Kirkeministeriet Telefon 3392 3390 Dokument nr. 293631 Dato: 9. november 2006
|
Til modtagerne på vedlagte adressatliste |
|
Efter et samråd mellem kirkeminister Bertel Haarder og biskopperne den 22. september 2005 nedsatte kirkeministeren en arbejdsgruppe til at vurdere, om der i lyset af en meget omtalt præstesag burde foretages justeringer i reglerne vedrørende gejstlige læresager.
Efter Højesterets dom af 15. oktober 2005 om et menighedsrådsmedlems fortsatte medlemskab af folkekirken blev arbejdsgruppens kommissorium udvidet til også at vurdere, om der bør stilles særlige krav om loyalitet til menighedsrådsmedlemmer og om eventuel fortabelse af valgbarhed.
Arbejdsgruppen, som har bestået af biskop Erik Norman Svendsen, Københavns Stift, biskop Kjeld Holm, Århus Stift, og repræsentanter fra Kirkeministeriet, har afgivet sin rapport i enighed.
Rapporten anbefaler, at gejstlige læresager skal forberedes i et undersøgelsesudvalg, der nedsættes ad hoc af den tilsynsførende biskop. Den tilsynsførende biskop er formand for udvalget, der desuden består af to biskopper, to særligt teologisk kyndige præster samt evt. øvrig ekstern teologisk kompetence og evt. lægfolk.
Der foreslås tillige gennemført følgende ændringer af lov om domstolsbehandling af gejstlige læresager:
- Gejstlige læresager kan kun rejses efter krav fra biskoppen
- Antallet af teologisk sagkyndige øges fra to til tre
- Overenskomstansatte præster omfattes af den gejstlig retspleje. (Dette indgår allerede i det fremsatte lovforslag L 53.)
Det anbefales, at der indføres en regel, hvorefter kirke- og kirkegårdsfunktionærer ikke længere skal kunne være valgbare til menighedsråd ved en kirke i den menighedsrådskreds, hvor de er ansat.
Arbejdsgruppen anbefaler endvidere et ’loyalitetskrav’, så et menighedsrådsmedlem kan miste sin valgbarhed og må udtræde af rådet, hvis den pågældende har bragt sig i afgjort modsætning til folkekirken ved aktivt, vedholdende og offentligt at udbrede synspunkter, der er i åbenlys modstrid med folkekirkens lære. Stiftsøvrigheden træffer afgørelsen, og valgbarheden mistes kun for resten af den indeværende valgperiode. Den pågældende kan således stille op igen ved næste valg.
Rapporten udsendes hermed i offentlig høring til de på vedlagte adressatliste anførte.
Eventuelle bemærkninger bedes indsendt via e-post til [email protected], eller via almindelig post til Kirkeministeriet, Frederiksholms Kanal 21, Postboks 2123, 1015 København K.
Eventuelle høringssvar skal være Kirkeministeriet i hænde inden udgangen af 2006.
Med venlig hilsen
Rasmus Paaske Larsen
Specialkonsulent
Adressatliste:
Stiftsøvrighederne
Biskopperne
Den danske Præsteforening
Danmarks Provsteforening
Landsforeningen af Menighedsråd
Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte
Dansk Kirkemusikerforening
Danmarks Kirketjenerforening
Danmarks Kordegneforening
Foreningen af Danske Kirkegårdsledere
Foreningen af Præliminære Organister
Dansk Organist og Kantor Samfund
Foreningen af Sognemedhjælpere i Danmark
3F Fagligt Fælles Forbund
Danske Sømands- og Udlandskirker
Foreningen af Grundtvigske Valg- og Frimenigheder
Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet
Det Teologiske Fakultet, Ã…rhus Universitet
Folkekirkens Institut for Præsteuddannelse