Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 3 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af færdselsloven og pasloven (Befordring af børn på motorcykel og trehjulet knallert, måling og vejning af børn, reservation af parkeringspladser til bestemte køretøjer og betaling af pasgebyr) (L 71).

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes i fortsættelse af 1. behandling redegøre for, hvorfor ordet ”tungtvejende” indgår i forslaget vedrørende reservation af parkeringspladser til bestemte køretøjer.

 

Vil ministeren overveje at lade ordet ”tungtvejende” udgå?”

 

Svar:

 

Med lovforslagets § 1, nr. 5, udvides adgangen for vejbestyrelser og vejmyndigheder til – med politiets samtykke – at træffe færdselsmæssige bestemmelser, der indvirker på vejens udnyttelse eller indretning, jf. færdselslovens § 92. Udvidelsen består nærmere bestemt i, at vejbestyrelsen/vejmyndigheden, når særligt tungtvejende hensyn taler herfor, kan bestemme, at en parkeringsplads skal reserveres til et eller flere bestemte køretøjer, som anvendes af en person med handicap.

 

Som det fremgår af punkt 4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger, har færdselslovens § 92 hidtil alene indeholdt hjemmel til at træffe bestemmelser, som er begrundet i færdselsmæssige hensyn eller andre hensyn af mere almen karakter, f.eks. miljømæssige hensyn og hensyn til svage trafikantgrupper, herunder personer med handicap generelt. Det har således ikke været muligt at træffe bestemmelser om f.eks. parkering, som er båret af individuelle hensyn, herunder hensynet til en bestemt handicappet persons parkeringsbehov.

 

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de bestemmelser, som vejbestyrelser og vejmyndigheder træffer om en vejs udnyttelse eller indretning, som udgangspunkt fortsat skal være båret af almene hensyn, og at der skal tungtvejende grunde til at fravige dette udgangspunkt.

 

Justitsministeriet finder således ikke, at handicappede personer generelt bør tillægges eksklusiv brugsret til en parkeringsplads, men derimod at muligheden for at oprette individuelle handicapparkeringspladser skal forbeholdes tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor.

 

Som det fremgår af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 5, antager Justitsministeriet, at det navnlig vil kunne være relevant at etablere individuelle handicapparkeringspladser med henblik på at sikre, at personer med svære handicap kan parkere tæt på bopæl og arbejdsplads eller lignende.

 

Det er Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede bestemmelse i sin nuværende form er i overensstemmelse med handicaporganisationernes ønsker, jf. herved lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 4.2. Det Centrale Handicapråd har da også i forbindelse med høringen over lovforslaget udtalt, at rådet er meget glad for forslaget.

 

PÃ¥ den baggrund finder Justitsministeriet ikke, at ordet ”tungtvejende” bør udgÃ¥ af lovforslaget. Â