Enhedslisten har stillet et ændringsforslag til det her lovforslag - et ændringsforslag, som skal fjerne i hvert fald en lille del af de forringelser af efterlønnen, som ligger i lovforslaget. Sagen var jo, at da aftalen om forringelse af efterlønsordningen blev indgået tilbage i juni måned, blev det fremlagt, som om det var landet på, at efterlønsalderen skulle hæves fra 60 år til 62 år.
Det er i sig selv en forringelse, men det viser sig bagefter, at forringelsen var endnu større, for samtidig med at man besluttede denne forhøjelse af efterlønsalderen, havde man så også lagt sig fast på, at man i øvrigt automatisk ville regulere efterlønsalderen i takt med den stigende gennemsnitlige levetid fra år til år og første gang i 2015. Så det, man reelt har aftalt, er ikke en efterlønsalder på 62 år, men en efterlønsalder, der kan stige og vil stige yderligere til 63, 64, 65, 66 år i 2040.
Denne automatiske regulering indgår som en del af det her lovforslag. Det har været et åbent spørgsmål, om partierne bag aftalen rent faktisk har været klar over, at de har indgået en aftale om en automatisk regulering.
Under førstebehandlingen og udvalgsbehandlingen har Dansk Folkeparti forsøgt at fremstå som et parti, der ikke havde været med til en aftale om en automatisk regulering. Det gav sig udtryk i den fuldstændig groteske situation, at da vi skulle skrive betænkning over det her lovforslag, lavede Dansk Folkeparti et betænkningsudkast, hvor der står, og jeg citerer:
I aftalen om velfærdsforliget ligger ikke nogen automatik i en eventuel forhøjelse af efterlønsalderen. Det var ved starten af betænkningsafgivelsen. Dette betænkningsbidrag har Dansk Folkeparti senere været tvunget til at trække tilbage for i løbet af den dag, hvor betænkningen skulle afgives, at falde fuldstændig til patten og skrive under på en betænkning sammen med de øvrige forligspartier, der nu klart siger, at automatikken er eksisterende. Vi har stillet det ændringsforslag, fordi vi mener, at den automatiske regulering af efterlønsalderen til 63, 64, 65, 66 år er asocial, forstået på den måde, at det vil betyde, at de, der har de hårdeste job, de, der bliver nedslidt på deres job, de, der i dag har glæde af efterlønsordningen, i fremtiden vil få stadig kortere og kortere tid at leve i, efter at de har kunnet trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, mens de, der har de bedste job - direktøren og andre - vil få længere og længere tid at leve og nyde deres otium i. Den ordning er dybt asocial og skævvridende for et socialt Danmark. Samtidig er det også en ulogisk ordning, for det er en ordning, der vil medføre, at hver evig eneste forlængelse af levetiden vil skulle omsættes i arbejde. Der er ikke en eneste forbedring af folks mulighed for at have en længere alderdom, hvor de ikke behøver at arbejde, i kraft af at levetiden stiger. Ikke et eneste år vil de få. Derfor er forslaget så dårligt, som det kan være, og derfor mener vi, uanset at vi i alle tilfælde vil stemme imod det samlede forslag, at det ændringsforslag bør vedtages, fordi det i det mindste vil kunne gøre, at vi også i fremtiden vil kunne have politiske forhandlinger om efterlønsalderen.