Â
Udvalget for Videnskab og Teknologi Folketinget Christiansborg 1240 København K
|
Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 10-14 (L.nr. 63) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 14. december 2006.
Med venlig hilsen
Helge Sander
Â
Spørgsmål nr. 10-14 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 14. december 2006 til Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (L.nr. 63).
Spørgsmål 10
Vil ministeren tage initiativ til, at regeringen ændrer retsplejeloven med henblik på en efterfølgende ændring af logningsbekendtgørelsen, så det ikke er ejerskabet af en e-post-tjeneste, der afgør, om der skal logges?
Svar
Afgrænsningen af, hvem der skal logge, er fastlagt i retsplejeloven og logningsbekendtgørelsen. Denne afgrænsning er i fuld overensstemmelse med logningsdirektivet. Der er med afgrænsningen fundet en balance, der kan tilgodese de efterforskningsmæssige behov.
Jeg agter ikke at tage initiativ til at ændre de eksisterende regler.
Spørgsmål 11
Er ministeren enig i vurderingen, at det er under 25 pct. af al e-post-trafik, der vil blive logget som følge af logningsbekendtgørelsen, og finder ministeren det tilfredsstillende?
Svar
Jeg har ikke grundlag for at bedømme, om det faktiske tal er under 25 %.
Men det er klart, at en stor del af e-post-trafikken sker via applikationer som f.eks. hotmail, som der ikke er pligt til at logge.
Logningspligten påhviler således alene udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i telelovens forstand. Det følger af den afgrænsning, der er fastsat i retsplejeloven. Denne afgrænsning er i fuld overensstemmelse med logningsdirektivet. Lovforslaget lægger sig op ad denne afgrænsning.
Det er vigtigt at bemærke, at trafik via applikationer som Hotmail mv. afsætter spor i den bruttodatastrøm, som logges af udbydere af internetforbindelsen. Denne form for logning giver et billede af, hvad der sker på internettet.
Politiet vil kunne gå videre i efterforskningen ud fra disse spor og f.eks. henvende sig til en applikations-leverandør (f.eks. hotmail) for flere detaljerede oplysninger.
Spørgsmål 12
Eftersom logningsbekendtgørelsens bagvedliggende EU-direktiv er et mindstedirektiv, og der derfor intet er til hinder for, at Danmark laver lovgivning, som sikrer ensartet logningen af e-post-tjenester, som ejes af teleudbydere, og e-post-tjenester, som ikke ejes af teleudbydere som f.eks. hotmail og gmail, vil ministeren på den baggrund - og i respekt for at lovforslaget er den eneste lovgivningsmæssige anledning for Folketinget til at tage stilling til, hvem der skal logge - så forklare, hvorfor regeringen ikke via dansk lovgivning ønsker at sikre denne ensartethed, således at der kan opnås en ensartet logning hos alle udbydere af e-post-tjenester?
Svar
Afgrænsningen af, hvem der skal logge, er fastlagt i retsplejeloven og logningsbekendtgørelsen. Denne afgrænsning er i fuld overensstemmelse med logningsdirektivet.
Det er således alene udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der skal logge.
Definitionen af en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester er baseret på teledirektiverne.
En udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester fører trafik i et net. Hvis man blot udbyder indhold på nettet, er man ikke omfattet af telelovgivningen og skal således heller ikke logge.
Men det følger direkte af logningsdirektivet, at en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal logge egne e-mailtjenester og informationer eller oplysninger om IP-telefoni, uanset om disse måtte være applikationer eller elektroniske kommunikationstjenester.
Selvom leverandører af e-mailtjenester og IP-telefonitjenester (applikationer) ikke er forpligtet til at logge oplysninger om disse tjenester, vil teleudbyderes logning af en bruttodatastrøm fra internettet dog også indeholde spor fra kommunikation via applikationer som f.eks. Hotmail.
Det er regeringens opfattelse, at der med afgrænsningen er fundet en balance, der kan tilgodese de efterforskningsmæssige behov.
Spørgsmål 13
Eftersom ministeren har oplyst, at han er bekendt med, at man i andre EU-lande f.eks. Sverige har sat et arbejde i gang for at undersøge, hvilke muligheder der er for at lukke flest mulig af hullerne, der følger af, at alene teleudbydere forpligtes til logning, vil ministeren så tage et lignende initiativ eventuelt i samarbejde med de pågældende lande?
Svar
Jeg har tidligere oplyst, at jeg er bekendt med, at flere lande, herunder Sverige, har søgt om udsættelse af gennemførelse af logningsdirektivets regler om lagring af kommunikationsdata vedrørende internetadgang, e-mail og telefoni via internettet for at undersøge forholdene nærmere.
Â
Jeg har ligeledes oplyst, at det lovforslag, som jeg har fremsat, alene har til formål at sikre, at der findes udstyr og systemer til at opfylde logningsforpligtelsen i medfør af retsplejeloven og logningsbekendtgørelsen.
Selve gennemførelsen af logningsdirektivet sker i retsplejeloven og logningsbekendtgørelsen og ikke i dette lovforslag.
Jeg må derfor henholde mig til, at et sådant initiativ ligger uden for formålet med lovforslaget.
Jeg skal i øvrigt for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at en evt. udsættelse på nuværende tidspunkt ikke ville kunne gennemføres inden for direktivets rammer.
Spørgsmål 14
Mener ministeren, at der er tale om fair konkurrence på markedet for e-post-tjenester, når nogle udbydere pålægges store omkostninger til logning, mens andre ikke gør?
Svar
Jeg skal henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 5 til L 63.