Ministeren

 

J.nr.

 

 

  

Den 7. november 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 5 ad L 55 - Forslag til

lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 5

Kan ministeren afvise, at det vil øge administrationsbehovet, at en lang række naturtyper og rødlistearter, der er følsomme overfor påvirkning af gødningsstoffer, ikke er beskyttet i lovforslaget mod overeksponering af ammoniak og nitrat fra udvidelser af husdyrbestanden, men i stedet skal beskyttes gennem Natura 2000-planlægningen og habitatdirektiv, skovloven, miljømålsloven m.v.

 

Svar

I forbindelse med behandlingen af ansøgninger om miljøgodkendelse skal kommunen varetage en række hensyn, herunder hensynet til naturen med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder, herunder områder, der er beskyttet mod tilstandsændringer eller fredet, udpeget som international naturbeskyttelsesområde eller udpeget som særlig sårbart overfor næringsstofpåvirkning, jf. lovforslagets § 23.

 

Der vil således ske en helhedsorienteret vurdering af ansøgningen. Ved vurderingen af ansøgningen skal kommunen inddrage de relevante regler, bl.a. vedrørende Natura 2000 områder, ligesom der, som det er tilfældet i dag, i fornødent omfang skal ske særskilt behandling af ansøgningen efter f.eks. naturbeskyttelseslovens § 3.

 

Det er ikke min vurdering, at lovforslaget øger administrationsbehovet. Tværtimod vil samlingen af reglerne om miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, visse lokaliseringsregler efter husdyrgødningsbekendtgørelsen og planlovens landzoneregler og VVM-regler indebære en administrativ forenkling.