Departementet

 

J.nr. SNS-401-00451

 

 

  

Den 1. december 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 33, ad L 55 - Forslag til lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 33

Ifølge lovforslaget skal alle husdyrbrug over 75 dyreenheder miljøgodkendes i forbindelse med en udvidelse eller etablering. Det betyder, at over 90 pct. af alle dyreenheder i 2015 vil stå i miljøgodkendte staldanlæg. Imidlertid skal kommunerne kun stille generelle reduktionskrav for ammoniak til merbelastningen (15 pct. i 2007 stigende til mindst 25 pct. i 2009) i nye eller renoverede stalde, mens de øvrige stalde ikke underlægges de nye krav. Kan ministeren redegøre for, hvor mange procent af dyreenhederne, der i 2015 forventes at være underlagt de generelle reduktionskrav til ammoniak?

 

Svar

Det fremgår af udredningsrapporten vedrørende økonomi, at der i perioden 2004 til 2015 samlet set forventes gennemført miljøgodkendelser på 9.120 ejendomme over 75 DE, som i alt repræsenterer 2.030.000 DE eller 90 pct. af husdyrproduktionen. Udredningsrapporten er sendt til udvalget den 28. juni 2006. Senere dialog med miljømedarbejdere i kommunerne tyder dog på, at hyppigheden af ansøgninger om udvidelser af de aktive husdyrbrug er større end først antaget. På den baggrund er det realistisk, at de nævnte 90 pct. af husdyrproduktionen allerede vil blive omfattet af miljøgodkendelser i løbet af perioden 2007-2015.

 

Andelen af dyreenheder, der bliver omfattet af det generelle ammoniakkrav, vurderes at være 40-50 pct. i løbet af en 8-årig periode.

 

Heraf relaterer 18 pct. sig til udvidelser og nyetableringer. Den resterende del relaterer sig til renoveringer inden for eksisterende staldanlæg. I den førnævnte rapport er angivet, at levetiden for staldanlæg er ca. 15-20 år.