Besvarelse af spørgsmål nr. 1<DOCUMENT_ST fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af færdselsloven og pasloven (Befordring af børn på motorcykel og trehjulet knallert, måling og vejning af børn, reservation af parkeringspladser til bestemte køretøjer og betaling af pasgebyr) (L 71).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ad den foreslåede ændring af pasloven:

 

a) Hvilken form for betaling forventes anvendt i forbindelse med den fremtidige pasekspedition?

 

b) Hvor dyr vil den fremtidige pasekspedition blive at administrere?

 

c) Kan man ikke frygte, at kommunerne skal bruge mange ressourcer på at inddrive manglende betaling af pas?”

 

 

Svar:

 

Som led kommunalreformen overtager kommunerne den 1. januar 2007 visse opgaver i forbindelse med ansøgning om pas og kørekort, herunder modtagelse af ansøgninger om og betaling for udstedelse af pas og kørekort.

 

Justitsministeren har ved lov nr. 551 af 24. juni 2005 om ændring af færdselsloven og pasloven (Kommunernes varetagelse af visse opgaver på kørekort- og pasområdet som led i kommunalreformen) fået bemyndigelse til at henlægge de pågældende opgaver til kommunalbestyrelserne. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1003 af 6. oktober 2006 om pas mv. og bekendtgørelse nr. 1004 af samme dato om kørekort, som træder i kraft den 1. januar 2007. 

 

Lovforslagets § 2 indebærer, at bestemmelsen i paslovens § 4 a, stk. 5, om, at betaling af gebyr for udstedelse af pas skal ske ved indgivelsen af pasansøgningen, ophæves. Formålet hermed er at stille kommunerne frit med hensyn til tilrettelæggelsen af betalingsprocedurerne.

 

Det kan i den forbindelse oplyses, at bestemmelsen i § 103 i den gældende kørekortbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 801 af 22. september 2003 med senere ændringer) om fremgangsmåden ved betaling for udstedelse af kørekort af samme grund ikke er gentaget i den ovennævnte nye kørekortbekendtgørelse.

 

Justitsministeriet er ikke bekendt med, hvordan de enkelte kommuner vil tilrettelægge betalingsprocedurerne på pasområdet, herunder hvilken betalingsform der forventes anvendt.

 

For så vidt angår spørgsmålet om omkostningerne ved kommunernes fremtidige administration af opgaverne på pasområdet kan Justitsministeriet oplyse, at der i alt er blevet overført 41,2 mio. kr. (2006 pris- og lønniveau) til kommunerne som kompensation for overdragelsen af opgaverne på pas- og kørekortområdet.

 

Kommunernes anvendelse af ressourcer på inddrivelse af manglende betaling for udstedelse af pas vil efter Justitsministeriets opfattelse blandt andet afhænge af, hvordan kommunerne vælger at tilrettelægge betalingsprocedurerne, herunder tidspunktet for betalingen.