat på de her lejere, en særskat, der betyder, at de lejere, som har den laveste indkomst, skal være med til at betale en klækkelig sum til nybyggeri af almene boliger, til nybyggeri af friplejehjem og til nybyggeri af almindelige plejehjemspladser. Hvorfor er det her ikke en samfundsopgave? Hvorfor skal denne gruppe pålægges en særskat? Kl. 15.15

Altså, selv om forskellige socialdemokratiske ordførere kalder det en særskat eller at tage fra lejerne, bliver det ikke mere sandt af den grund. Og derfor vil jeg gerne slå fast - og så kan vi jo lægge alt det dobbeltmoralske til side, for jeg har jo sagt, hvor dobbeltmoralsk det er, at Socialdemokratiet nu kalder det det - at det jo er sådan, at hvis man går ind og kigger på aftalen, vil man se, at vi opprioriterer vores renoveringsindsats, så vi følger det mellemste niveau i det, Landsbyggefonden selv er kommet frem med.
     Renoveringsindsatsen bliver kraftigt forøget. Det er jo faktisk sådan, at der i Landsbyggefondens fundats skulle være to prioritetsområder, det ene var nybyggeri, og det andet var renovering. Det er lige præcis noget af det, vi sikrer her. Der er både plads til renovering og til nybyggeri. Jeg må indrømme, at det lige præcis er ånden fra 1967, der er i det her.

ssa Mathiasen (S): Ih, hvor jeg ville ønske, jeg kunne få et svar på det, jeg spurgte om, for jeg spurgte om den her særskat. Jeg tror, hr. Michael Aastrup Jensen må give mig ret i, at når man opprioriterer renoveringsindsatsen, ja, så er det i form af, at man siger til lejerne: I må bruge nogle af jeres egne penge, som I har indbetalt, til en renoveringsindsats, der kommer ikke en krone fra statskassen. Så det er jo et meget flot tilbud, man giver. Men det, jeg spørger om, er: Hvorfor skal vi skabe den ulighed? Hvorfor er det lejerne, den gruppe mennesker, der har de laveste indkomster, der skal belægges med en særskat til at bygge nye boliger, til at bygge plejehjemspladser og til at bygge friplejehjem for? Hvorfor er det her ikke en samfundsopgave? Lejerne i den almene sektor betaler jo også skat. Hvorfor er det ikke en samfundsopgave at sikre nybyggeriet af både almene boliger, plejehjem og friplejehjem?

Vi har en Landsbyggefond med det formål, som jeg sagt tidligere, at lave to ting, og det er nybyggeri og renovering. Og det er selvfølgelig to vigtige opgaver, som skal gå hånd i hånd. Det er jo også derfor, vi sænkede procentdelen, der skulle bruges til nybyggeri, fra 50 til 25 pct. Det gjorde vi for, at der kunne skabes flere penge til
f.eks. renovering samtidig med stadig væk at imødegå ønsket om at løse en boligsocial opgave i forbindelse med at sikre
f.eks. bekæmpelse af ghettodannelse osv. Og derfor må jeg indrømme, jeg ikke helt forstår, hvorfor Socialdemokratiet er så meget imod det. Igen, det bliver ikke mere rigtigt af at kalde det en særskat. Pengene bliver i sektoren. Vi sikrer, at der bliver rum til renovering, vi sikrer, at der bliver rum til huslejenedsættelser, og vi sikrer, at hele området generelt får et løft. Men den almene sektor bliver nødt til at være solidarisk, også at være solidarisk med dem, som ikke har en bolig i dag. Det er lige præcis derfor, vi har den almene sektor, den har også boligsocialt ansvar.

Venstres ordfører taler om solidaritet, og nu vil jeg så prøve at skære det lidt ud i pap.
     Jeg bor på en vej og ejer min egen bolig i en kommune, der i øvrigt er ved at opføre et plejehjem. Der kan jeg jo flytte ind, når jeg bliver gammel. Det kan fru Jensen også. Hun bor alment og har kun sin folkepension. Jeg har i øvrigt hjulpet hende med at få noget varmehjælp og sådan noget, fordi hun kun lige kan klare sig. Hun skal være med til at betale statens bidrag til opførelse af det plejehjem i min kommune, som jeg også kan komme ind på. Kun hun skal være med til at betale, fordi hun bor alment, jeg, der bor i ejerbolig, skal ikke være med til at betale. Er det solidarisk? Er det ikke omfordeling, så det basker? Er det ikke socialministerens masterplan om mere ulighed i det danske samfund, så det basker, ført ud i livet i Danmark i 2006?

Nu skinner min kommunale baggrund nok lidt igennem, for der er jo ikke noget, der rigtig hedder plejehjem i dagens Danmark; der er noget, der hedder servicecentre eller områdecentre og lignende. Og med hensyn til det, der bliver givet penge til nu - og jeg vil sige til ordføreren, at han skulle prøve at høre efter, det kunne ligefrem være, at han blev klogere - er det sådan, at der bliver givet penge til plejeboliger. Og det er jo lige præcis der, hvor det selvfølgelig også er spørgsmålet at sikre, at der er et socialt ansvar over for det ligesom i flere af boligaftalerne, hvor det har været ånden.
     Jeg forstår altså ikke, hvorfor man skal være imod det, at der selvfølgelig skal være solidaritet på det her område. Bare fordi man bliver ældre, må man da også gerne stadig væk få lov til at blive boende i en almen og dermed en ældrealmen bolig. Man må undskylde mig, det kan jeg ikke se noget problem i.

Jamen problemet er jo, at jeg, der bor i en ejerbolig, ikke har lov til at være solidarisk. Det er kun dem med de laveste indtægter, der bor alment, der skal være solidariske. De er sågar solidariske på mine vegne, de betaler nemlig mit og alle de andre ejeres bidrag til statens bidrag til opførelse af områdecentre eller servicearealer i forbindelse med plejeboliger - kald det, hvad man vil. Ville det ikke være mere rimeligt og mere solidarisk, hvis vi alle sammen er med til at betale; synes Venstres ordfører ikke det?

Det er du jo absolut også lokalt, fordi der går jo en del af din kommuneskat også til sådan noget som det her, så du er skam meget solidarisk via din kommuneskat, kan jeg roligt love dig. Og der er det jo lige præcis med hensyn til den solidariske følelse sådan, at vi alle er med, både skatteyderne og de folk, der for nuværende bor til leje i den almene sektor, og at det altså er vigtigt, at vi går hånd i hånd. Så vi er faktisk alle sammen solidariske i en eller anden grad; dine skattekroner bliver også brugt til støtte til nybyggeri.

Den sidste ordveksling imellem ordføreren og spørgeren får mig til at pointere, at vi tiltaler hinanden i tredje person.
     Så er det hr. René Skau Björnsson, som har en kort bemærkning til ordføreren.

Vi betaler alle sammen skat, men lejerne skal betale ekstraskat, særskat, med det, man lægger op til at vedtage her.
     Jeg ved ikke, hvornår hr. Michael Aastrup Jensen sidst har været ude i en almen bolig. Det kan jo være, han har været det for nylig, og hvis han også har været i nogle af de boliger i Randers, der er blevet bygget i 1950'erne, 1960'erne, 1970'erne - dem er der også en del af i Randers - vil han vide, at der er rigtig mange af dem, der trænger til nye badeværelser, der er rigtig mange af dem, der trænger til nye køkkener, der er rigtig mange af dem, der trænger til at få gjort noget ved indeklimaet, der er husskimmelsvampe og mange problemer. Og det er jo virkeligheden.
     Så er der en anden virkelighed, der hedder: Der er kommet en uafhængig rapport, der siger, at hvis vi skal have de boliger op i en moderne tidssvarende standard, skal der bruges 163 mia. kr. over de næste 20 år for at udbedre dem. Det synes jeg må være svært for Venstre at sidde overhørig, at her lægges der op til: Vi er nødt til at bruge så mange penge for at få gode moderne almene boliger.
     Hr. Michael Aastrup Jensen må kunne sætte sig ind i lejernes situation; alle sammen, også de, jeg har talt med i Randers, siger: Det kan da ikke være rimeligt, at vi skal betale ekstraskat, en særskat på 3.000 kr. for at betale til friplejeboliger og andre boliger, når nu vores køkkener, bad og indeklima trænger til forbedringer.

Jamen jeg kan da sagtens anerkende behovet for en større renoveringsindsats i den almene sektor, og det er jo lige præcis også det, vi lægger op til i forliget, hvor investeringsrammen forøges fra 1,5 mia. kr. årligt til 2,4 mia. kr. årligt. Og det åbner jo lige præcis for, at den boligmasse, som måske trænger til et løft så at sige, får mulighed for at få det. Det anerkender jeg gerne, og det er også derfor, vi lægger op til at opprioritere den indsats, fordi det føler jeg selvfølgelig også er vigtigt.

Det er prisværdigt med et lille løft til renoveringsindsats, det støtter vi jo også, og det synes vi er rigtig godt. Problemet er bare, at 2,4 mia. kr. ikke batter ret meget i forhold til det behov, der er. Vi taler om en rapport, der siger, at der skal bruges 163 mia. kr. Lejerne har brug for renovering: nye køkkener, nye bade, bedre indeklima, nye gavle. Og nu tager man så de penge, som lejerne har betalt ind, 1,6 mia. kr. - og i den kommende tid endnu flere milliarder, som gør, at der bliver færre penge. Der bliver ikke 163 mia. kr., når man nu begynder at tage alle de milliarder. Man tager penge, som jo heller ikke er der, som hr. Carsten Hansen var inde på, pengene er der ikke i Landsbyggefonden i dag, Landsbyggefonden skal ud og låne, for at Venstre, regeringen, kan tage penge ned i statskassen i de kommende år. Så det, man sætter af til renovering, er langt fra nok, der er brug for flere penge, som rapporten også viser.

Vi har lyttet meget til, hvad Landsbyggefonden selv har sagt, og de er jo faktisk kommet frem med en analyse, som har vist tre forskellige scenarieløsninger for renovering af den almene sektor. Og vi har ikke taget den lille løsning, for det syntes vi faktisk ikke var så godt; vi har tværtimod taget den, der var mellemløsningen for renoveringsindsatsen, og opprioriteret den, så det er det, der vil blive gennemført de næste 20 års tid. At mene, at det at gå fra 1,2 mia. kr. til 2,4 mia. kr. er en lille stigning, tror jeg man skal være socialdemokrat for. Jeg synes nu, det er en procentvis meget stor stigning.

Tak til hr. Michael Aastrup Jensen. Så er det hr. Carsten Hansen som ordfører.

Se, en gang imellem bliver man inviteret til kaffe. Jeg har på mit partis vegne sammen med hr. René Skau Björnsson været inviteret til kaffe hos socialministeren, og jeg skal sige, at både kaffen og kagen egentlig var god. Men se, når man så skal sluge kameler, samtidig med at man skal drikke kaffe, så går det galt. Og i den forbindelse vil jeg gerne have lov til at sige til både De Radikale og Dansk Folkeparti: Tak for kaffe! Den kamel, jeg skulle sluge, var for stor en pris til, at vi vil være med.
     Vi blev spurgt om mange forskellige grunde til, at vi ikke kunne gå med til at fortsætte med at tvangsudskrive særskatter hos lejerne, og jeg skal her redegøre for, hvorfor Socialdemokraterne selvfølgelig ikke er med i det her.

     Man kunne næsten fristes til at sige, at det her øger uligheden i samfundet i en grad, som vi jo selvfølgelig ikke kan være med til, vi, der har stået for sammenhængskraften, vi, der har stået for at opbygge en ordentlig almen sektor, vi, der har stået for et velfærdssamfund, vi kunne være bekendt. Men her kommer liberalismen til sit sande udtryk.
     Det her øger bevidst uligheden i samfundet. Man tvangsudskriver midler for at aflaste statskassen, ja, man har tvangsudskrevet midler, så man, når den her aftale er effekturet, kommer op på i omegnen af 10 mia. kr., altså
19.000 kr. pr. lejer, 19.000 kr. pr. lejer i den almene sektor. Det betyder så også, at den her særskat er en, man pålægger dem, som har de mindste økonomiske midler i vores samfund, nemlig alle dem, der ikke kan købe deres egne boliger. Det er kontanthjælpsmodtageren, det er førtidspensionisten, det er folkepensionisten, der nu betaler for plejehjem i det ganske danske land, herunder også for direktørerne i Gentofte. Det mener vi ikke er rimeligt. Hvorfor skal man tvangsudskrive midler hos lejerne, når vi samtidig hører en finansminister sige, at vi snart er så rige, så vi ejer hele verden? Og vi hører om en minister, der må undskylde for, at hun har ment, at ulighed var fremmende for dynamikken i samfundet, men som har gennemført det ad bagvejen. Det er ganske, ganske usympatisk. Jeg må også sige, at jeg noterede mig, at der på Venstres landsråd i weekenden var et meget sympatisk forslag om, at lejerne skulle have mulighed for at finansiere deres lånoptag på samme måde, som ejerne i den almindelige, private sektor. Der vedtog man så, at det måtte lejerne ikke gøre. Den måde, man finansierer lånene til det her på, er nemlig ved, at man fuldstændig har tømt Landsbyggefonden. Frem til år 2025 er der nemlig ikke en bøjet femøre, der er ikke en eneste offentlig krone i det her. Det er lejerne selv, der betaler for festen. Man kan sige, at det er halen, der logrer med hunden efterhånden. Og det finansierer man altså ved, at finansministeren låner pengene ud til 5,4 pct. til lejerne, mens han går ud og refinansierer dem til 2-2,5 pct. og 3-4 pct. Og det betyder i virkeligheden da også et underskud på finansieringsdelen på over 2 mia. kr. Lægger vi det sammen, har man taget mere i den særskat, man har opkrævet hos lejerne, end man har givet de rigeste i skattelettelser i det her land. Det er jo interessant, for er regeringen ved at spare op til en skattelettelse? Og understøtter Dansk Folkeparti nu det sammen med Det Radikale Venstre - med lejernes penge? Det andet, jeg vil sige om, hvorfor vi ikke kan være med, er, at man selvfølgelig får mindre renoveringsindsats, når det er sådan, at pengene forsvinder til særskatter. Der er dokumenteret et behov i regeringens egen rapport for en renovering for i størrelsesordenen 163 mia. kr. de næste 20 år, altså 17.000 kr. pr. bolig. Det svarer meget godt til de
19.000 kr., man allerede har opkrævet, men pengene er der ikke. Det betyder, at den almene sektor ikke er konkurrencedygtig med andre sektorer. Det betyder også, at borgmestrene på Vestegnen, herunder de konservative borgmestre, Venstreborgmester Kurt Hokkerup og andre, har været ude at sige, at pengene i Landsbyggefonden selvfølgelig er lejernes penge. Men det har et lille flertal i Folketinget jo ikke villet være med til. Så det resulterer i, at renoveringsindsatsen forsumper, den manglende indsats resulterer i, at vores boligområder forsumper, og det betyder at ghettoindsatsen selvfølgelig ikke kommer op på det niveau, den skal være på. Socialdemokraterne har fremsat forslag om, at vi gerne vil være med til at sætte en lavere husleje ind de steder, hvor behovet er størst. Vi vil gerne sikre, at der er en ordentlig ghettoindsats, og vi vil gerne sikre, at sektoren for at kunne leve op til konkurrencekravene også bliver renoveret.
     I dag er det sådan, at når man sætter renoveringsindsatser i gang, betaler lejerne en stor del af det selv, og resten får de i tilskud fra Landsbyggefonden - samt råd og vejledning. Det er sådan, at mange steder stiger huslejen for pensionister og andre med op til en 600 til 800-900 kr. om måneden. Det kunne man have undgået, hvis man havde sikret, at pengene var lejernes penge. Så alt i alt må vi sige, at forslaget er dybt usympatisk, det fremmer uligheden, der bliver mindre renovering, ghettoindsatsen lider. Derfor er Socialdemokraterne ikke med.

