Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 4 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af færdselsloven og pasloven (Befordring af børn på motorcykel og trehjulet knallert, måling og vejning af børn, reservation af parkeringspladser til bestemte køretøjer og betaling af pasgebyr) (L 71).

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes i fortsættelse af 1. behandling redegøre for, hvorfor grænsen for, hvilke børn som ikke må befordres på motorcykel, ikke i stedet sættes til f.eks. 7 eller 8 år eller 135 cm.”

 

Svar:

 

Det følger af den gældende bestemmelse i færdselslovens § 82, stk. 1, at personer ikke må være anbragt på en sådan måde, at føreren af et køretøj ikke har frit udsyn og tilstrækkelig mulighed for at manøvrere køretøjet. Passagerer må endvidere ikke medtages i et sådant omfang eller være anbragt på en sådan måde, at der kan opstå fare for dem selv eller andre, jf. § 82, stk. 2.

 

Som anført i punkt 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger indebærer disse bestemmelser bl.a., at et barn, der er passager på en trehjulet knallert eller en motorcykel, hvor der ikke er sikkerhedssele, skal have en sådan størrelse og fysisk og psykisk udvikling i øvrigt, at barnet kan sidde ordentligt fast på køretøjet under kørslen. F.eks. skal et barn, der sidder bag på en tohjulet motorcykel, kunne hvile fødderne på fodstøtterne og fastholde et sikkert greb om føreren.

 

Føreren af en motorcykel eller en (trehjulet) knallert skal endvidere efter de gældende regler påse, at passagerer i alderen 8-14 år anvender fastspændt styrthjelm, hvor der ikke er sikkerhedssele, jf. § 81, stk. 3, jf. stk. 2. Der gælder ingen minimumsalder for passagerer på trehjulede knallerter og motorcykler.

 

Et barn under 8 år, som har en sådan størrelse og udvikling i øvrigt, at barnet kan sidde ordentligt fast på køretøjet som beskrevet ovenfor, kan således efter de gældende regler lovligt befordres på en motorcykel, hvor der ikke er sikkerhedssele, uden anvendelse af styrthjelm.

 

Det er Justitsministeriets opfattelse, at børn under ingen omstændigheder bør befordres på trehjulet knallert eller motorcykel, hvor der ikke er sikkerhedssele, uden at anvende styrthjelm. Da børn under 5 år kan være for små til at anvende styrthjelm, jf. herved punkt 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger, har Justitsministeriet derfor foreslået, at befordring af børn under denne alder på sådanne køretøjer forbydes, og at føreren forpligtes til at påse, at eventuelle passagerer i alderen 5-14 år (efter de gældende regler 8-14 år) anvender styrthjelm.  

 

Som det fremhæves i punkt 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger, kan der ikke sluttes modsætningsvis fra det foreslåede forbud mod befordring af børn under 5 år, således at børn på 5 år og derover altid kan transporteres på motorcykel og trehjulet knallert, selv om der ikke er sikkerhedssele. For at et barn kan transporteres på motorcykel eller trehjulet knallert, hvor der ikke er sikkerhedssele, er det i henhold til lovforslaget nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt, at barnet er 5 år. Barnet skal herudover fortsat være i stand til at sidde ordentligt fast på køretøjet, jf. de ovennævnte regler i færdselslovens § 82, stk. 1 og 2.

 

Justitsministeriet finder ikke, at der er grundlag for at lovfæste en given aldersgrænse eller minimumshøjde som udtryk for, hvornår børn generelt er i stand til at sidde ordentligt fast på en trehjulet knallert eller motorcykel, hvor der ikke er sikkerhedssele. Justitsministeriet lægger herved vægt på, at børns størrelse, styrke og udvikling i øvrigt på et givent alderstrin – ligesom forholdet mellem på den ene side et barns højde og på den anden side barnets styrke og udvikling i øvrigt – kan variere betragteligt.