BESKÆFTIGELSESMINISTERIET

 

December 2006

 

 

 

Ændringsforslag

til

Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge

 og forskellige andre love

(Ændring af regler om forlængelse af sygedagpengeperioden, sygedagpenge til delvist sygemeldte, udvidelse af arbejdsgiverperioden samt konsekvensændringer) – L 73

 

 

Af beskæftigelsesministeren:

 

Til § 1

 

1)  I nr. 1 udgår ”§ 24, stk. 2, nr. 1,”.

 

[Konsekvensændring]

 

 

2)  Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:

 

”01.  § 24, stk. 2, nr. 1, ophæves, og i stedet indsættes:

 

   ”1)  fra arbejdsgiveren i de første 15 kalenderdage af fraværsperioden

          ved sygdom,

2)      fra kommunen i de første 15 kalenderdage af fraværsperioden for

lønmodtagere og i de første 2 uger af fraværsperioden for selvstændige erhvervsdrivende, eller”

 

    Nr. 2 bliver herefter nr. 3.

 

[Præcisering af opgørelse af sygedagpengeperioden i forbindelse med varighedsbegrænsning]

 

 

Til § 17

 

3)  I stk. 2 indsættes efter ”§ 1, nr. 1”: ”og nr. 01”.

 

[Konsekvensændring]

4)  I stk. 3 ændres: ”modtagere af sygedagpenge, der er omfattet af reglerne om begrænsning af varighed af sygedagpenge efter lovens § 24, stk. 1, og § 27, stk. 1” til: ”personer, der modtager sygedagpenge”.

 

[Præcisering af ikrafttrædelsesbestemmelse]

 

 

 

Bemærkninger

 

Til nr. 1-3

 

Ændringerne har til formål at fastlægge, hvordan perioden med sygedagpenge for selvstændige erhvervsdrivende skal opgøres i forbindelse med anvendelse af lovens varighedsbegrænsning.

 

Når en selvstændig har tegnet en sygedagpengeforsikring, kan den selvstændige få udbetalt dagpenge fra kommunen også i de første 2 uger af fraværsperioden. Med ændringerne fastslås det, at der ved opgørelse af sygedagpengeperioden for selvstændige som hidtil skal fratrækkes 2 uger, mens der for lønmodtagere i konsekvens af forslaget om at udvide arbejdsgiverperioden skal fratrækkes 15 kalenderdage.

 

 

Til nr. 4

 

Ifølge ikrafttrædelsesbestemmelsen i stk. 3 skal udvidelsen af forlængelsesreglen omfatte modtagere af sygedagpenge, som den 2. april 2007 eller senere er omfattet af varighedsbegrænsningen efter lovens § 24, stk. 1 og § 27, stk. 1.

 

Ved alene at henvise til de nævnte bestemmelser i den gældende lov om sygedagpenge kan formuleringen give anledning til tvivl om den målgruppe, der er omfattet af lovforslaget.

 

Med ændringen præciseres det, at udvidelsen af forlængelsesreglen omfatter alle personer, der modtager sygedagpenge den 2. april 2007 eller senere, dvs. uanset om de er omfattet af den gældende lov om sygedagpenge (1. fraværsdag den 3. juli 2006 eller senere) eller af den tidligere lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (1. fraværsdag før den 3. juli 2006).

 

Den foreslåede præcisering har ikke i øvrigt konsekvenser for lovforslaget.