Er det ikke korrekt, at til og med 2005 har Socialdemokratiet været tilhænger af, at Landsbyggefondens midler i overensstemmelse med Landsbyggefondens formål bl.a. anvendes til nybyggeri? Er det ikke korrekt? Er det ikke fuldstændig korrekt? Og hvad er der sket siden da?

Jeg vil sige til hr. Martin Henriksen, at det faktisk er sådan, at vi i 1978 indgik en aftale med det daværende Venstre i Folketinget, hvor vi aftalte, at pengene fremover skulle gå til lejerne, til renovering, til huslejeindsats osv. Og det forlig har vi overholdt indtil nu.

     Men der er sket det, at regeringen i 2002 havde lavet en aftale med Dansk Folkeparti om at tage ganske mange penge, nemlig 2,4 mia. kr., fra lejerne, og det endte med at blive 5,7 mia. kr. Man inviterede os indenfor i et forlig, hvor vi sagde o.k., men betingelsen for, at vi gik med den ene gang for de 3 år, var i virkeligheden, at vi fik 400 mio. kr. mere om året til en renoveringsindsats, og så sagde vi, at så må det være slut.
     Men vi kan ikke komme uden om, at det her med, at man bliver ved med at tage fra lejerne, øger uligheden, og det rammer også Dansk Folkepartis vælgere ude i boligområderne. Jeg fatter simpelt hen ikke, at Dansk Folkeparti vil være med til at ramme førtidspensionister og folkepensionister med en særskat. Det siger vi nej tak til.

Nu kan man altid diskutere de tiltag, som er blevet en del af virkeligheden i forbindelse med de sidste par års finanslove, men der er da i hvert fald sat forbedringer af til nogle af de grupper, som hr. Carsten Hansen nævner, og det er der i hvert fald nogle mennesker der sætter pris på, og det synes jeg da er ganske fortræffeligt.
     Er det ikke sådan, at i 2001 fremsatte SR-regeringen forslag om at medfinansiere opførelse af familie- og ældreboliger med penge fra Landsbyggefonden, og er det ikke sådan, at i boligaftalen fra 2002, som hr. Carsten Hansen også var inde på, medvirkede Socialdemokratiet til et bidrag til nybyggeri, som var væsentlig større end det bidrag, som var en del af aftalen, som vi lige har indgået? I den henseende kan man et eller andet sted sige, at Socialdemokraterne jo sådan set med den her aftale har fået det, som hr. Carsten Hansen står og efterlyser, men Socialdemokraterne er så alligevel ikke med i aftalen.
     Endnu en gang vil jeg bare spørge: Hvad er det, der er sket, siden man sad i regering? Der ville man godt være med til i overensstemmelse med Landsbyggefondens formål at bruge nogle af pengene til nybyggeri, herunder også alle mulige andre ting, men i dag vil man lige pludselig ikke. Er det ikke, fordi Socialdemokraterne ligesom kører lidt Enhedslistestil: Det er nemmere at stille sig udenfor og bare pege fingre og være utilfreds i stedet for at sætte sig ind ved forhandlingsbordet og forsøge at opnå nogle resultater og så tage et medansvar?

Det virker, som om Dansk Folkeparti og hr. Martin Henriksen er fuldstændig politisk tonedøve over for den ulighed, der er sket i samfundet. Jeg har lige redegjort for, at vi ikke vil være med til at udskrive tvangsskatter.
     Er det her så ikke en forbedring? spørger hr. Martin Henriksen. Nej, det er ingen forbedring, for man kunne jo have brugt pengene, de 1,6 mia. kr., til noget andet. Der er
i øvrigt ikke sikkerhed for, at det ender med at blive det beløb, man opkræver, det kan lige så godt blive 2 eller 3 mia. kr., hvis byggeriaktiviteten stiger i samfundet, det kan lige så godt blive mere, der er ingen garanti for, at det kun bliver 1,6 mia. kr., man opkræver yderligere ud over de 8 mia. kr., der er opkrævet. Det er ingen forbedring. Det betyder, at man kommer til at mangle penge til renovering, det betyder, at ghettoindsatsen bliver forringet
i forhold til, hvad den kunne have været, og det betyder, at man ikke kan nedsætte huslejen der, hvor det er allermest nødvendigt. Vi forstår ikke, at det er beboerne i den almene sektor, der skal betale for det her. Må jeg så ikke sige, at der var en meget, meget dårlig aftale i 2002, ja. Den gik vi med i, efter at Boligselskabernes Landsforening bad os om at være med til at forbedre den. Vi fik 400 mio. kr. mere om året til renovering. Og så sagde jeg: Det er sidste gang, vi gør det. Det var i øvrigt den aftale, som hr. Martin Henriksens parti havde indgået med det liberale parti Venstre.

Det er jo lidt som at kaste med sten højt oppe fra toppen af et glashus, det, hr. Carsten Hansen har gang i. Jeg kan forstå, at hr. Carsten Hansen mener, det er et dybt usympatisk forslag, som det foreligger.
     Nu vil jeg citere noget fra forhandlingerne den 3. november 1998 under førstebehandlingen af forslag til ændring af lov om almene boliger:
     »Derudover foreslås der som noget nyt indførelse af en nybyggerifond ... Den skal yde støtte til finansiering af nyt alment boligbyggeri.«
     Sagt af hr. Carsten Hansen.
     Jeg har bare et spørgsmål til hr. Carsten Hansen: Er det dybt usympatisk, det, der blev sagt dengang i 1998? Eller er der siden da sket noget, som vi andre ikke kender til?

Nu er hr. Michael Aastrup Jensen jo forholdsvis ny i Folketinget, men det, der skete dengang, var jo, at vi sagde, at om 35 år - altså en langsigtet aftale - ved lejerne, at der bliver en anden fordeling. Men vi har ikke rørt en eneste krone. Jeg kan ikke forlange, at man, når man er så ny, skal kunne skelne mellem aftaler, der ligger 35 år ud i tiden, og så det nugældende lejerbehov. Men det tror jeg godt lejerne kan.
     Vi har i den seneste tid uddelt 50.000 foldere hos lejerne i den almene sektor, og jeg har ikke fundet et eneste sted, hvor man synes det er med til at mindske uligheden, jeg har ikke fundet et eneste sted, hvor der er sympati for Venstres udmeldinger, og jeg forstår slet ikke de seneste meldinger om, at lejerne overhovedet ikke må få den samme finansieringsform, som man har på det private marked.
     Det her ligger jo fint i tråd med hr. Michael Aastrup Jensens liberalistiske sindelag, det vil jeg gerne rose ham for, men det er ikke den måde, vi Socialdemokrater driver politik på.

Det var et fint forsøg på at snakke udenom om noget, man selv har sagt tidligere. Desværre gik det ikke helt godt.
     Det, jeg vil spørge om, er: Hvad med i forhold til nybyggeri, var det så også et spørgsmål om renovering? Det skulle jo følges ad. Skulle det så også først være om 35 år? Det vil sige, at om 35 år skulle vi altså så at sige ikke bruge en krone på renovering.

     Jeg kan sagtens forstå det, hr. Carsten Hansen siger, om, at der er delt mange pjecer ud, dem har jeg også selv set. Socialdemokratiet prøver at gøre sig til bannerfører mod noget, som de faktisk selv har haft som politik i tidligere tider. Er det her ikke bare et forsøg på at score billige point på noget, som man ellers selv har kæmpet for, dengang man havde regeringsansvaret?

Jeg er nødt til at sige til hr. Michael Aastrup Jensen, at det faktisk er sådan, at vi ikke i vores regeringstid på noget tidspunkt har brugt lejernes penge til ydelsesstøtte. Det, der er fakta, er, at vi sagde, at om 35 år laver vi en anden fordeling, det er rigtigt, men det har jo intet at gøre med eksisterende lejemål, det har intet at gøre med, at regeringen, når den her aftale er overstået om nogle år, har taget over 10 mia. kr., det er 19.000 kr. pr. lejer, der kunne være brugt til at forbedre forholdene for den almene sektor. Der er ikke en eneste krone i Landsbyggefonden. Nu har regeringen tømt den frem til 2025. Det må jeg nok have lov til at sige er noget af en bedrift.
     Hvorfor er det kun lejerne, der skal betale ydelsesstøtte til nye ældreboliger, regeringens plejehjemsgaranti? Det fatter jeg simpelt hen ikke. Men det ligger vel godt i tråd med de vedtagelser, man beslutter på Venstres Landsmøde: Lejerne må ikke få glæde af de nye finansieringsformer, og det er lejerne, der skal betale for nye gode og ordentlige ældreboliger.
     Det burde da være de bredeste skuldre, der bærer de største byrder, nemlig os i samfundet, der tjener en god skilling, og ikke kun førtidspensionisterne, folkepensionisterne osv.

Jeg vil godt stille to spørgsmål. Det ene handler om, hvornår Socialdemokraterne forlod princippet om, at Landsbyggefonden kan bidrage til nybyggeri. Som jeg kan se det, er det et år siden. I oktober sidste år sagde Socialdemokraternes Rasmus Prehn, at Socialdemokraterne er parate til at acceptere, at staten snupper penge fra Landsbyggefonden til at bygge nyt for, men det skal være langt mindre end de 4,4 mia. kr. Det må være et udtryk for, at man i oktober sidste år var klar til at tage penge fra Landsbyggefonden til nybyggeri. Er det ikke sandt?
     Det andet spørgsmål: Hvad for en aftale kan hr. Carsten Hansen bedst lide, den, han selv var med til at indgå i 2002, hvor 71 pct. af Landsbyggefondens midler gik til nyt byggeri og kun 1 mia. kr. til renovering, eller den, vi lige har indgået, hvor 25 pct. går til nybyggeri og 2,4 mia. kr. går til renovering?

Se, det er sådan - og det kan jeg jo ikke forlange at fru Charlotte Fischer skal kunne huske - at op til aftalen i 2002, hvor regeringen jo havde en aftale med Dansk Folkeparti, og hvor De Radikale også efterfølgende gik med, var det sådan, at der fra Socialministeriet var papir på, at der her skulle bruges lige godt og vel 2 mia. kr. Det endte med at blive over 5 mia. kr., nemlig 5,7 mia. kr.
     Vi sagde, da vi indgik aftalen, at det var sidste gang, vi gjorde det - i øvrigt meget kraftigt støttet af boligbevægelsen, der sagde: Hvis I ikke går med, er vi overladt til Dansk Folkeparti og regeringen, og de vil tage endnu mere. Vi sikrede faktisk 400 mio. kr. mere om året til renovering - 400 mio. kr. mere om året! - og så sagde vi: Det er sidste gang, vi gør det. Og det har vi stået ved.
     Den aftale, der ligger om fordelingen, nemlig at pengene
i lejernes kasse, Landsbyggefonden, skal gå til lejerne, indgik vi i 1978, hvor vi havde en SV-regering med Henning Christophersen og Anker Jørgensen. Da indgik vi den aftale, og den har vi overholdt lige siden. Vi mener, at det her er med til at øge uligheden. Fru Charlotte Fischer og De Radikale kan ikke komme uden om, at de penge, som man bruger til ydelsesstøtte, kunne have været brugt til at forbedre forholdene i den almene sektor. Jeg kan ikke forstå, at man ikke fra Det Radikale Venstres side vil anerkende, at det her øger uligheden i samfundet.

Hvis man virkelig vil gøre noget ved uligheden i samfundet, burde man jo afskaffe skattestoppet, men der har Socialdemokratiet jo andre prioriteter.
     Jeg vil sige, at det svar, ordføreren giver, er meget mærkeligt, for det må jo enten betyde, at hr. Rasmus Prehn i oktober sidste år ikke anede det, som ordføreren fremfører, nemlig at der var kommet et stort dræn, for han siger jo sådan set, at det er o.k., at vi bruger nogle af Landsbyggefondens penge til nybyggeri. Det er det, han siger. Så enten taler han ikke på Socialdemokraternes vegne, eller også har han bare ikke forstået situationen.
     Så fik jeg ikke et svar på: Hvad for en af de to aftaler er bedst, den, som hr. Carsten Hansen selv var med til at indgå i 2002, eller den, som vi lige har indgået?

Nu skal jeg bare for fuldstændighedens skyld oplyse, at jeg ikke var boligordfører i 2002, da man indgik aftalen, det var andre kollegaer. Men det skal jo ikke forandre på, at det er Socialdemokratiet, der indgik den aftale, hårdt presset af Boligselskabernes Landsforening, men i øvrigt sammen med De Radikale, og vi diskuterede meget på daværende tidspunkt, om vi overhovedet skulle gå med. Prisen var jo, at vi fik 400 mio. kr. til renovering.
     De Radikale har en anden politik på området, de mener godt, at man kan tage fra lejerne. Det synes vi er usympatisk. Derfor er vi ikke med nu, og derfor har vi sagt tak for kaffe, lad nu De Radikale sluge kamelen med hår og det hele i en mundfuld og fortsætte med at udbygge. Jeg kan bare ikke forstå, at De Radikale har forladt den politik, vi havde i fællesskab i vores regeringstid, nemlig at de penge, der lå i Landsbyggefonden, skulle bruges til at gøre den almene sektor konkurrencedygtig, de skulle bruges til ghettoindsats, de skulle bruges til renoveringsindsats. Jeg forstår ikke, hvorfor De Radikale bliver ved med at øge uligheden i samfundet på det område.

     Lad mig bare sige, at problemet jo ikke er, at vi ikke får penge nok ind i forhold til skattestoppet, problemet er, at regeringen ikke vil være med til at bruge dem, fordi de sparer op til nogle skattelettelser. Det er en helt anden diskussion. Men det er bare uretfærdigt, at de allerede nu har taget 10 mia. kr. fra lejerne - i øvrigt med De Radikales medvirken.

Jeg kan se, at hr. Carsten Hansen omgås sandheden lidt lemfældigt indimellem, og det er jo ikke første gang. Vi har skullet høre på det mange gange, bl.a. hver gang han slynger ud, at der er taget 8 mia. kr. Hr. Carsten Hansen glemmer altid at sige, at han selv var med til at tage de næsten 6 mia. kr.
     I den tale, hr. Carsten Hansen holdt den 3. november 1998, sagde hr. Carsten Hansen: »Der er faktisk ikke noget nyt i disse tanker. Helt tilbage fra 1933 har baggrunden for en konstruktion med byggefonden og principperne om, at lejen ikke nedsættes, når prioritetslånene udamortiseres, som det hedder, været at gøre det almennyttige boligbyggeri selvfinansierende på lang sigt.« Der er mit spørgsmål, for jeg ikke kan se, at der er noget useriøst i, at vi, når pengene er der og lånene bliver udamortiseret, bruger pengene til bl.a. nybyggeri og til betydelig færre ting, end hr. Carsten Hansen har gjort:
Hvorfor ville hr. Carsten Hansen ikke deltage i de boligforhandlinger, der foregik? Det vil jeg gerne have at vide. Og vil hr. Carsten Hansen bekræfte, hvad jeg lige har læst op?

Fru Anita Knakkergaard spørger, hvorfor vi ikke er med. Det er, fordi man pålægger folkepensionisterne, førtidspensionisterne, mennesker i den almene sektor, som ikke tjener så meget, en særskat til en plejehjemsgaranti, som fru Anita Knakkergaards parti har lavet sammen med socialministeren. Det mener vi er uretfærdigt. Vi mener, de penge kunne have været brugt bedre.
     Så er det korrekt, at jeg i 1998, da vi lavede en boligaftale, sagde 35 år. Første gang, der ville være boliger, der kom til at betale til en anderledes fordeling på baggrund af den meget, meget langsigtede aftale, var i 2035. Men det, fru Anita Knakkergaard og Dansk Folkeparti har gjort, er, at de foreløbig har tømt Landsbyggefonden frem til 2025 - der er ikke en bøjet 5-øre i. Det skal fru Anita Knakkergaard få lov til at bekræfte, når hun kommer på talerstolen som ordfører. Der er ikke en bøjet 5-øre i, og samtidig er der ikke én offentlig krone. Og så har man indført et nyt princip godt hjulpet af Dansk Folkeparti, nemlig at det er lejerne, der skal finansiere skattelettelser
i det her land. Det er vi bare ikke med på. Vi indgik en aftale i 2002, hårdt presset af Boligselskabernes Landsforening, hvor vi skaffede 400 mio. kr. ekstra, og vi sagde, at så ville vi aldrig være med mere. Men det var en aftale, der var indgået med nogle, som syntes, at de gerne ville være med til at beskytte de svage i samfundet; det er ikke det, der er fakta her.

