J.nr. SNS-401-00451

 

 

  

Den 27. november 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 45 ad L 55 – Forslag til lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbbrug stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 45

Ministeren skal ifølge lovforslagets § 17 fastsætte regler om, hvilke hensyn der skal indgå i kommunalbestyrelsernes afgørelser om godkendelser af husdyrbrug efter § 11 og § 12. I § 23 er fastsat de hensyn, der skal indgå i kommunalbestyrelsernes godkendelser af husdyrbrug efter § 11 og § 12. Giver § 17 ministeren hjemmel til at pålægge kommunalbestyrelserne at tage flere end de i § 23 nævnte hensyn i godkendelserne, og hvilke kunne det i givet fald være?

 

 

Svar

Hjemlen i § 17 giver miljøministeren mulighed for at fastsætte regler om myndighedernes behandling af sager om tilladelse efter lovforslagets § 10 og godkendelser efter lovforslagets § 11, § 12 og § 16. Det er henholdsvis regler om, hvilke kriterier kommunalbestyrelsen skal lægge til grund ved dens vurdering samt hvilke andre hensyn, der skal indgå ved vurderingen etc.

 

§ 17 indeholder hjemmel til at fastlægge, hvilke kriterier og grundlag der skal indgå i kommunalbestyrelsernes beslutningsgrundlag.

 

Reglen hjemler, at der kan fastsættes nærmere regler, der kvalificerer de hensyn, der er nævnt i § 23, og som kommunalbestyrelserne skal varetage i forbindelse med afgørelser om godkendelser af husdyrbrug. Hjemlen skal endvidere udmøntes i en ny bekendtgørelse, som skal videreføre reglerne i den nugældende bekendtgørelse om godkendelse for listevirksomhed og bekendtgørelsen om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelsen) - begge for så vidt angår husdyrbrug.

 

Hjemlen er indtil videre udmøntet i det forslag til bekendtgørelse om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug, som indeholder bl.a. de administrative regler, som er nævnt ovenfor. Udkast til bekendtgørelsen er sendt i offentlig høring. Der henvises til brev af 20. november 2006, hvorved udkastet til den ny bekendtgørelse er sendt til udvalget.

 

 

Det er udgangspunktet, at kommunalbestyrelserne efter lovforslaget skal have et ensartet grundlag at kunne træffe afgørelser efter. I forbindelse med bekendtgørelsen er der derfor også udarbejdet et bilag 3 til brug for kommunalbestyrelsernes vurdering af belastningen med henholdsvis ammoniak, lugt, nitrat og fosfor.

 

I det omfang det måtte være nødvendigt, har miljøministeren også mulighed for at udarbejde bindende regler for andre parametre end dem, der er omtalt ovenfor for at tilgodese et ensartet beslutningsgrundlag for kommunerne for de hensyn, der er nævnt i lovforslagets § 23.