Ministeren

 

J.nr.

 

 

  

Den 1. december 2006

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 58, ad L 55 - Forslag til lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 58

Hvis en landmand køber en hel husdyrbedrift, vil dette så være at regne som en nyetablering, og vil landmanden så skulle imødekomme 15/20/25 pct. reduktionskravet for ammoniak på hele det bestående anlæg? Gælder samme regler for generationsskifte og arv?

 

Svar

 

Forslaget til lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug omfatter alene de husdyrbrug, der rører på sig ved fysiske ændringer, udvidelser eller etableringer.

 

Lovforslaget omhandler derfor som udgangspunkt ikke ejerforholdene på et husdyrbrug, og en tilladelse eller godkendelse følger husdyrbruget og driften heraf. Det tilsvarende gælder for den øvrige industri, der har en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, og hvor ejerskifte ikke udløser en ny miljøgodkendelse.

 

Inden for natur-, plan- og miljøområdet, har lovgiver valgt at fokusere på at regulere forureningen og påvirkningen af miljøet, men ikke ejerforholdene, som er uden betydning for miljøet.

 

En overdragelse af et husdyrbrug vil derfor ikke blive anset som en nyetablering uanset om overdragelsen sker ved salg, generationsskifte eller arv.

 

Husdyrbruget vil derfor ikke blive omfattet af reduktionskravet på 15 pct. stigende til mindst 25 pct. for ammoniak, før end der sker tilladelses- eller godkendelsespligtige udvidelser eller ændringer af husdyrbruget.

 

I langt hovedparten af tilfældene vil et ejerskifte dog også indebære, at den nye ejer foretager ændringer eller udvidelser af ejendommen inden for kort tid efter overdragelsen. Det kan fx være renovering af eksisterende eller etablering af nye anlæg, eller ændringer i størrelsen eller sammensætningen af dyreholdet.