Jeg kan altså ikke forstå, at man i 2002 kan tage næsten 6 mia. kr. fra lejerne. Det er kun 3,679 mia. kr. nu. Jeg kan ikke forstå, at hr. Carsten Hansen og hans parti ikke vil give lejerne det gode, at de nu kan tage 2,4 mia. kr. Der bliver taget 2,4 mia. kr. årligt fra 2009 til 2012.
     Mener hr. Carsten Hansen ikke, at der er behov for den renovering?

Jeg vil godt sige, at hvis jeg skal forklare alt, hvad fru Anita Knakkergaard ikke kan forstå, er dagen ikke lang nok. Det er der ingen der kan forlange at en ordfører skal heroppefra.
     Men når det er sagt, vil jeg sige, at det jo er, fordi det her er med til at skabe ulighed, og det er det jo, fordi man fraviger det princip, som har været bærende siden 1978, nemlig at det er de bredeste skuldre, der skal bære de største byrder, en aftale, vi indgik med Venstre dengang. Men nu da Venstre er kommet i regering og har fået opbakning til en højreliberal politik, har man forladt synspunktet. Det kan jeg jo ikke tage på mig.
     Det er endda så galt, at Venstre i deres principprogrammer har vedtaget, at den almene sektor ikke må finansieres, ligesom man gør med den private sektor. Her er vi altså udsat for virkelig liberalisme. Og det understøtter Dansk Folkeparti. Jeg ved ikke, hvor de hører henne i det spekter, ud over at deres synspunkter ligger langt til højre for os på en lang række områder.
     Det betyder jo med de 10 mia. kr., der er krævet op, at der er mindre til bekæmpelse af ghettoer, der er mindre til at sikre, at man er konkurrencedygtig i forhold til den private ejersektor, der er mindre til at sætte huslejen ned der, hvor man bor dyrest. Det er Dansk Folkeparti med til at sikre, og sådan er det.

Tak til hr. Carsten Hansen. Så er det ... Nej, der er en kort bemærkning mere, og den er fra hr. Morten Østergaard.

Ja tak, jeg beklager, hvis formanden ikke havde set det; jeg mente bestemt, jeg var blevet skrevet på.
     Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden, og jeg synes, at hr. Carsten Hansen har fået bevist, at han hverken er et barn eller beruset i dag i salen.

     Når man f.eks. kan høre den socialdemokratiske ordfører spørge, hvorfor det kun er lejerne, der skal betale ydelsesstøtten til nybyggeri af almene boliger, må vi sige, at det jo ikke er rigtigt. Det er jo ikke kun lejerne, der betaler ydelsesstøtten. Det er en lille del. Der refunderes en stadig mindre del. Men det er ikke rigtigt at fremstille det på den måde.
     Så forstår vi, at Socialdemokratiet var uden vilje i 2002, at det var Boligselskabernes Landsforening, der på det tidspunkt styrede Socialdemokraterne, og det må jo så tale for sig selv.
     Jeg er jo om ikke andet så i hvert fald tættere på at være et barn i forhold til hr. Carsten Hansen og er jo kommet
i Folketinget her ved det seneste valg, og dengang var det sådan, at Landsbyggefonden betalte over 70 pct. af statens udgifter til nybyggeri. Så lavede vi en aftale sidste år, hvor det var 50 pct., og nu er der så en aftale, hvor det er
25 pct. Så vil jeg gerne spørge hr. Carsten Hansen: Synes han, at lejernes interesser er bedre tjent med de aftaler, der er lavet efter sidste folketingsvalg, hvor Socialdemokratiet ikke har været med, end før, hvor Socialdemokratiet var med?

Nu skal man jo aldrig kimse af erfaring. Hr. Morten Østergaard kan risikere at ende i samme situation som mig, nemlig at blive mere erfaren, end han er i dag, og forhåbentlig også en lille smule klogere. Det vil jeg da håbe på Det Radikale Venstres vegne at hr. Morten Østergaard også bliver.
     Jeg kan ikke forstå, at De Radikale har fraveget den politik, vi fastlagde sammen igennem 9 år, ja, faktisk gennem næsten 30 år; fra 1978 og frem har Det Radikale Venstre støttet, at pengene var lejernes penge. O.k., vi indgik med store betænkeligheder, det siger jeg gerne, en aftale i 2002, hvor også hr. Morten Østergaards parti, Det Radikale Venstre, var med. Vi blev i øvrigt kraftigt presset, både Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne, fordi man var hundeangst for at være alene med Dansk Folkeparti og regeringen på det område her. Vi var i øvrigt blevet stillet i udsigt, at der kun skulle bruges 2,2 mia. kr., og der blev faktisk brugt over 5 mia. kr.
     Men det ændrer ikke ved det afgørende princip: Hvorfor er det lejerne, der skal bidrage til ydelsesstøtten, og ikke ejerne? Jeg forstår ikke, at De Radikale har fravalgt det princip og bliver ved med at hoppe på vognen. Hvorfor er det kun lejerne i den almene sektor, der skal være med til at finansiere plejehjemsgarantien, som regeringen har indgået aftale med Dansk Folkeparti om? Hvorfor er det kun lejerne, der skal finansiere nybyggeri, når statskassen bugner af penge?

Jeg må sige, at det jo altså er en lemfældig omgang med sandheden at sige, at det kun er lejerne, der skal medfinansiere nybyggeri. Bidrager statskassen ikke? Bidrager kommunekasserne ikke? Er det ikke også der alle mulige andres penge? Så det er altså en forvanskning af sandheden, hr. Carsten Hansen lægger for dagen.
     Det, der egentlig er det afgørende, er, at hvis man kigger på de tre aftaler, der er indgået her i det nye årtusind, forstår jeg, at Socialdemokraterne er meget bekymrede over, hvor stor en andel af statens udgifter til nybyggeri, der bliver refunderet fra Landsbyggefonden; det er nu væsentlig mindre end dengang, Socialdemokratiet var med. Man er meget bekymret over, hvor meget der bliver brugt på renoveringsindsatsen; det er nu markant mere, end dengang Socialdemokratiet var med. Og så vil man meget gerne have, at der bliver lavet en større social indsats, og dengang Socialdemokratiet var med, kunne man skrabe 13 mio. kr. sammen over 4 år, og nu investerer vi mere end 1 mia. kr.
     Er den her aftale ikke isoleret set markant bedre end den, Socialdemokratiet stemte for i 2002 - markant bedre?

Hvis man lod være med at lade lejerne betale til ydelsesstøtten, kunne vi have fået en markant bedre aftale. Man kunne markant bedre have sikret, at ghettoindsatsen blev bedre, hvad stort set samtlige borgmestre inden for KL har været ude at sige, hvis man lod være med at tage det.
     Har hr. Østergaard i øvrigt fået en garanti for, at det kun bliver 1,6 mia. kr.? For det er afhængigt af, hvor mange boliger der bliver bygget. Der bliver jo ikke bygget en bolig mere eller mindre af den her aftale; det er bare et spørgsmål om, hvem der skal finansiere dem.
     Det er korrekt, at staten er medfinansierende, men det er også korrekt, at de eneste, der betaler en særskat på det område, er lejerne. Det må hr. Morten Østergaard give mig, det er kun lejerne, der er med til at betale og finansiere her.
     Hvorfor fortsætter Det Radikale Venstre ad det her spor, når Det Radikale Venstre ved andre festlige lejligheder siger, at den her regering øger uligheden? Og så medvirker man selv til den finansieringsform. Man er i øvrigt ved at spare op til en skattelettelse, og på det område tror jeg De Radikale er uenige. Derfor må jeg sige, at her overtager det socialliberale eller også højrefløjen hos De Radikale fuldstændig dagsordenen, og det er urimeligt, det er min holdning. Men det forandrer da ikke ved, at De Radikale har ændret princip i forhold til de 30 år, man havde nogle andre principper.

Tak til hr. Carsten Hansen. Så er det fru Anita Knakkergaard som ordfører.

L 81 udmønter boligaftalen om anvendelse af den almene sektors midler mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Lovforslaget har flere hovedelementer, og et af dem er fortsat renovering. Her er vi i Dansk Folkeparti glade for, at Landsbyggefondens rammer til renovering forhøjes i 2007 og 2008 fra 1,5 mia. kr. til 2,4 mia. kr. årligt. Endvidere forlænges rammerne i årene 2009-2012 med 2,4 mia. årligt, og mindst 150 mio. af den årlige ramme øremærkes til tilgængelighed. I alt bruges over 14,4 mia. til renovering de næste 6 år, og der vil ske en evaluering inden udgangen af 2008.

     Der vil endvidere ske en fortsat social og forebyggende indsats samt huslejenedsættelser i de problemramte afdelinger inden for en ramme på 400 mio. kr. årligt i årene 2007-2010. Af denne ramme kan 200 mio. årligt bruges til huslejenedsættelser i de udsatte boligafdelinger.
     Da der fortsat vil være behov for nybyggeri, lykkedes det at få statens andel af ydelsesstøtten til nye almene boliger forhøjet fra de nuværende 50 pct. til 75 pct. i årene 2007-2010. I denne periode forventes det at ydelsesstøtten beløber sig til 6,3 mia. kr., hvoraf staten betaler de 4,7 mia.
     Med finansieringsreformen fra 1999 blev der vedtaget en omfordeling af sektorens midler i fondene for dermed at sikre en bedre prioritering og aktivering af midlerne. Efter de gældende regler er indbetalingerne til Landsbyggefonden fra udamortiserede lån forskellige afhængigt af tilsagnsåret. For almene boligafdelinger, der har fået tilsagn om støtte før den 1. januar 1999, indbetales halvdelen til boligorganisationens dispositionsfond og halvdelen til Landsbyggefonden. For afdelinger med tilsagn i 1999 eller senere skal to tredjedele af ydelserne indbetales til Landsbyggefonden.
     Med henblik på at styrke renoverings- og ghettoindsatsen foreslås det at ændre reglerne for indbetalinger til Landsbyggefonden for afdelinger med tilsagn før 1999, så en større del af midlerne fordeles via Landsbyggefonden. En tredjedel af midlerne indbetales herefter til dispositionsfonden, og to tredjedele indbetales til Landsbyggefonden. Dette vil indebære en harmonisering af de i dag forskellige regelsæt. Den foreslåede nye fordeling af likvide midler vil først få virkning efter den 1. januar 2008.
     Dispositionsfondsmidlerne bør inddrages aktivt og udnyttes effektivt i renoveringen af den almene sektor. Derfor vil socialministeren udnytte den gældende bemyndigelse
i almenboligloven til at fastsætte regler om, at dispositionsfondsstøtte til opretning, udbedring, vedligeholdelse, forbedring, ombygning m.v. kan ydes som løbende støtte til realkreditlån. Det foreslås derfor også, at kommunen stiller garanti for den del af realkreditlånet, der ligger over 80 pct. Dispositionsfonden dækker herefter den del af den samlede ydelse, som ikke kan dækkes af beboerbetalingen. Beboerbetalingen inflationsreguleres, hvormed støtten gradvis aftrappes. Dispositionsfonden kan således dække ydelsesbetaling på det realkreditlån, afdelingen optager, og til gengæld i afdelingen opkræve en løbende betaling med en anden profil, som er lavere. Af forslaget fremgår det også, at boligorganisationen af midlerne i dispositionsfonden skal dække afdelingens udgifter til tab som følge af ledige boliger, der ikke dækkes af kommunen. Alt i alt gode tiltag, der kan sætte huslejen ned i afdelingerne. Der afsættes i perioden 2007-2010 en årlig pulje på 5 mio. kr. til innovation, hvis formål bl.a. er at fremme kvaliteten og effektiviteten i dansk byggeri. Så oprettes der en boligportal. Den bliver obligatorisk, og det er afgørende, at alle almene boliger indgår i portalen. Derfor foreslås det, at boligorganisationernes indberetning af data bliver obligatorisk. Socialministeren gives derfor hjemmel til at fastsætte nærmere regler, og dette vil ske efter drøftelse med KL, Boligselskabernes Landsforening, og Landsbyggefonden. De tekniske ændringer vil jeg ikke komme nærmere ind på. Dataene skal bl.a. indeholde oplysninger om boligernes beliggenhed, størrelse, indretning, egnethed for ældre og handicappede, husleje, ventetid, udlejningsregler m.v. Vi er i Dansk Folkeparti selvfølgelig positivt indstillet over for forslaget, og derfor er vi glade på lejernes vegne og ser frem til forbedrede boligforhold i den almene boligsektor.

Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Morten Homann.

Uanset at fru Anita Knakkergaard hævder, at det her handler om at sikre boligbyggeri, vil jeg gerne høre, om hun ikke kan bekræfte, at der med det her lovforslag ikke vil blive bygget én ekstra almen bolig. Det eneste, det drejer sig om, er, hvem det er, der skal betale for de almene boliger, der nu engang bliver bygget.

Nej, det kan jeg sådan set ikke bekræfte, for det er jo sådan set kommunerne og boligorganisationerne sammen, der bestmmer, hvor mange boliger der skal bygges. Så det kan jeg ikke.

Ja, lige netop. Når kommunen og boligorganisationen i fællesskab beslutter, hvilke boliger der skal bygges, har det jo ikke noget med det foreliggende lovforslag at gøre. Det gør de i dag, og det vil de gøre i morgen, uanset om det her lovforslag bliver vedtaget. Spørgsmålet er derfor alene, hvem det er, der skal have regningen for det.
     Jeg er glad for, at fru Anita Knakkergaard bekræfter, at der ikke kommer flere boliger ud af det her forslag, at det udelukkende er sådan et bogholderforslag, som handler om, om det er os alle sammen, der skal betale regningen, eller om det er de almene lejere, den fattigste fjerdedel i det her land, som skal have en væsentlig del af regningen for boligerne.

Jamen altså, det er da rigtigt, men der bliver da betalt meget af ydelsesstøtten og betydelig mere, end der gjorde førhen, af staten. Førhen blev der betalt 50 pct. af Landsbyggefonden, og nu betaler staten 75 pct. Så det er da i allerhøjeste grad en forbedring.
     Med hensyn til det andet vil jeg gentage det, jeg har sagt, nemlig at det ikke er os, der afgør, hvad der skal bygges, det sker i et samarbejde mellem kommunerne og boligorganisationerne.

Så er det hr. René Skau Björnsson, der har en kort bemærkning til ordføren.

Jeg tror, det var Venstres ordfører, der sagde: Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus - eller hvordan det var. Og fru Anita Knakkergaard sagde til mit partis ordfører, hr. Carsten Hansen, at han omgikkes sandheden lemfældigt. Og så gør fru Anita Knakkergaard nøjagtig det samme lige præcis i det spørgsmål, hun stiller til hr. Carsten Hansen, hvor hun siger, at når nu pengene er der i Landsbyggefonden, så kan vi lige så godt bruge dem til nybyggeri og tage dem ned i statskassen.
     Kan fru Anita Knakkergaard bekræfte nu her i dag, at de penge ikke er i Landsbyggefonden? Landsbyggefonden skal ud at låne penge, for at fru Anita Knakkergaard og regeringen kan tage 1,6 mia. kr. og putte ned i statskassen.

