Ministeren

 

J.nr.

 

 

  

Den 7. november 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 11 ad L 55 - Forslag til

lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 11

Hvorfor inkluderer ministeren ikke alle kvælstoffølsomme internationale beskyttelsesområder i lovforslagets § 7, når hensynene i de internationale beskyttelseskonventioner tilsyneladende ønskes opfyldt.

 

Svar

Som det fremgår af lovbemærkningerne til § 7, udmønter lovforslagets § 7 aftalen i VMP III om afstandskrav til særlig sårbar natur (bufferzone).

 

Det fremgår ligeledes af lovbemærkningerne, at andre særligt ammoniakfølsomme habitatnaturtyper i Natura 2000 områderne som kilder og væld, hængesæk og andre kærsamfund inddrages i Natura 2000 planlægningen.

 

Som anført i høringsnotatet, påhviler det kommunen at vurdere konkret, om en ansøgt aktivitet vil være i overensstemmelse med Habitatdirektivforpligtelserne, også selv om en habitatnaturtype ikke afkaster en bufferzone. Det fremgår generelt af forslaget til §§ 19, 23, 27, 29 og 31 og specifikt af reglerne i bekendtgørelse om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder.