Vi støtter klart ønsket om at få sagen tilbage i udvalget.
Egentlig er det en meget historisk dag, så det er ærgerligt, at der er så få folketingsmedlemmer, der hører efter, fordi det, der er sket, faktisk har meget stor betydning for Folketingets fremtidige arbejde og er en væsentlig ændring i vores hidtidige opfattelse af arbejdet på det internationale område.
Det har jo været en udvikling igennem flere år, at internationale aftaler ikke kun er et spørgsmål om grænsedragning og noget på det fuldstændig overordnede statslige plan, men at internationale aftaler i dag i stort omfang skaber direkte ret for borgerne, har direkte betydning for den enkelte borger, som f.eks. den lov, vi står med i dag, der bygger på en international aftale om, at statsborgere kan udleveres til andre lande. Det er noget, der
i den grad har betydning for den enkelte borger, at man pludselig ikke længere har en beskyttelse i sit statsborgerskab, men at man kan udleveres til andre lande. Vi har hidtil ikke rigtig diskuteret det i Folketinget, når aftalerne blev indgået. Vi er først kommet ind, når det nærmest var for sent, kan man sige, når aftalerne var indgået og skulle omsættes til lovgivning. Selvfølgelig kunne Folketinget nedlægge veto på det tidspunkt, men det er svært at forestille sig. Det, vi har opnået nu, er, at regeringen har givet tilsagn om - og i Retsudvalget var der fuld opbakning til det fra alle partier - at vi fremover skal have en ordning, så Folketinget inddrages, når man går i gang med at forhandle internationale aftaler, og at vi løbende og i hvert fald i forbindelse med hvert folketingsvalg får en oversigt over de internationale aftaler, der er i gang, så vi kan prøve at påvirke dem. Det er en meget stor forbedring af Folketingets muligheder.