Altså, nu er det sådan, at der trænger frygteligt til renovering, og man kan sige så meget, at det altid har været meningen, at lige så snart lånene blev udamortiserede, kunne de bruges til bl.a. nybyggeri, og lejerne fortsatte med at betale deres penge. Sådan har det været lige siden 1967, og meningen har lige siden 1933 været, at der skulle være selvfinansiering.
     Så gør man det nu. På grund af manglende renovering og manglende penge i de 10 år, der er forløbet i 1990'erne, hvor der kun blev renoveret for 1,1 mia. kr., er man altså nødt til at begynde at renovere nu, og så låner man. Det gør boligejerne også, boligejerne låner også, når de skal ud og have renoveret og have ordnet og bygget til, og hvad ved jeg. Så det er samme princip. Men det har Socialdemokraterne måske ikke tidligere haft fantasi til at kunne forestille sig kunne gøres på den måde - til glæde for lejerne.

Så er det hr. René Skau Björnsson for endnu en kort bemærkning.

Det var rart at høre. Jeg konstaterede bare, at pengene ikke er der, og det blev jeg så bekræftet i. Pengene er der ikke, så Landsbyggefonden skal ud at låne pengene.
     Ja, boligejerne skal også ud at låne penge, men boligejerne skal ikke ud at låne penge til særskat til staten. Her skal lejerne ud at låne penge, fordi der skal betales særskat til staten. Det er forskellen. Den anden vej handler vi heldigvis ikke, og det burde vi heller ikke gøre i den her sammenhæng. Vi giver ikke særskat til boligejerne, og vi er heller ikke for særskat til lejerne.

Det med særskat kan jeg faktisk slet ikke se. Det er det samme som meget andet, der bliver sagt, f.eks. at regeringen har taget 8 mia. kr. Socialdemokraterne glemmer bare at sige, at de var med til at tage de 5,7 mia. kr. Det er det samme, der sker gang på gang, og det er også det, der sker her. Det duer altså ikke.

Så er det hr. Carsten Hansen med en kort bemærkning til ordføreren.

Er det ikke korrekt, at der siden 2001 er brugt 8 mia. kr. til opførelse af nye almene boliger, og at de fleste af de boliger - nemlig 80 pct. ifølge Socialministeriets opgørelse
- er ældreboliger og plejehjem? Er det ikke korrekt, at når den her aftale udløber, har man brugt knap 10 mia. kr. af de penge, der ligger i Landsbyggefonden - eller som ikke ligger der, men som man har lånt penge til? Er det ikke korrekt, at man har lavet et træk på knap 10 mia. kr., når den her aftale udløber, til at bruge til ydelsesstøtte til nye boliger, hvoraf de fleste af dem er ældreboliger?

Jeg kan bekræfte, at den nye boligaftale, vi lige har lavet, vil tage 1,57 mia. kr. til nybyggeri op til 2012. Det er sådan set, hvad det handler om.
     Før, i 2002, blev der sammen med Socialdemokraterne taget 5,73 mia. kr. til nybyggeri, og med boligaftalen for 2005-06 bliver der taget 2,46 mia. kr., men der bliver taget væsentlig mindre med den boligaftale, der er indgået her. Der bliver brugt betydelig mere på renovering: 2,4 mia. kr. årligt indtil 2012. Og det er faktisk hårdt tiltrængt. Jeg kan også se, hvordan det almene boligbyggeri ser ud visse steder, og lejerne skal ikke blive ved med at bo sådan. Så må vi ud og låne nogle penge, hvilket vi kan, og det er finansieret, som det skal.
     Så der er ingen problemer, og der er også penge til nybyggeriet, men der er tænkt anderledes kreativt, det er korrekt.

Jeg anerkender, at der er kreativ bogføring her, at man låner pengene i Finansministeriet, og så skal man betale en overfinansiering. Det var nu ikke det, jeg ville sige.
     Jeg vil godt sige tak til Dansk Folkepartis repræsentant for den der grundige indføring i, hvor mange penge der er taget. Det er nemlig knap 10 mia. kr., lige i underkanten, men vi ved ikke, hvordan det ender, for det kan jo godt bliver dyrere end de der 1,6 mia. kr.
     Det, jeg vil spørge fru Anita Knakkergaard om, er:
Hvordan kan det være, at det er sådan, at det er folkepensionisterne, førtidspensionisterne, de ældre, som hovedsagelig er dem, der bor i den almene sektor, der skal betale for ydelsesstøtten til ældreboliger og plejehjemsgarantien? Hvorfor er det ikke noget, vi alle sammen skal bidrage til? Var det ikke et godt, solidarisk princip, som Dansk Folkeparti kunne tilslutte sig? Hvorfor søren er det sådan, at det kun er de mennesker, der bor i den almene sektor, der skal bidrage til ydelsesstøtten af nye ældreboliger? Var det dog ikke en opgave, alle i det her land burde deltage i? Og strider det i virkeligheden ikke mod alle de der flotte principper omkring de ældre og ældrecheck, og hvad ved jeg, som DF står for? Det er pensionisterne, det er førtidspensionisterne, det er de ældre i den almene sektor, der bidrager til, at der skal opføres nye boliger.

Den statslige støtte - og det er jo os alle sammen, det er også skatteyderne, det er ikke bare pensionisterne, det er os alle sammen - bidrager i 2006 med 1,037 mia. kr, i 2007 med 1,262 mia. kr., i 2008 med 1,262 mia. kr., i 2009 med 1,099 mia. kr. og i 2010 med 1,099 mia. kr. Det er, hvad skatteyderne yder til det her, så det er noget vrøvl.
     Landsbyggefonden vil i samme periode yde omkring 421 mio. kr. pr. år i 2007 og 2008 og 366 mio. kr. årligt i 2008 og 2009. Det er, hvad det er. Så det er noget vrøvl, hr. Carsten Hansen siger.

Jeg bemærkede, at fru Anita Knakkergaard sagde, at man fra Dansk Folkepartis side var glad på lejernes vegne. Hvorfor skulle lejerne være glade for det her?
     Dansk Folkeparti medvirkede med stemmer i 2002, hvor der blev indgået et forlig mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne, et forlig, som Dansk Folkeparti mente alene var indgået af de partier; man nåede endda fra Dansk Folkepartis side at sende en pressemeddelelse ud om, at forliget var indgået, og det var underforstået, at vi fra Socialdemokratiets side dermed ikke havde mulighed for at ændre på tyveriet af de 5,7 mia. kr. - det forlig var indgået. Vi gik med og fik 400 mio. kr. mere om året til renovering. Det håber jeg fru Anita Knakkergaard kan bekræfte.
     Men hvad skulle gøre, at lejerne er glade? Det kan godt være, at de er glade i Dansk Folkeparti, fordi de ikke har fattet, hvor ondt det gør på pensionisten, på førtidspensionisten og på de lavtlønnede at skulle betale den her særskat, og de kan ikke forstå, at Dansk Folkeparti, der plejer at sige, at de gerne vil tage den lille mands parti, rent faktisk vil medvirke til at lægge en særskat, en særlig hård ydelse på dem, der har allermindst.

Jeg kan egentlig ikke forstå, at man ikke var så klog i Socialdemokratiet, at man ikke gik med, hvis man synes, det var så galt. Nu står man faktisk næsten og undskylder: Alt andet var aftalt, man havde slet ingen indflydelse, ikke andet end 400 mio. kr. fik man for det. Jamen så fik man jo for lidt, man skulle have haft noget mere dengang, især når vi ser på det, der har kunnet komme ud af det her.
     Hvad havde vi ikke kunnet få ud af det, hvis Socialdemokraterne havde siddet med ved bordet og forhandlet på lejernes vegne? Det gjorde de ikke, og det synes jeg er skammeligt.

Jeg må konstatere, at lejerne i 2002 fik den fordel, at de fik lov til at bruge 400 mio. kr. mere om året, dvs. 1,5 mia. kr. om året, til renovering. Det var det, vi fik ud af at tilslutte os den aftale, der allerede var indgået mellem de andre partier, inklusive Dansk Folkeparti.
     Hvis Dansk Folkeparti ville have ladet være med at lave den aftale og havde brugt stemmerne sammen med os til en anden aftale, havde det været bedre for lejerne; hvis man i 2005 ikke havde indgået den aftale med regeringen, havde det kunnet gøres anderledes for lejerne; og hvis man i år havde ladet være med at lave den her aftale, ville det have betydet, at lejerne ikke skulle betale den her særskat, og det er det, det drejer sig om.
     Lejerne kan ikke forstå, hvorfor de pludselig skal give et særligt bidrag ud over den skat, de i øvrigt betaler, for at få bygget nye boliger. Hvorfor skal de betale en særskat, for at der kan blive bygget plejehjem? Hvorfor skal de betale en særskat nu til at bygge friplejehjem for? Parcelhusejere, alt andet godtfolk, andelsboligfolk betaler jo ikke en særskat for at sikre, at vores plejehjem bliver bygget. De betaler den normale skat, og selvfølgelig bør det også være sådan. Hvorfor skal lejerne betale særskat?

Jeg kan igen sige: Der er jo ingen særskat i det her. Fru Lissa Mathiasens parti gjorde det sådan, at det blev muligt at bygge plejehjemsboliger og sådan noget efter almenboligloven. Jeg tror, det skete i 1998. (Lissa Mathiassen (S): Nej). Nå, o.k., men i hvert fald begyndte man
i byrådene at bygge de almene boliger på det tidspunkt; der begyndte vi rigtig at bygge. Så der er vel ikke noget nyt i, at man skal have lov til at bruge lovgivningen, som den ligger, nemlig at man indbetaler til Landsbyggefonden, og så skal man altså også være med til at finansiere nybyggeri. Det har været meningen siden 1933, og det stod der også i det, jeg læste op fra hr. Carsten Hansens ordførertale i 1998.

Nu var det i 1987 under den borgerlige regering, loven blev lavet om, så man skulle opføre plejeboliger efter almen lovgivning. Det er der sådan set ikke noget galt i, det kan der være meget fornuft i.
     Det, der er problemet her, er jo, at ligesom vi alle sammen betaler licens for at se tv, så har vi også alle sammen mulighed for at komme på de her plejehjem. Er det så ikke rimeligt, at vi alle sammen er med til at betale statens andel?
     Er Dansk Folkepartis ordfører ikke enig i, at det, der sker nu, er, at de samme mennesker, som Dansk Folkeparti har givet en ældrecheck, tager man nu penge fra, fordi de skal være med til at betale til opførelse af plejehjem? Men de rige pensionister og de, der bor i ejerboliger, skal ikke være med til at betale statens andel. Er det ikke en særskat?

Jeg kan kun gentage, hvad jeg sagde før, og jeg kan da godt komme med tallene en gang til. Altså, staten betaler ydelsesstøtte - og det gør de fortsat - med 1,262 mia. kr. i 2007 og det samme i 2008 og med 1,099 mia. kr. i 2009 og 1,099 mia. kr. i 2010. Jamen det er da skatteyderne, der er med til at betale det også.
     Der er da ikke noget nyt i, at man skal være med til at betale boliger, ældreboliger og det, man bygger efter almenboligloven. Der er da ikke noget nyt i det. Altså, vi bygger jo nybyggeri, det har altid været meningen - siden 1967. Socialdemokratiet har oven i købet oprettet en nybyggerifond.
     Så jeg kan ikke se, der er noget nyt i det. Vi aktiverer bare pengene. Der står da mennesker på gaden uden boliger. Skal de ikke have nogle boliger? Vi er da nødt til at bygge nybyggeri.

Ja, det skal vi jo, og vi er også alle sammen med til at betale, det har jeg forstået, men oven i det er de almene lejere så med til at betale yderligere, og det er det, der er humlen.
     Dansk Folkeparti har jo været meget optaget af, at der er nogle i det her samfund, nemlig f.eks. de svageste pensionister - og de fleste af de svageste pensionister bor alment - der har det for skidt; de får nu en ældrecheck. Med den anden hånd tager man så i denne omgang 3.000 kr. fra dem, som de bl.a. skal være med til at betale til statens andel i forbindelse med opførelse af plejehjem.
     Det vil sige, at når fru Hansen ude på Strandvejen flytter fra sin villa og har en friværdi på 5 mio. kr., er fru Jensen i det almene byggeri med til at betale. Hvis Dansk Folkeparti ikke kan se, at det er ulighed, så ved jeg ikke hvad.

     Man tager også denne gang fra dispositionsfonden. Er det ikke rigtigt? Kan Dansk Folkeparti ikke bekræfte, at man skal betale yderligere fra dispositionsfonden til Landsbyggefonden og der dermed lokalt bliver færre midler til at bygge nyt og renovere for?

Vi tager jo mindre og færre procentdele i forhold til dengang, Socialdemokraterne var med til at gøre nøjagtig det samme. Til nybyggeri tager vi i den her boligaftale 22 pct., hvor man, dengang Socialdemokraterne var med, tog 60 pct. Til renovering tog man 39 pct., dengang Socialdemokraterne var med, nu tager vi 58 pct. Det er de der 2,4 mia. kr. årligt, som lejerne nu kan glæde sig over, at de får renoveret deres byggeri med.
     Så jeg fatter det sådan set ikke. Ghettoindsatsen var på
1 pct., dengang Socialdemokraterne var med. Nu er den på 20 pct. Og der er der altså også huslejenedsættelser. Så jeg fatter egentlig ikke, at Socialdemokraterne ikke er gået med
- eller har forsøgt i hvert tilfælde. Måske kunne de have forbedret aftalen på lejernes vegne. Men man forsøgte ikke engang, fordi det var det populistiske, der skulle frem. Det var kedeligt.

Fru Anita Knakkergaard sagde lidt tidligere i debatten: Det duer ikke. Det er jeg fuldstændig enig i. Det duer ikke at tage pengene fra lejerne. Derfor vil jeg gerne høre, hvordan Dansk Folkeparti selv har det.
     Nu har vi hørt meget om skænderiet mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne om, hvor meget indflydelse man kan få ved bordet. Jeg vil gerne høre, hvordan Dansk Folkeparti har det med at sidde med ved bordet og tage pengene fra lejerne frem for at sige, at vi mener, at de penge, som lejerne er med til at betale ind til Landsbyggefonden, skal gå til lejerne til renovering af deres boliger, og så skal vi over skatterne sørge for at finansiere de fælles opgaver, vi har i samfundet, bl.a. at få bygget noget nybyggeri med nogle billige lejligheder.

Over skatterne? Vi tager da penge. Jeg kan godt gentage det en gang til, det vil jeg gerne: Staten betaler ydelsesstøtte
i 2007 på 1,262 mia. kr.; i 2008 1,262 mia. kr.; i 2009 1,099 mia. kr.; i 2010 1,099 mia. kr. Det er, hvad skatteyderne betaler til det almene boligbyggeri. Så der bliver betalt. Vi kan så sige: Hvad betaler Landsbyggefonden? De betaler 421 mio. kr. i 2007; 421 mio. kr. i 2008; 366 mio. kr. i 2009; 366 mio. kr. i 2010. Til gengæld bliver der afsat 2,4 mia. kr. til renovering årligt, og nogle af pengene
- det er da korrekt - bliver lånt. For der er i allerhøjeste grad behov for renovering. Der bliver også mulighed for, at man med dispositionsfondene kan tage nogle penge der, hvor man ellers førhen betalte den renovering, og nu bruge midlerne til at betale ydelsesstøtte for det lån, man tager.

Man kunne jo dels give de almene selskaber mulighed for at få nogle af de nye lånetyper, så man kunne finansiere at få sat huslejen ned, ligesom ejerne gør det, dels kunne man sige, at det ikke er Landsbyggefonden, der skal være med til at betale. Det er ikke lejernes penge, der skal bruges til at betale det nye byggeri. Det kunne man tage over skatterne og bl.a. så sige, at man sørgede for, at de, der har haft de store skattefri gevinster på at eje boliger i de her år, kunne være med til at finansiere nybyggeri, frem for at det er lejerne, som ikke har haft mulighed for at have de store skattefri gevinster, der skal betale.
     Jeg vil bare gerne høre, hvordan Dansk Folkeparti - og ikke alle milliardbeløbene rundtomkring - helt grundlæggende politisk ser på, at man siger, det er lejerne, der skal være med til at betale ekstra beløb, frem for at sige, at man skal lave fuldt skattefinansieret udgift til nybyggeri.

