Ministeren

 

J.nr.

 

 

  

Den 20. november 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 31 ad L 55  - Forslag til

lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 31

Ministeren bedes redegøre for, hvor mange ha, der opnår et højere beskyttelsesniveau og hvor mange ha, der opnår et lavere beskyttelsesniveau i 2010 sammenlignet med 2006.

 

Svar

Som led i det faglige udredningsarbejde forud for forslag til lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug blev der udarbejdet en rapport af en arbejdsgruppe under DMU’s formandskab med deltagelse af bI.a. Fyns amt. Rapporten – ”Begrænsning af fosfortab fra husdyrbrug - Metoder til brug ved fremtidige miljøgodkendelser” (marts, 2006) – fokuserer på særlige risikoområder for fosfortab og muligheder for en ensartet regulering af disse. Der henvises til brev af 28. juni 2006 (bilag vedr. almindelig del 472), hvor rapporten er oversendt til udvalget.

 

Nogle amter har i deres fosforregulering valgt at pålægge restriktioner i områder, der ikke kan karakteriseres som risikoområder, selvom der er fagligt belæg for en mere fokuseret praksis. Der vil derfor være eksempler på sådanne arealer, som ikke vil blive inddraget i det beskyttelsesniveau, der vil følge af lovforslaget.

 

I lovforslaget er det bl.a. på baggrund af det faglige udredningsarbejde valgt at fokusere på risikoområder. Der er behov for en regulering i forhold til særligt sårbare vandområder udover den generelle regulering, og denne regulering skal foretages efter en enkel model. Der fokuseres som følge af den manglende kortlægning af risikoområder på områder, hvor der på baggrund af den faglige VMPIII-udredning med stor sikkerhed kan forventes at være risiko for forhøjet fosforudvaskning.

 

Denne linie fokuserer på det miljømæssigt interessante og vil blive fulgt op i vand- og naturplanerne. Som tidligere nævnt skal beskyttelsesniveauet for fosfor ses i sammenhæng med beskyttelsesniveauet for nitrat mv. Således vil begrænsninger på husdyrtrykket i nitratfølsomme områder også have en positiv effekt på fosforfølsomme vandområder. Den samlede miljøgevinst af beskyttelsesniveauerne for de nævnte parametre, vurderes som minimum at være på højde med gennemsnittet af amternes beskyttelsesniveau.

 

Lovforslagets styrke er bl.a., at miljøgodkendelserne fremover baseres på fastlagte robuste beregningsmodeller og vilkår samt at de fastlagte miljøkrav reelt bliver gennemført. I den nuværende sagsbehandling kan de gennemførte projekter på papiret se miljømæssigt fornuftige ud, men ingen kan kontrollere og føre tilsyn med de bagved liggende beregninger og forudsætninger, som typisk er udarbejdet af landmandens konsulent, og som kun vanskeligt kan håndhæves.