Man har indgået en klar aftale om, at lige så snart lånene blev amortiseret, så skulle de bruges bl.a. til nybyggeri. Den har været klar hele tiden. Den var klar, da man i 1933 sagde, at der skulle ske mere selvfinansiering. Den har også været klar siden 1967, med at man skulle betale ind til Landsbyggefonden, og så skulle den være mere selvfinansierende i boligorganisationerne, når lånene udløb.
     Det er så det, der sker nu. Og det ved fru Line Barfod lige så godt som mig, men alligevel vil fru Line Barfod have, at staten fortsat skal betale det hele og garanteret også helst renoveringerne fuldt ud.

     Det kan jeg såmænd godt forstå, for vi er to forskellige partier, men jeg har altid haft det sådan, at pengene er der til, at lejerne kan få nogle gode lejligheder og gode renoveringer, som de har trængt til i mange år. Og pengene er der til huslejenedsættelser. Man giver en anden mulighed for at bruge dem til ydelsesstøtte via boligorganisationernes dispositionsfond. Det er et betydelig bedre tiltag, der er taget her, end vi nogen sinde har lavet med Socialdemokratiet, og jeg tror, at lejerne bliver enormt glade for det.

Tak til fru Anita Knakkergaard. Og så er det hr. Tom Behnke som ordfører.

Da den konservative boligordfører, hr. Jakob Axel Nielsen, ikke kan være til stede, har jeg som fredagsordfører fået fornøjelse af at sige følgende:
     Igen i år har ansvarlige partier i Folketinget, nemlig Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale, taget ansvar og lavet en ansvarlig og fremsynet boligaftale for den almene sektor. Imens har Socialdemokraterne igen blot beskyldt forligspartierne for tyveri. Det har ikke været særlig seriøst at høre på.
     Denne gang er der lavet en 4-årig aftale, det vil sige frem til og med 2010. Der satses fortsat meget på renovering og forskønnelse af boligerne i den almene sektor. Der sættes penge af til forebyggende sociale indsatser, der sættes penge af til huslejenedsættelser, og der sættes penge af til nybyggeri, så også sygeplejersken og politibetjenten kan få sig en bolig i København og meget, meget mere.
     Med hensyn til renovering sker der en fordobling af beløbene frem mod 2010 i forhold til i 1990'erne. Der afsættes 14.400 mio. kr. til renovering, altså 14,4 mia. kr. Socialdemokraternes skræmmekampagne om, at der sker tyveri, og at forligspartierne ignorerer renoveringsindsatsen er derfor åbenlys forkert.
     Jeg kan ikke lade være med at nævne, at der ikke sker andet end det, som Socialdemokraterne selv gjorde i 1990'erne. Måske skyldes det af Socialdemokraterne påståede tyveri, at de ikke selv er med denne gang.
     Vi Konservative er glade for, at der er kommet en flerårsaftale, der giver ro om den almene sektor, at der sker gennemgribende renoveringer, og at der satses på forskønnelse og bekæmpelse af ghettoer. Det har samfundet brug for, og vi vil gerne takke forligspartierne for det udviste medansvar. Vi Konservative kan støtte forslaget.

Selv om man er fredagsordfører, må man finde sig i, der bliver stillet spørgsmål til partiets politik. Jeg fundet et par ganske udmærkede citater af gode konservative borgmestre. Den konservative borgmester sådan lidt vest for København, ude i Høje Taastrup, Michael Ziegler, som jeg går ud fra hr. Tom Behnke kender og betragter som en god konservativ, siger, at han er direkte imod at tage penge ud af Landsbyggefonden.
     Det er jo egentlig ganske tankevækkende, at de folk, der sidder derude, og som kan konstatere renoveringsbehovet, behovet for ghettoindsatser osv., siger, at det her fører til en yderligere nedslidning af den almene sektor, og at vi har brug for en opgradering. Vi har også brug for flere penge til ghettoindsatsen. Vil hr. Tom Behnke ikke erkende, at der faktisk kommer til at mangle de 1,6 mia. kr. til at renovere og til at bekæmpe ghettoer for især i de områder, hvor også gode konservative borgmestre er valgt? Er hr. Tom Behnke ikke enig med sin partifælle i, at det er et skidt princip at fortsætte med?

Med hensyn til de 1,6 mia. kr. er jeg nok nødt til at skuffe. Jeg er selvfølgelig glad for tilliden og tiltroen til, at jeg skulle kunne stå her og redegøre for det, men det kan jeg ikke. Så enkelt er det. Jeg har lovet at være stand-in for vores boligordfører, så det spørgsmål kan jeg ikke svare på.
     Jeg kan til gengæld svare på, om hr. Michael Ziegler er en god konservativ. Dertil kan jeg svare: Ja, det er han. Det er jeg helt enig i, og jeg er da glad for, at også Socialdemokraterne synes, at han er det.
     Så kan jeg forstå, at hr. Carsten Hansen under sit ordførerindlæg blev godt og grundigt ristet. Jeg sad egentlig og syntes, at det var vældig sjovt. Men det synes jeg ikke længere, for nu kan jeg forstå på det hele, at det egentlig gjorde mere ondt, end godt var. Og det er jeg ked af. Det tror jeg egentlig ikke var meningen fra de øvrige ordføreres side. Men jeg kan forstå, at det gjorde ondt, og nu skal der ligesom gives igen. Så man giver igen der, hvor man har muligheden for det. Og det er jo så meget sigende, hvordan det foregår.
     Men jeg er da glad for - og det kan jeg så kvittere for
- at høre, at Socialdemokratiet lytter til Det Konservative Folkeparti og lytter til de konservative medlemmer og borgmestre, vi har rundt i landet. Det skal man blive ved med at gøre. Der er meget at lære der.

Jeg er glad ved, at hr. Tom Behnke er glad ved sine konservative fæller ude i kommunerne. Jeg har nemlig fundet et andet godt eksempel, og det er en borgmester, der hedder Mads Lebech, i Frederiksberg Kommune. Han siger, at man må sikre sig, at man ikke dræner så meget af Landsbyggefonden, at der ikke er penge til at fastholde og modernisere den almene sektor. Og boligerne i den almene sektor - siger han - skal have en sådan stand, at man undgår ghettoisering og forslumning.
     Jeg garanterer for, at hr. Tom Behnke synes, hr. Mads Lebech er en god konservativ. Derfor spørger jeg: Er det sådan, at de konservative borgmestre ikke har forstand på noget som helst?
     Jeg skal så indskyde her, at vi jo altid lytter til gode råd, bare de er ordentlige og velmente og kommer fra folk, der har forstand på tingene. Men er det sådan, at de konservative borgmestre ikke har fattet en brik af, hvad De Konservative går og laver herinde på Christiansborg, eller er det bare dem, som ikke forstår, at man er ved at spare op til skattelettelser og dermed bruger den almene sektor til at spare op?

At gå ind i en boligpolitisk debat med alle de detaljer vil jeg ikke, men jeg kan bekræfte, at hr. Mads Lebech, som er borgmester på Frederiksberg, er en meget klog og også meget dygtig borgmester. Det kan jeg bekræfte.

Med den dybe respekt, der selvfølgelig skal være for, at De Konservative ikke er i stand til at stille med en boligordfører, vil jeg godt stille et mere principielt spørgsmål.
     Hr. Tom Behnke kan jo ikke komme uden om, at den første gang, man knæsatte princippet om, at lejerne i den almene sektor skulle betale direkte til nybyggeri, var i 2001, da den borgerlige regering trådte til, VC-regeringen. Der har ikke under SR-regeringen på noget tidspunkt på samme måde været taget penge fra lejerne til nybyggeri.
     Så det meget principielle spørgsmål er: Hvorfor mener man i Det Konservative Folkeparti, at det er rimeligt, at lejerne skal være en del af plejehjemsbyggeriet med hensyn til finansieringen? Hvorfor er det rimeligt, at det er lejerne - det er stadig væk lejerne i den almene sektor, der har den laveste indkomst - der skal være med til at finansiere nybyggeri? Hvorfor er det ikke udelukkende en samfundsopgave? Det mener jeg godt man med rimelighed kan spørge en ikkeboligordfører om.

Jeg tror simpelt hen ikke på, at de socialdemokratiske ordførere, som her stiller spørgsmål, selv tror på, at jeg vil være i stand til at svare bedre, end hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre og fru Anita Knakkergaard fra Dansk Folkeparti har svaret. Der er blevet svaret og svaret.
     Det, der gør sig gældende i den her debat - og det kan jeg sige, uden at jeg kender de detaljerede spilleregler for Landsbyggefonden - er, at man bevidst undlader at forholde sig til, hvad Landsbyggefonden egentlig er. Hvor kommer pengene fra? Hvorfor er der penge i den fond? Hvad er meningen med den fond? Hvad skal pengene bruges til?
     Med hensyn til de historiske bagvedliggende årsager kan jeg forstå, at hver gang der er andre ordførere, der konfronterer Socialdemokratiet med, hvad man selv har lavet, bliver man vaklende i sine svar.
     Så det, der er grunden til, at hele den her debat overhovedet er blevet så langtrukken og varer til langt ud over arbejdstids ophør her fredag eftermiddag, er jo simpelt hen, at Socialdemokraterne ikke vil tage hele grundlaget, altså hele meningen med det her med sig i deres argumentation, men vælger de fragmenter ud, der passer i deres egen argumentation. Det er ikke sagligt, det er ikke seriøst.

Så er det fru Lissa Mathiasen for endnu en kort bemærkning.

Nu var jeg jo så naiv, at jeg troede, at man fra konservativ side, og også fra hr. Tom Behnkes side, havde en selvstændig politik. Det kan jeg forstå at man åbenbart ikke har.
     Men jeg vil alligevel godt stille et spørgsmål, for det kunne da være, at vi kunne få en eller anden form for selvstændig stillingtagen til det her. Mit spørgsmål er: Hvad er begrundelsen for, at man mener, det er rimeligt i den her aftale, det forslag, der ligger, at en fjerdedel af omkostningen til at bygge nye plejehjem, til at bygge friplejehjem, til at bygge nye boliger i alment regi skal betales af lejerne? Hvorfor er det ikke en samfundsopgave?
     Der er ikke tidligere, før 2001, blevet taget penge fra lejerne til det formål. Hvorfor mener man ikke, at det er en samfundsopgave? Hvorfor synes man, det er rimeligt, at de allerfattigste lejere rent faktisk skal betale så stor en del af gildet?

Nu synes jeg, vi er ved at være derude, hvor det måske også bliver sådan lidt perfidt, men det er måske også på grund af tidspunktet, og fordi man ikke har andre argumenter at gøre godt med.
     Med hensyn til, at Det Konservative Folkeparti ikke skulle have en selvstændig politik, vil jeg sige, at jeg lige har læst en ordførertale op, hvor jeg har givet udtryk for, at det, der er sagen, er, at vores boligordfører desværre ikke har mulighed for at være til stede i dag. Det kan jo altså ske for os alle sammen, og derfor har jeg lovet at læse op, hvad han har skrevet til mig. Det er det, jeg er nødt til at forholde mig til. Og der har jeg forklaret, hvad det er, vi mener der sker med det her lovforslag, og hvad vores indstilling og holdning er til de her ting.

     Så når Socialdemokratiet bliver ved med deres argumentation, må jeg sige, at man altså skal tage en langt større diskussion, en langt bredere debat om, hvad Landsbyggefonden er, og hvordan den almene sektor finansieres
i forhold til den private sektor. Hvis man virkelig vil have en lang økonomisk diskussion om det her, skal man jo tage det hele med; så skal man have helhedsbilledet og ikke pille enkeltfragmenter ud, som man kan bruge i den her sammenhæng. Og det var præcis det, jeg sagde før - men det hørte man jo så ikke - nemlig at jeg som ikkeboligordfører ikke er i stand til at køre så principiel en debat på nuværende tidspunkt. Så skal jeg lige have læst lidt på lektien, men så kommer jeg gerne igen.

Tak til hr. Tom Behnke. Så er det fru Charlotte Fischer som ordfører.

Det her lovforslag implementerer den boligaftale, som Det Radikale Venstre var med til at indgå med regeringen og Dansk Folkeparti den 5. november 2006. Vi er glade for den aftale. Vi synes, det er en god aftale, og det gør vi af to hovedårsager.
     For det første, fordi vi synes, at vi har fundet en rigtig god fordeling af Landsbyggefondens midler, hvor vægten altoverskyggende er på renovering. Og for det andet - det handler om det lange sigt - fordi vi nu får sat en reform i gang, som vi tror rummer meget store perspektiver. Jeg bed mærke i, at BAT-Kartellet i sit høringssvar udråbte den til at være en reform, der måske kunne blive den største historiske reform siden boligforliget i 1966. Og jeg har i hvert fald samme ambitionsniveau.
     I forhold til fordelingen af Landsbyggefondens midler er det, vi lagde vægt på hele vejen igennem forhandlingerne, at der nu kommer en markant investering i renovering, og det vil sige et markant løft i forhold til tidligere. Landsbyggefondens ramme på 1,5 mia. kr. årligt hæves med næsten 1 mia. kr. til 2,4 mia. kr. Og 150 mio. kr. afsættes specielt til tilgængeligheden; det er faktisk en tredobling af det hidtidige beløb. Så kan man selvfølgelig spørge, som mange gør her i dag, om det er nok. Og det er altid et godt spørgsmål. Hvornår er nok nok? Det, vi har lagt vægt på, er, at den her investering svarer til det, som Landsbyggefonden selv kalder sit kvalitetsscenarie, og det svarer til, at man investerer 124 mia. kr. over de næste 20 år i de eksisterende almene boliger, og det er det, vi gør med det her forlig. Det betyder faktisk også, som man kan læse i rapporten, der blev udgivet efter sommeren, at det her scenarie indebærer et væsentligt kvalitetsløft til den almene boligsektor. Oveni kommer så de 400 mio. kr., vi har afsat til udsatte områder. Vi skal have vendt den forkerte retning, som det desværre går i mange steder med flere ledige folk på overførselsindkomster i visse boligområder, og vi mener, at vi med den her indsats har en bedre chance end nogen sinde før. Så er der det med nybyggeriet. Vi er jo sådan set dem i den her sag, som mener det, vi altid har gjort, nemlig at det er i orden, at Landsbyggefonden bidrager til statens udgifter til nybyggeri. Den hedder jo sådan set Landsbyggefonden. Man kunne have kaldt den Landsrenoveringsfonden, men den hedder faktisk Landsbyggefonden, og det er måske, fordi meningen i sin tid var, at den også skulle være med til byggeformål. Det, vi jo kan konstatere, er, at Landsbyggefondens bidrag til nybyggeri faktisk er så lavt, som det nogen sinde har været. Og det var vigtigt for os, for ellers fik vi simpelt hen ikke luft til at få afsat midler til renovering. Vi har ikke noget problem med, at lejerne også yder et bidrag, for vores sigtepunkt har altid været en så vidt muligt selvfinansierende sektor. Det er også det, man kan læse i Landsbyggefondens formålsparagraffer, netop den samme ambition om øget selvfinansiering. Og det er sådan set også det, vi var med til, dengang vi var i regering - vi kan godt huske det lidt endnu - at fremme som formål. Så det er i hvert fald ikke os, der har skiftet position. Vi synes sådan set, at den her aftale gør det, som mange har efterlyst, også mange af kritikerne, nemlig at sikre mange flere penge til renovering og til at undgå nedslidning. Endelig vil jeg lige kort komme ind på reformen, for den synes jeg faktisk der er meget få der har nævnt her i dag. Jeg synes ikke, man skal glemme, at en væsentlig del af den her aftale er, at vi nu får sat gang i et reformarbejde. Vi er enige om, hvad sigtepunktet er. Det er nemlig en sektor, hvor der er meget mere handlefrihed for den almene boligsektor, og hvor kommunerne skal være omdrejningspunktet.

     Vi vil gerne ind og se på en finansieringsreform af den almene boligsektor, og alt sammen er helt efter vores hoved. Vi tror på, at det, hvis vi ellers tager skridtet, kan give en meget bedre almen boligsektor, en langt stærkere almen boligsektor, der kan handle og lave gode løsninger, der passer til de udfordringer, der er lokalt. Så alt i alt er vi glade for den her aftale og det her forlig, og vi ser frem til det lange sigt, nemlig hvad der sker med en reform.

Jeg er altid glad, når en ordfører ikke står og læser op af lovforslaget, men siger, hvad partiet mener. Det synes jeg man skal respektere, og det gør jeg også i fru Charlotte Fischers tilfælde. Men jeg synes, der indsneg sig nogle underlige bemærkninger, nemlig at der aldrig har været taget så få penge nogen sinde før som med den her aftale. Så synes jeg, at fru Charlotte Fischer skal bekræfte, at der fra 1978 og frem til år 2000 ikke blev brugt en krone fra Landsbyggefonden til ydelsesstøtte, altså opførelse af nye boliger. Det er sådan det ene spørgsmål: Er det ikke korrekt? For så passer det ikke, hvad fru Charlotte Fischer sagde i sin tale.
     Det andet er: Anerkender fru Charlotte Fischer og Det Radikale Venstre, at der er et renoveringsbehov i størrelsesordenen 160-170 mia. kr. i de kommende 20 år i den almene sektor?

Nu kan man tale om tidshorisont og om, hvor langt man skal gå tilbage. Jeg går ud fra, at det er 1978, vi går tilbage til. Det er muligvis rigtigt, og går vi endnu længere tilbage, er det sikkert også rigtigt. Det, jeg hæfter mig ved, er det princip, at når Landsbyggefonden har kunnet bidrage til nybyggeri, har vi været fælles om det i regeringen. I 1999 var vi fælles om det, og i 2001 blev der fremsat et lovforslag; det var noget af det sidste, SR-regeringen gjorde, inden man lukkede og slukkede.
     Og så var vi åbenbart så glade for det lovforslag, der betød, at man medfinansierede nybyggeri, at vi genfremsatte det, efter at vi var kommet i opposition. Vi må have været rigtig glade for det her med at yde støtte til nybyggeri.
     Så jeg vil bare sige, at princippet burde Socialdemokraterne også være enige i, nemlig at det er o.k. at yde til nybyggeri. Så kan vi tale om, hvor meget, og så siger jeg bare, at vi er gået rigtig meget længere ned i forhold til, hvor vi var f.eks. i 2002, hvor Socialdemokraterne selv var med.

Jeg forstår det ikke. For det første blev der, i øvrigt med Venstre, indgået en historisk aftale i 1978, som Det Radikale tilsluttede sig - og vi overholdt den alle de år, vi var i regering - om, at der ikke skulle tages fra Landsbyggefonden til ydelsesstøtte og til opføring af nye boliger, fordi renoveringsbehovet var så stort og der var begyndende ghettoisering osv. Det hørte jeg ikke fru Charlotte Fischer tilslutte sig.
     Det andet er, at vi i fællesskab, og jeg var ordfører for Socialdemokraterne, i 1999 - men gældende for 2000 - fremsatte et lovforslag, som betød, at der med et sigte på 35 år ville være en anden opdeling, end der er i dag. Men det var også, fordi man kunne se, at der om 35 år nemlig var kommet penge i Landsbyggefonden, og man kunne sige, at den var mere selvfinansierende. Det er der ikke nu. Der er nemlig ikke en krone tilbage i Landsbyggefonden, ikke en krone!
     Må jeg så ikke spørge: Er det ikke sådan, at der er mindre til renovering, mindre til ghettoindsats, fordi man bruger pengene på ydelsesstøtte? Er det ikke sådan, at Det Radikale Venstre ved andre lejligheder, ved festlige lejligheder, anerkender, at uligheden i samfundet er stigende? Er det, at man bruger penge til ydelsesstøtte, ikke et udtryk for, at man tager fra nogle fattige og giver til nogle fællesopgaver, vi alle sammen burde bidrage til?

Nu må man meget undskylde, men jeg bliver rigtig provokeret, når Socialdemokrater taler til mig om, hvem der kæmper mod uligheden. Det er os, der vil gøre noget ved de stigende milliongevinster, som boligejere i det her land skraber ind. Det er rige boligejere nord for København, der skraber det ind. Det gør vi ingenting ved, så længe vi holder fast i skattestoppet, så jeg vil bare ikke høre noget fra Socialdemokraterne om, hvorvidt vi kæmper for ulighed.
     Så vil jeg bare stadig sige, at det for mig egentlig handler om at forstå, hvorfor Socialdemokraterne har forladt princippet om, at Landsbyggefonden skal yde til nybyggeri. Det princip stod man ved i oktober 2005. Så må det være, fordi Socialdemokraternes boligordfører åbenbart har sagt noget, der var helt forkert, og jeg har altså flere citater, der underbygger det.
     Hvorfor siger man ikke bare ærligt hos Socialdemokraterne ligesom den gode gamle Jens Otto Krag, at man har et standpunkt, til man tager et nyt? Så var man ovre alle de problemer og alle de beskyldninger. Det synes jeg bare Socialdemokraterne skulle gøre.

Nu fik vi gennem fru Anita Knakkergaard slået fast før, at det her lovforslag jo ikke ændrer ved, hvor mange boliger der bliver bygget; det ændrer ved, hvordan boligerne bliver betalt.

     Så vil jeg godt spørge fru Charlotte Fischer, hvorfor hun mener, det er rimeligt, når man så står med en regning for de boliger, som skal betales, at en stor del af den regning skal betales alene af en lille gruppe mennesker, som oven i købet er blandt de fattigste i det her land, nemlig de almene lejere.

Nu vil jeg sige, at vi jo i den her aftale har været mest optaget af at sikre markant flere penge til investeringer i renovering. Det var det, vi gik efter, det var vores vigtigste hensyn, og det er sådan set det, der er lykkedes. I forbindelse med nybyggeri synes vi, det er i orden, at lejerne medvirker, for, som jeg sagde, vi har en ambition om en så vidt muligt selvbærende sektor, også med et så stort egetansvar som overhovedet muligt. Det er den måde, vi tænker på.
     Og så vil jeg godt sige, at det jo ikke er sådan, at lejerne betaler det meste. Det er sådan, at staten faktisk betaler tre fjerdedele, og fremover vil Landsbyggefonden kun refundere en fjerdedel af statens udgifter til refusion.

Nu skal man jo heller ikke nedgøre, hvor meget lejerne betaler. Som det har været fremme flere gange i debatten, er regningen til de almene lejere løbet op i ca. 10 mia. kr. i alt takket være bl.a. Det Radikale Venstre. Så det er jo ikke småpenge, de får lov til at betale. Jeg ved godt, at der også er andre, der deltager i finansieringen, men der er en særlig pulje, en særlig skat, lige netop for de almene lejere.
     Det kræver ikke den store matematikeksamen at se, at hvis man lægger en særskat på de fattigste mennesker i det her land, øger man uligheden i stedet for at mindske den. Så jeg vil godt igen spørge fru Charlotte Fischer:
     Hvordan kan det være, at man mener, det er en særlig opgave for de almene lejere at betale for det her? Burde det ikke være noget, vi alle sammen tog os af i fællesskab, især hvis man gerne vil mindske uligheden?

Med risiko for at gentage mig selv synes jeg jo stadig, man skal understrege, at vi alle sammen betaler til nye almene boliger, og med den her aftale betaler vi mere, end man har gjort tidligere. Så vi synes sådan set, at den sociale profil, som også hr. Morten Homann er optaget af, er helt i orden i det her tilfælde.
     Må jeg så ikke bare sige - for der er måske nogle, der sidder og lytter og tænker om en særskat, at lige pludselig så skal lejerne betale nogle helt nye, større beløb - at det jo er sådan med den her ordning, at lejerne betaler deres leje, og når lånene er betalt, fortsætter de med at betale deres leje. Så ryger pengene ind i nogle forskellige fonde. Men det er jo ikke sådan, at lejerne lige pludselig betaler væsentlig mere. Faktisk bliver lejen fastfrosset, når de er færdige med at betale deres lån, så man kan sige, at over tid falder lejen faktisk.

Jeg blev provokeret af, at fru Charlotte Fischer sagde, at De Radikale virkelig ville bekæmpe ulighed, og at deres skattepolitik jo gør, at uligheden bliver bekæmpet. Nu er der lige kommet beregninger fra ministeriet, og de radikale skatteordførere har bekræftet, at det skatteudspil, som De Radikale ligger inde med, betyder større ulighed: De, der tjener under 100.000 kr., skal betale mere i skat; de, der tjener over 800.000 kr., skal betale 32.000 kr., eller hvor meget det er, mindre i skat. Så det hænger jo ikke rigtig sammen.
     Det her forslag, vi behandler i dag, er så også med til at øge uligheden, og det er derfor, vi siger fra. Vi siger også, at verden har forandret sig. Der er sket rigtig, rigtig meget i Danmark siden 2002. Uligheden er blevet væsentlig større - større end man kunne forudse - også på grund af boligmarkedet. Så fik vi i år en rapport, der viser, at der er brug for 163 mia. kr., hvis vi skal have nogle gode, tidssvarende almene boliger. Det er derfor, vi siger, at vi er nødt til at vise ansvarlighed og rettidig omhu og sørge for, at der er penge til, at vi får gode almene boliger i de kommende år.

Nu har Socialdemokraterne givetvis også været ude for, hvad der sker med ens udspil, når de bliver regnet igennem af regeringens apparat, og vi kan altså ikke genkende alle de beregninger, der er der. Det tror jeg også Socialdemokraterne har været ude for.
     Vores princip er sådan set klart: Der er ikke nogen - heller ikke dem, der har færrest penge i det her land - der skal betale mere i skat med vores skattereform. Det vil jeg gerne slå fast.
     Så vil jeg også bare slå fast, at noget af det, der øger uligheden allermest i de her år, og det kan man jo spørge en hvilken som helst økonomiekspert om, er skattestoppet og den måde, man fastfryser ejendomsværdiskatten på. Før man gør op med det, synes jeg egentlig ikke, man har nogen legitimitet til at tale om bekæmpelse af ulighed osv. - og så klinger det unægtelig en smule hult.

Det er jo ikke bare regeringen, der har lavet de her beregninger, det har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd også.

Jeg har en artikel her fra Berlingske Tidende den 16. november, hvori hr. Poul Erik Christensen udtaler sig. Det er ikke ret lang tid siden. Han siger, at det er rigtigt, der vil være en forskel for dem, der tjener under 100.000 kr. De får 400 kr. mindre om året. Det er også rigtigt, at folk med indkomster over 800.000 vil få godt 32.000 kr. ekstra til sig selv om året. Og derfor hænger det ikke sammen.

     Så kan man godt sige, at boligmarkedet har gjort, at der er stigende ulighed, og at skattestoppet og ejendomsværdiskattestoppet har givet stigende ulighed. Men hvis vi så fører en anden politik, den radikale skattepolitik, der så bare udvider uligheden, når vi heller ingen vegne.
     Så vil jeg gerne have fru Charlotte Fischer til også at bekræfte, at den rapport viser, at der er brug for de mange penge til renoveringen, hvis vi skal have nogle moderne, gode almene boliger, en uafhængig rapport bestilt af BL, som trods alt er et uafhængigt firma, der klart siger, at der er brug for alle de penge, hvis vi skal have sørget for gode toiletforhold, køkkener, indeklima og de ting, der nu er nødvendige for at have en god almen bolig.

Jeg vil ikke begive mig ud i en lang skattepolitisk diskussion, men jeg vil fastholde, at vores forslag stadig er skruet sådan sammen, at der ikke er nogen, der kommer til at opleve at skulle betale mere. Og så er det jo naturligt nok, at når man f.eks. hæver skatten - og vi kan jo huske, at det trods alt er sket - så er det jo dem, der tjener mest, der også kommer til at betale mest. Og omvendt kan man proportionalt sige, at når man sænker skatten, kommer de, der tjener mest, også til at spare mest.
     Sådan er det, når man har et proportionalt skattesystem. Det ændrer ikke ved, at skattestoppet med hensyn til boligejerne stadig er ekstremt ulighedsskabende, det kan man altså læse i mange rapporter, og det siger i øvrigt også Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
     Hvad angår renoveringer, vil jeg bare sige: Jo, jeg synes, det er en ærlig diskussion. Hvornår er nok nok? Man kan altid gøre mere. Det, jeg og vi har hæftet os ved, er, at det mellemscenarie, som Landsbyggefonden jo faktisk kalder et kvalitetsscenarie, er det, vi lever op til nu, og der står i den store tykke rapport, vi fik efter sommeren, at vi med det her scenarie sikrer et markant kvalitetsløft i den almene boligsektor. Og det er sådan set det, vi er overbevist om at vi gør med den her aftale.

Den radikale ordfører siger, at der ikke er tale om, at man tager penge fra lejerne, at det ikke er en særskat osv. Men når en ejer af et hus eller en ejerlejlighed har betalt sit lån ud eller har omlagt det, så den pågældende skal betale en meget mindre ydelse hver måned, så kan vedkommende gå ud og bruge de ekstra penge på at renovere sin bolig eller bruge dem på at rejse til den anden ende af verden, eller hvad den pågældende nu har lyst til.
     Når lejerne har betalt deres lån ud, for de får ikke lov at omlægge lån, de kan kun betale dem ud, og så bliver en del af de penge, som ellers skulle være brugt til at nedsætte deres husleje eller til at renovere deres boliger med, nu taget til at bygge nogle nye boliger til nogle andre mennesker. Dermed kommer disse lejere til at betale mere, end hvis vi sagde, at byggeri af nye boliger er noget, vi fælles skal betale over skatten, så ejerne også er med til at betale. Jeg er godt klar over, at de er med til at betale lidt af det nu, men sådan at det ikke særligt var lejerne, der skulle betale.

Igen: Vi vil jo gerne sikre, at boligejerne i det her land bidrager noget mere til hele samfundet, så det er det ene.
     Så synes jeg jo altså, det er en vigtig diskussion, hvor meget man kan sammenligne boligejere og lejere. Altså, kan man lave den sammenligning, som Enhedslistens ordfører gør? Jeg synes, den rummer nogle problemer, for noget af det, der gør sig gældende, når man er ejer, er jo f.eks. også, at man bærer en række risici, som man ikke bærer på samme måde, når man er lejer. Derfor skal man jo regne det ind og spørge:
Hvor meget skal det tælle? Kan man godt bare lave den der fuldstændig lige over-sammenligning, som Enhedslistens ordfører gør?
     Det synes jeg faktisk ikke helt man kan. Der er nogle andre vilkår ved at være ejer end ved at være lejer, og når man er lejer i den almene boligsektor, så er man del af det store fællesskab, som den almene boligsektor er, men også med det perspektiv, som vi jo lægger meget vægt på, nemlig at vi gerne vil have en almen boligsektor, der står meget mere på egne ben og kan udvikle sig selv, bygge nyt, udvikle boligområder osv. Derfor giver det god mening for os at tænke sektoren under et, og det er jo så det, man historisk har gjort, siden Landsbyggefonden blev oprettet for 40 år siden.

Jeg forstår det simpelt hen ikke helt. Hvis den radikale ordfører siger, at det, man ønsker, er, at den almene sektor skal stå på egne ben og klare sig selv og selv have lov at bestemme over sine egne penge - man må gå ud fra, der også ligger i det, at man skal have lov til selv at bestemme over sine egne penge til selv at renovere de boligområder, der har brug for det, til at gå ind og sætte huslejerne ned, hvor der er brug for det - hvorfor støtter man så, at regeringen skal gå ind og tage nogle af de penge, som den almene sektor ellers skulle bestemme over selv og bruge til noget nybyggeri, som man vel må sige er en fælles samfundsopgave, ligesom det efter min opfattelse er en fælles samfundsopgave at sørge for, at der er sygehuse og børnehaver og alt, hvad vi ellers har brug for, infrastruktur osv.?
     Hvorfor er det så lejerne, der særlig skal betale? Man går jo ikke ud og siger til alle dem, der har børn: I skal særlig betale for at få børnehaver - eller til dem, der er syge: I skal særlig betale for at få sygehuse.

Jo, det er også et fælles samfundsansvar, og derfor bliver det også sådan, at staten betaler tre gange så meget som Landsbyggefonden til det her. Det er jo netop i erkendelse af, at det her også er et fælles ansvar, du og jeg skal som skatteydere også bidrage til det her.
     Men igen, den almene boligsektor er jo i hvert fald for mig og for os ikke en statisk størrelse, som kun handler om de eksisterende boliger og om, hvorvidt de skal renoveres. Vi ser den som en dynamisk størrelse, hvor man skal bygge nyt, udvikle, for ellers sander sektoren til, og så kan man i øvrigt slet ikke løse de boligsociale problemer, der er i dele af sektoren i dag.
     Vi er simpelt hen afhængige af, at vi også får skabt nogle nye boliger. Og hvis man tror på hele perspektivet i, at sektoren så vidt muligt står på egne ben, så synes jeg, det giver rigtig god mening at sige, at den også så vidt muligt er selvfinansierende. Og det er jo så det, man har været enig om bredt her i Folketinget i massevis af år.

Det er jo en meget smuk tanke, og jeg er for så vidt også enig, når jeg hører fru Charlotte Fischer sige, at det er samfundets fælles ansvar at sørge for vores plejehjem, ligesom det er samfundets fælles ansvar at sørge for nogle hospitaler og sådan noget.
     Jeg skal ikke komme ind på skattedebatten, og at man har været uheldig fra De Radikales side at komme med noget, der vender den tunge ende nedad, det må gemmes til en anden dag, hvor skattedebatten kører, men man anerkender fra De Radikales side og fra fru Charlotte Fischers side, at der er en stigende ulighed i samfundet. Man anerkender fra fru Charlotte Fischers side, at man indtil nu og med det her forslag kommer til at tage 19.000 kr. pr. lejer i særskat. Hvad er begrundelsen for at fortsætte det? Hvorfor skal lejerne, hvis det er samfundets fælles ansvar at sikre de her goder som plejehjem og så fremdeles, så beskattes med den her særskat? Jeg synes ikke, vi hører nogen forklaring på det.

Jeg synes jo, det er Socialdemokraterne, der skylder et svar og egentlig ikke os. Vi gør jo sådan set det, man har gjort gennem tiderne, det, som vi var enige om i SR-regeringen, nemlig at støtte princippet om, at Landsbyggefonden kan bidrage til nybyggeri. Det var vi enige om i SR-regeringen, og det er det princip, vi fortsat holder ved. Vi synes bare, det skal være mindre, så vi har flere penge til renovering.
     Jeg synes, det mere er den ændring, der er sket i Socialdemokratiet, der rejser spørgsmål. Jeg har stadig ikke fået et svar på, hvorfor den er sket. Jeg synes, det er ærligt nok, at man skifter holdning her i livet. Det kan man jo godt gøre, men så kunne man i det mindste prøve at forklare hvorfor. Sådan er det jo, også i og med at Landsbyggefonden, som jo alle anerkender, har det som klart og tydeligt formål at yde bidrag også til nybyggeri. Så jeg synes egentlig ikke, det er os, Det Radikale Venstre, der skylder en forklaring her.

Jamen når man fra radikal side og fra fru Charlotte Fischers side anerkender, at uligheden er stigende, hvorfor mener man så hos De Radikale, at det er rigtigt at skubbe den vogn videre, så uligheden bliver større, ved at sige, at lejerne nu godt kan lægge 3.000 kr. mere pr. lejer for at deltage i særskatten fremover? Hvorfor er det ikke samfundet? Der er penge nok. Vi har en finansminister, der ikke fattes penge, vi har et land, der ikke fattes penge. Hvorfor er det så ikke samfundets opgave at sørge for vores plejehjemsboliger og for de almene boliger? Når uligheden vokser, hvorfor vil man så fra radikal side - det må fru Charlotte Fischer jo naturligt kunne svare på - være med til at skubbe, så uligheden bliver endnu større, ved at tage endnu flere penge fra lejerne?

Hvis man spørger en hvilken som helst økonom i det her land om, hvad der er med til at skabe ulighed, så er det skattestoppet. Og derfor må jeg bare sige, at når jeg hører et medlem, som i øvrigt forsvarer skattestoppet og er med til at holde hånden over de rigeste boligejere i det her land, tale om ulighed, så synes jeg ikke, det er rimeligt.

     Så vil jeg stadig gerne sige, at den her aftale sikrer, at der bliver afsat 2,4 mia. kr. til renovering. I 2002, hvor
S var med, afsatte man kun 1 mia. kr. til renovering. I den her aftale afsætter man 400 mio. kr. - kun 400 mio. kr. går til nybyggeri. Hvis man går tilbage i 2002, hvor S var med, blev det over 3 mia. kr. Så kan man godt tale om mange ting, men det er så rystende synligt, hvor meget bedre den her aftale er, også efter en socialdemokratisk målestok. Det er jo gået med, jeg havde nær sagt med lyntempo, men i vidt omfang er det gået
i den helt rigtige retning. Vi har fået markant flere penge til renovering og et markant lavere bidrag til nybyggeri.

Tak til fru Charlotte Fischer. Så er det hr. Morten Homann som ordfører.

Det her forslag skal ses i sammenhæng med, at de almene lejere i forvejen har betalt i omegnen af 8 mia. kr. for nybyggeriet, og nu har Dansk Folkeparti, De Radikale og regeringen så besluttet, at der nu skal sendes en regning på yderligere godt 1,5 mia. kr. til de almene lejere. Det har heller ikke generet forligspartierne, at kassen for længst er tom. Jeg tror, vi skal frem til 2020'erne, før der igen er penge i Landsbyggefonden. Men så har man lavet den konstruktion, hvor de almene lejere så må ud og låne penge for at kunne give de penge, som regeringen og forligspartierne forlanger.
     Alt det her, skal man jo huske på - det har vi også fået bekræftet i debatten - giver ikke en eneste ekstra bolig. Reglerne for, hvordan der bliver bygget boliger, ligger fast. De er ikke ændrede. Det er boligorganisationer og kommuner, der beslutter det. Det her drejer sig alene om slagsmålet om, hvem der skal betale regningen. Er det en opgave for os alle sammen i fællesskab, sådan som jeg og SF synes det skal være, eller er det noget, som de nuværende almene lejere har en særlig opgave med at betale?
     Der mener De Radikale, Dansk Folkeparti og regeringen altså, at man skal lægge en særskat på de almene lejere. Ikke fordi der mangler penge i det danske samfund. Der er et kolossalt overskud. Der er oven i købet også overskud til, at man har kunnet give skattelettelser til nogle af de rigeste, men samtidig skal de fattigste danskere betale ekstra for at få bygget boliger.
     Specielt den radikale ordfører har gjort meget ud af, at der nu til gengæld også kommer nogle penge til renovering; ikke alene skal der betales for nybyggeri, men der er også penge til renovering. Jeg vil med det samme sige, at jeg selvfølgelig synes, det er fint, at man bruger pengene fra Landsbyggefonden til renovering. Det var sådan set det, som de fleste lejere har sparet op til i den tro, at det skulle bruges til renovering.
     Det lyder meget flot, når fru Charlotte Fischer kommer og får det til at lyde, som om hun kommer med en gave til renovering til de almene lejere. Det er jo de almene lejere, som har sparet pengene sammen til renovering. Hvis en boligejer sparer sammen til et nyt tag, så kan han eller hun selvfølgelig også gå ud og bruge pengene til nyt tag. Så det er ikke noget, fru Charlotte Fischer kan tage æren for. Det er sådan set de almene lejere selv, som har sparet pengene sammen. Det mindste, man kan sikre, er da, at de også kan få lov at bruge bare en del af de penge til at få renoveret boliger.
     Sandheden er jo, at når man samtidig skal betale penge til nybyggeri, er der færre penge til renovering, end der ellers ville have været. Det betyder, at de almene boliger er mere forfaldne, end de ellers ville have været. Det betyder, at det bliver sværere at få bekæmpet ghettoer, end det ellers ville have været. Så De Radikale, Dansk Folkeparti og regeringen har et betydeligt medansvar for, at det i mange almene boligområder går den forkerte vej med at få boligstandarden op og det sociale til at hænge sammen.
     Efter SF's opfattelse er det en samfundsopgave at sørge for, at alle mennesker har et sted at bo, og det betyder også, at det skal være en fælles opgave at finansiere det. Derfor er det vores opfordring, at forligspartierne og regeringen lægger pengene tilbage, hvor de har taget dem, nemlig i Landsbyggefonden, så lejerne kan bruge dem til at få renoveret og moderniseret deres boliger og forebygge, at de udvikler sig til nye ghettoområder. Og så skal vi i fællesskab sørge for at betale for, at der er boliger nok til alle.
     Jeg behøver vist ikke at sige, at SF heller ikke denne gang kan stemme for forslaget.

Der er en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Morten Østergaard.

Nu har vi tidligere haft en diskussion med Socialdemokraterne om, hvilken aftale der var bedst vurderet ud fra, hvor mange penge der går til nybyggeri, hvor mange penge der er afsat til renovering, og hvor mange penge der går til social indsats. Da vi ikke kunne få et klart svar fra hr. Carsten Hansen, Socialdemokraternes ordfører, der snakkede udenom, så det satte nye rekorder for Folketinget, så tænkte vi, det kunne være, at hr. Morten Homann måske ville være opmand i den diskussion, vi har med Socialdemokraterne.
     Hvis man sammenligner den aftale, der i dag ligger foran os, med den, som Socialdemokraterne var med til at indgå i 2002, hvilken aftale - ud fra de principper, som hr. Morten Homann mener er SF's - er bedst set ud fra lejernes interesser?

Man kan forestille sig, at en mand blev overfaldet og groft frarøvet alle sine penge, og så var han så uheldig, at han blev liggende på fortovet efter røveriet. Lidt senere kom nogle andre folk og stjal også hans tøj, hans taske og de ting, som var tilbage. Jeg kan ikke vurdere, hvilket af de to røverier der var værst. For sandheden er jo, at der har været et røveri i gang mod de almene lejere igennem flere år, og nu er der stort set ikke noget tilbage; man skal frem til 2025, før der er penge tilbage. Så det tør jeg slet ikke begive mig ud i at vurdere.
     Jeg forstår godt, at Socialdemokraterne har lidt svært ved at forklare sig ud af det, fordi de selv har medvirket til det her, men det skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Jeg har fra starten sagt, at det her ikke var noget, SF ville medvirke i, og SF har ikke været med til at stjæle en krone fra Landsbyggefonden.

Jeg er altid åben over for frisk retorik. Det er selvfølgelig sådan, at også Boligselskabernes Landsorganisation har erkendt, at der juridisk set ikke er tale om noget tyveri, bare som en oplysning til folk, der måtte følge debatten. Der er så tale om en anden type tyveri, som jeg forstår hr. Morten Homann, men juridisk er der ikke noget i vejen for det, hvilket vi også ved fra flere tidligere socialdemokratiske ministre.
     Jeg vil gerne spørge hr. Morten Homann: Hvis man synes, at der skal tages 0 pct., er det så bedre at tage 25 pct. end
50 pct.? Hvis man synes, der skal sættes mange penge af til renovering, er det så bedre at sætte 1,5 mia. kr. af end 2,4 mia. kr.? Hvis man synes, at der skal sættes mange penge af til en social indsats i belastede områder, er det så bedre at investere over en milliard over 4 år end at sætte 13 mio. kr. af om året?

Er det bedre at stjæle fra en mand første gang og tage alle hans penge og hans mobiltelefon, eller er det bedre at vende tilbage senere og så plukke tøjet af ham og stjæle hans taske også? Det er det, der er sandheden. De Radikale har jo medvirket hele vejen igennem til at tage penge fra de almene lejere.
     Så jeg vil godt sende spørgsmålet til De Radikale og spørge: Hvorfor er det de almene lejere, som typisk er blandt de fattigste mennesker i det her land, som skal være med til at betale for byggeriet af nye boliger, hvilket burde være en fælles opgave? Hvorfor kunne man ikke sige, at de almene lejeres opsparing, det, de har betalt over deres husleje til Landsbyggefonden, skal komme de almene lejere til gode i form af modernisering og renovering af deres boliger?

Tak til hr. Morten Homann. Så er det fru Line Barfod som ordfører.

Da vores ordfører på området, fru Pernille Rosenkrantz-Theil, ikke kan være til stede, skal jeg på hendes vegne fremføre følgende:
     Først skal jeg sige, at det er fuldstændig uacceptabelt, at man kun har haft 3 dages høringsfrist ude i organisationerne til at se på det her forslag. Vi mener, det er meget vigtigt, at man sikrer, at organisationerne har en ordentlig høringsfrist, hvis vi skal have en ordentlig lovkvalitet.
     Så til indholdet. I Folketinget er regeringen nu sammen med Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti ved at udmønte den asociale boligaftale, de indgik den 5. november 2006. Aftalen indebærer, at der igen tages penge fra lejerne til nybyggeri.
     Enhedslisten tager på det kraftigste afstand fra, at regeringen fortsætter tyveriet af lejernes penge. Regeringen bør holde fingrene fra lejernes renoveringsmidler. De penge skal selvsagt bruges til renovering af de eksisterende lejeboliger, ikke til at finansiere nybyggeri. Det er en samfundsopgave, som burde finansieres over skatten. Det er usmageligt og ulighedsskabende, at regeringen lader dem, der normalt har en lav indkomst, finansiere nybyggeri, og det burde være indlysende for alle, at man ikke skal lade de svageste betale for de kommende byggerier af ældreboliger og plejeboliger, der jo kommer alle i Danmark til gode.
     Samtidig med tyveriet af lejernes penge har regeringen fremsat forslag om, at en pulje på 400 mio. kr. årligt til støtte til nybyggeri inden for den private sektor bliver lukket ned. Jeg synes, det er fornuftigt at lukke denne pulje, der jo reelt blot er offentlig virksomhedsstøtte til bygherrer, hvorefter bolighajerne kan leje ud privat til ågerpriser, hvis de ønsker det. Hvad jeg ikke forstår er, hvorfor man ikke har overført de 400 mio. kr. til bygning af almene boliger. Det er et spørgsmål om politisk vilje, for pengene er der.

     De næste 6 år vil Landsbyggefonden kunne støtte renoveringer for i alt 14,4 mia. kr., og det er da en start på at gøre noget ved det massive vedligeholdelsesefterslæb, som den almene boligsektor lider under. Men når ministeriets egen store embedsmandsrapport dokumenterer, at renoveringsbehovet svarer til et beløb mellem 59 og 163 mia. kr., så er det alt, alt for lidt.
     Enhedslisten foreslår, at regeringen forlader sine store villaer og gårde bare for en dag og tager ud i de almene boligområder og ser på nedslidningen af bygningerne både indvendig og udvendig. Så kan det være, det vil gå op for regeringen - og de kan jo tage Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre med - at indsatsen er alt for uambitiøs.
     Enhedslisten arbejder for en langt mere offensiv strategi i forhold til renovering og nybyggeri inden for den almene sektor. Det er vigtigt, at den almene boligmasse er af varieret og høj kvalitet, så den kan være attraktiv for forskellige mennesker. Polariseringen i samfundet må og skal stoppes, og her spiller boligpolitikken en central rolle. Det er her, det grundlæggende lighedsspørgsmål står i dag, og derfor skal regeringen øjeblikkelig stoppe tyveriet af lejernes penge og i stedet beskatte de milliardgevinster, som boligejerne vinder ved salg af deres boliger. De penge kunne så bruges til kvalitetsnybyggeri inden for den almene sektor. Sammenhængskraften i boligområder og i samfundet skal sikres, og det kan man gøre gennem en solidarisk og offensiv boligpolitik.
     Enhedslisten kan ikke støtte forslaget.

Tak til fru Line Barfod. Så er det socialministeren.

Tak for en god, og skulle vi sige lang debat om dette forslag.
     Jeg var meget glad for, at fru Charlotte Fischer nævnte, at der jo også er sat et reformarbejde i gang med det her forslag. Vi har blandt partierne bag aftalen syntes, at det var vigtigt at prøve at se på hele styringen af den almene sektor, og vi ønsker at gå fra en regelbaseret styring over til at give nogle større frihedsgrader og i langt højere grad gøre brug af mål- og rammestyring omkring den almene sektor. Jeg er fuldstændig enig med fru Charlotte Fischer i, at det er et meget vigtigt arbejde, der er sat i gang, og nu vil der jo være et udvalg, der arbejder frem til foråret 2008 med at få løst de utallige spørgsmål, der rejser sig, når man vil ændre på styringsformen.
     Ellers vil jeg egentlig koncentrere mig om at kommentere på faktisk kun én ting, nemlig det fantastiske hykleri, vi har set fra Socialdemokraternes side i dag. Altså, jeg synes, det har været slemt tidligere, men i dag slår det dog alle rekorder. Det er, som om Socialdemokraterne enten meget bevidst bare ikke vil vedkende sig, hvad man tidligere selv har stået for, eller også går man bevidst uden om det og forsøger at glemme, hvad man selv har deltaget i.
     Sagen er, at vi fortsætter den linje, der hele tiden har været omkring Landsbyggefonden. Vi tager fat på nogle af de alvorlige problemer, der er i den almene sektor ved at prioritere forskellige indsatser dækkende over renovering, social indsats og nybyggeri. F.eks. er det jo noget helt nyt, at vi har sørget for netop at lave en helt specifik social indsats for at bekæmpe og forebygge ghettoproblemer. Det er noget af det, vi tog med i boligaftalen 2005.
     Nu kan jeg så forstå, at når vi henviser til, hvad Socialdemokraterne stod for, da de selv havde regeringsmagten, det lovforslag, der blev fremsat, diskuteret og vedtaget i 1999, åh, så er det, fordi det bare var noget, der skulle række langt ud i fremtiden. I det mindste ligger der vel i det, at hr. Carsten Hansen vedstår, at langt ud i fremtiden må Landsbyggefonden gerne bidrage til nybyggeri, for ellers er hr. Carsten Hansens egne udtalelser dybt usympatiske.
     Det er, som om hr. Carsten Hansen fuldstændig glemmer det lovforslag, som den daværende regering selv fremsatte i 2001, og som også kort blev nævnt fra fru Charlotte Fischers side. Hvorfor negligerer Socialdemokraterne fuldstændig det, man både fremsatte forslag om, da man var i regering og efterfølgende også som opposition? Det må jeg jo tage som udtryk for, at man reelt virkelig mente det, man foreslog den gang, og det er jo sådan set bare 5 år siden.
     Forslaget omfattede et forslag til medfinansiering af nybyggeriet. Landsbyggefonden skulle 10 år efter tilsagnsåret refundere statens årlige udgifter til 3.100 familieboliger med tilsagn fra årene 2002-2004. Fonden skulle endvidere efter 15 år refundere statens årlige udgifter til 3.000 almene ældreboliger med tilsagn i årene 2002-2004.

     Det er jo helt utroligt. Nu husker jeg desværre ikke - og jeg har ikke nået at kontrollere det - hvem der egentlig var ordfører på det forslag, som den daværende socialdemokratisk ledede regering fremsatte i 2001, L 48 hed det dengang. Så blev der udskrevet valg, og godt for det, for det gav jo et regeringsskifte. Men så fremsatte to oppositionspartier, nemlig Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre et beslutningsforslag umiddelbart derefter, nemlig i december måned, som indeholdt akkurat det samme. Så for bare
5 år siden stod Socialdemokraterne altså bag et meget konkret forslag om, at nu skulle der også ske et reelt bidrag til nybyggeriet. Det er derfor, jeg bare siger: Hykleriet kan ikke blive værre end det, vi har set fremstillet her i dag, for det var jo ikke kun noget, man ville på meget lang sigt, nej, man ville det faktisk inden for en overskuelig fremtid - akkurat ligesom det, der gør sig gældende i den boligaftale, vi har indgået. Med det kendskab, der er til det lovforslag - og nu har vi jo fået genopfrisket hr. Carsten Hansens og også fru Lissa Mathiasens hukommelse - er det også sjovt at skulle høre: Det var Boligselskabernes Landsforening, der fik os til at gå med
i 2002. Og så var der en eller anden indrømmelse, man fik. Som om en sådan indrømmelse skulle være det, der fik en til fuldstændig at gå på kompromis med de principper, man selv tidligere havde stået for. Men sådan er det jo heller ikke, og det er jo nøje dokumenteret både med lovgivningen fra 1999 og med forslaget fra 2001. Så skal jeg sige noget til fru Lissa Mathiasen omkring hele den her diskussion om, hvilke boliger der er omfattet af det, og der må jeg gå tilbage til den lovgivning, som den daværende regering fik gennemført i 1999, hvor den daværende ansvarlige minister, fru Jytte Andersen, siger: »Baggrunden for at inddrage de ...kommunale almene ældreboliger under Landsbyggefonden er, at der er tale om almene boliger. Det er fundet rimeligt, at der skal gælde samme regler for alt alment byggeri, herunder at samtlige typer almene boliger skal medvirke i forbindelse med den fremtidige selvfinansiering.« Det har altså været klar socialdemokratisk politik tidligere. Så tror jeg, det var hr. René Skau Björnsson, der var inde på, at der jo ikke er en eneste krone i Landsbyggefonden på nuværende tidspunkt, og det er jo rigtigt, at det, vi tager fat på nu, er at aktivere penge, der på sigt kommer ind
i Landsbyggefonden, men det er jo netop, fordi vi vil tage hånd om de problemer, der er i den almene sektor, og det er vel at mærke også pengene til renovering og pengene til en social indsats og bekæmpelse af ghettoproblemer, og der forstår jeg ligesom, at når bare det er til de formål, er det helt o.k. at gøre det. Der kan man jo kun anmode om en lille smule konsekvens. Så skal jeg endelig til fru Line Barfod bare ganske kort sige, at i den udredning, som vi foretog omkring den almene sektor, satte vi forskellige scenarier op for renoveringsbehovet, og det er rigtigt, at der var en meget stor spændvidde afhængigt af, hvor ambitiøs man er, og der har vi valgt at være ret ambitiøse i forligskredsen, for med det, vi nu har aftalt, er der faktisk et grundlag for at kunne renovere for i alt 124 mia. kr. frem til 2030, og det svarer så at sige til midterniveauet, hvis man kan sige det på den måde. Man kan altid diskutere, hvor meget ekstra der skal gøres, men jeg synes faktisk, det er meget flot at nå frem til det niveau. Så når fru Line Barfod siger, at vi er ret uambitiøse, må jeg bare sige: Nej, tværtom, vi er ret ambitiøse, og det har vi vist med den boligaftale, vi har indgået.

Der er et par korte bemærkninger til ministeren, og det er først fra hr. Carsten Hansen.

Tak for svarene. Der var jo i hvert fald svar til mig personligt, og det er jo altid rart.
     Nu vi er i gang med citaterne, vil jeg gerne citere ministeren fra den 18. september 2005 i Jyllands-Posten. Der siger ministeren til Jyllands-Posten:
     »Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. ... Vi skal ikke bruge kræfterne på (at) bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande. Det er Rwanda også ...«.
     Det vil sige, at her bliver vi sammenlignet med Rwanda, og det andet, der bliver sagt, er, at uligheden skaber dynamik i samfundet.
     Er det det, Venstre er i gang med, når man bruger lejernes penge til nybyggeri? Og er det ikke fakta, at vi aldrig i vores regeringstid har brugt penge, ikke siden 1978 og frem til 2001, hvor den borgerlige regering kommer til, til ydelsesstøtte i den almene sektor?

Når argumenterne ikke rækker længere ... Det må man jo næsten sige som kommentar til hr. Carsten Hansens forsøg på at inddrage det citat fra mig, og det vil jeg ikke kommentere yderligere på; den diskussion har vi haft.
     Det kan godt være, det ikke lykkedes Socialdemokraterne at komme igennem med det, der var deres intentioner, men der ligger jo et lovforslag fra 2001 fremsat af den daværende regering, og det går ud på præcis det samme som det her, og derfor er det jo noget vrøvl, når hr. Carsten Hansen bare bliver ved med at sige: Nej, det er først langt ud i fremtiden, det her overhovedet skulle komme på tale.

Så er det hr. Carsten Hansen for endnu en kort bemærkning.

Der var en, der engang sagde: Hvis det er fakta, så benægter
a fakta. Det var en fra det tidligere Fremskridtsparti, nuværende Dansk Folkeparti. Men ministeren benægter også fakta, for vi har aldrig i vores regeringstid taget penge fra Landsbyggefonden til ydelsesstøtte til boligerne. Et er, at man løber fra sine gamle citater om, at ulighed skaber dynamik, men det, jeg vil spørge ministeren om, er: Hvordan kan det være, at den almene sektor i fremtiden ikke må finansiere og bruge de samme låneformer som private ejerboliger? Det har man jo lige vedtaget på Venstres Landsmøde. Hvad er begrundelsen for det, og agter man at opretholde den her bestemmelse, så længe man er i regering, altså i hele regeringens levetid? Hvad er begrundelsen for, at den almene sektor, lejerne, ikke må få del i de nye låneformer?

Hvor kan man ærgre sig over, at det er fredag eftermiddag og Folketingssalen næsten er tom. Hvor ville det have glædet mig, hvis mange flere kunne høre det her hykleri. Hr. Carsten Hansen vil fuldstændig negligere, hvad man selv har stået for
i 1999, hvad man fremsatte lovforslag om i 2001, L 48, som jeg synes hr. Carsten Hansen skal gå ind og finde efterfølgende, og det beslutningsforslag, man oven i købet fremsatte, efter at der havde været folketingsvalg og et regeringsskifte, og som jeg da kun kan tage som udtryk for, at man rent faktisk mente det, man stod for, dengang man var
i regering. Men sådan kan det åbenbart gå, lige så snart man kommer i opposition og har svært ved at finde sine ben at stå på. Med hensyn til låneformer skal jeg sige, at jeg synes, det er meget væsentligt, at man i den almene sektor har den tryghed, der ligger i, at huslejen er fast. Der er forskellige måder at bo på så at sige: Der er det at eje sin bolig, og der er det at bo til leje. Der er det jo virkelig en tryghed, der gives til de almene lejere, fordi de ved, at huslejen ligger fast. Hvis man skal give mulighed for at bruge alle mulige forskellige låntyper, giver man jo så også mulighed for de risici, der er forbundet med det, og det vil sige, at vi vil få en helt anden almen sektor eller i hvert fald nogle helt andre forhold end dem, der gør sig gældende i dag. Og jeg undrer mig såre over, at Socialdemokraterne er indstillet på at smide den tryghed over bord, der ligger i, at huslejen er kendt.

Nu kan man undre sig over, når ministeren tager i sin egen mund at tale om hykleri, at ministeren så ikke også overvejer lidt, at man skal passe på at feje for sin egen dør først.
     Det er vel grænseløst hykleri, synes jeg, når ministeren nu ikke engang vil kommentere, ikke vil høre, hvad ministeren faktisk selv sagde for bare et år siden, hvor ministeren jo netop var ude at sige, at ulighed skaber dynamik, og at det er godt. Jeg ved så godt, at ministeren ikke måtte sige det for statsministeren, så nu kommer det ind ad bagdøren.
     Uligheden er stigende. Det tror jeg ministeren må erkende. Det siger alle, der overhovedet har undersøgt det her. Det vil sige, at man går ud fra en devise, der hedder:
Den, der har mere, skal mere gives. Lejerne bliver fattigere, og så er devisen altså fra regeringen og fra ministerens side: Ud fra at ulighed skaber dynamik, kan vi godt tage lidt mere fra lejerne, for de bliver i forvejen fattigere og fattigere.
     Bekymrer det ikke ministeren, at vi får en højere og højere grad af ulighed? Det synes jeg ville klæde ministeren at svare på, for når man nu ikke må tale om, at ulighed er godt, bør det bekymre ministeren, at vi får større og større ulighed i det her samfund, og at det er for lejerne, den tunge ende vender nedad.

Jeg har tre bemærkninger. Den første er, at jeg har svært ved at se, hvilken relevans de udtalelser, jeg kom med i Jyllands-Posten, har for den her debat - helt ærligt.
     Den anden er, at uligheden steg allermest under Nyrupregeringen i midten af 1990'erne, da man foretog nogle reformer. Det er et faktum.
     Den tredje er, at jeg ikke ved af, at lejerne som sådan bliver fattigere. Det, jeg ved, er, at partierne bag boligaftalen tager et ansvar for at sikre en positiv udvikling i den almene sektor ved allerede nu at sørge for at aktivere de penge, vi ved kommer ind i Landsbyggefonden, sådan at de kan komme lejerne til gode.

     Vi sætter ind med en massiv renoveringsindsats, som aldrig er set før, og som er så meget større end det, Socialdemokraterne selv har stået bag i sin tid. Vi har sat ind med penge til en social og forebyggende indsats, og det gør vi netop, fordi vi synes, der er nogle problemer i den almene sektor, som vi gerne vil sørge for at tage hånd om.

Ministeren har åbenbart ikke konstateret, at der altså er kommet nye tal på bordet. Vi har en større ulighed, end vi har haft tilbage i 1990'erne. Det er det ene.
     Det andet er, at ministeren ikke har konstateret, at vi rent faktisk har en meget stor gruppe af lejere, der bliver sat ud. Vi har endda prøvet at få ministeren til at engagere sig i det og måske også overveje, om ikke der skulle sættes ind i forhold til de mange lejere, der rent faktisk bliver sat ud, lejere, som samtidig er børnefamilier. Det synes vi er en meget alvorlig konsekvens.
     Samtidig ser man altså, at regeringen nu tager 19.000 kr., når vi regner fra 2002 og frem til det forslag, der ligger her. 19.000 kr. pr. lejer tager man og opkræver i særskat for at kunne give til dem, der har mere.
     Ministeren sagde så før - og jeg vil godt have ministeren til at forklare det - at man fra ministerens side ikke rigtig kunne se, hvad det var, der var så galt ved at låne penge fra Landsbyggefonden, når det er nybyggeri. Ja, hvad er forskellen på nybyggeri og renovering? Nybyggeri, hvor lejerne har betalt 19.000 kr. med den aftale her, betyder højere huslejer for lejerne. En renoveringsindsats betyder rent faktisk en lavere husleje for lejerne. Det er forskellen.

(Kort bemærkning.)
Jeg replicerede såmænd bare på, at både hr. Carsten Hansen og hr. René Skau Björnsson var inde på den der konstruktion med, at vi allerede nu aktiverer penge i Landsbyggefonden, så det kan komme lejerne til gode, og det synes jeg er såre fornuftigt, for vi ved, at der kommer rigtig mange penge ind
i Landsbyggefonden, vi ved, at der er et stort renoveringsbehov allerede nu, vi ved, at der er brug for en særlig indsats for at bekæmpe ghettoproblemerne, vi ved, der er brug for, at vi bygger flere almene boliger, og derfor synes vi helt ærligt, at det giver god mening at sørge for at lave en konstruktion, hvor vi allerede nu kan tage hånd om de problemer, der er i den almene sektor. Men jeg må jo konkludere, at Socialdemokraterne simpelt hen er så frustrerede over ikke længere at have nogen som helst rolle at spille, når det drejer sig om den almene sektor, at man roder sig ud i alle mulige forviklinger og har meget svært ved at hitte ud af, hvordan man finder en rød tråd i forhold til, hvad man tidligere selv stod for. Jeg synes, det er dybt beklageligt, at Socialdemokraterne er slået ind på den kurs, og jeg troede egentlig, at de ville vide bedre.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Formanden:
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Boligudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.