Den næste sag på dagsordenen var:
9) Første behandling af lovforslag nr. L 53:
Forslag til lov om ændring af lov om folkekirkens økonomi og lov om domstolsbehandling af gejstlige læresager. (Finansiering af præstestillinger m.v.). Af kirkeministeren (Bertel Haarder). (Fremsat 25/10 2006).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Vi står med et lovforslag, hvor den største del af lovforslaget jo egentlig er noget, vi også drøftede principperne om tidligere, og så blev det udsat, fordi der lige manglede en sammenhæng mellem at kunne lave overenskomstmæssige forhold for nogle flere præstestillinger og så, hvad vi gør, hvis der skal være en gejstlig læresag. Nu er der sammenhæng i det, så lovforslaget i dag kan næppe fremkalde ret mange lange taler, og det er vel også derfor, jeg blev den første, der kom på nu.
     Jeg vil sige, ligesom jeg sagde i foråret, at jeg synes, det er fint, at man laver noget mere decentralisering, så de
i menighedsrådene og de lokale provstier kan finde ud af, om de skal have lidt flere præster i deres område, og hvad det så er, de skal forholde sig til, hvad det så er, der skal være den gejstlige gerning i de job. Men jeg har det stadig væk sådan, at jeg synes, det måske alligevel havde været lidt sjovere, hvis der var åremålsansættelse. Det, jeg ankede over
i foråret eller sidst, vi drøftede det, var så økonomisiden, for det bliver jo væsentlig dyrere, når man har en åremålsansættelse. Jeg synes, det er fint nok, som lovforslaget foreligger nu, også fordi det skal under revision - vi skal drøfte det senere igen om nogle år og se, hvad det så er, man får prøvet kræfter med - men jeg synes også, vi skal lytte lidt til, at der er lidt mere sprælskhed, lidt mere mod til at prøve tingene af udeomkring, end der stadig væk er herinde, og det gælder måske også de steder, hvor man forhandler om, hvad det så er, man har mod til at gøre. Og jeg har med glæde noteret mig, at der også er nogle biskopper, der siger, at det kunne have været lidt sjovere, hvis det var lidt mere frit. Så det går den rigtige vej. Så vil jeg sige, at jeg er glad for, at det med læresager nu også er faldet på plads, og at der bliver ens rettigheder og ens regler for finansieringsformen også for særpræstestillingerne. Som en servicemeddelelse synes jeg lige, vi skal sige, at det jo ikke er første gang, vi får overenskomstansættelser på præsteområdet. Ud fra det oplyste er det omkring 140 præstestillinger, som er overenskomstmæssige, og derfor er det godt, at de præster nu også får en større tryghed, for så vidt angår, hvordan deres sag skal håndteres, hvis de i andres øjne træder lidt ved siden af i den måde, de forkynder på.

Ja, tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Poul Nødgaard.

Jeg må lige indledningsvis sige, at vores meget indsigtsfulde ordfører på det her område, hr. Jesper Langballe, ikke kan være til stede i dag. Han er optaget af nogle pligter i Jylland, så jeg har lovet at læse hans ordførertale op. Jeg sagde til ham, da han skrev den ned, at nu måtte han sørge for, at den ikke blev for akademisk, og det mener jeg heller ikke den er. Den lyder sådan:
     Da kirkeministeren sidste år foreslog det muligt at finansiere oprettelse af præstestillinger lokalt, måtte Dansk Folkeparti fra begyndelsen sige nej, fordi ordningen dengang skulle rumme en mulighed for, at sådanne præstestillinger blev tidsbegrænsede. Man ville altså få en slags præster, der var præster på prøve - et brud med det forhold mellem sogn og præst, der har vundet hævd og stået sin prøve i hundreder af år.
     Siden har kirkeministeren lyttet til DF's og Den Danske Præsteforenings indvendinger, og nu fremsættes så forslaget i en form, hvor alle stillinger er tidsubegrænsede. DF kan nu fuldt ud støtte forslaget, især fordi det medfører, at vi i stedet for at få flere slags præster får en harmonisering af præstestillingerne.
     I de nye lokalt finansierede stillinger er præsterne ligesom alle andre præster ansat af kirkeministeren, og de godt 100 særpræster, vi har her i landet, skal fremover have deres aflønning finansieret ligesom de almindelige sognepræster - altså 60 pct. fra Fællesfonden og 40 pct. fra staten. Endelig skal også overenskomstansatte præster nu være underlagt domstolsreglerne for gejstlige læresager - meget vigtigt - ligesom de tjenestemandsansatte allerede er det nu. Der har indimellem vist sig tendenser til, at man har opfundet særlige præstestillinger designet efter et eller andet modebehov. Dansk Folkeparti mener, at en præst er og bliver en præst, og at det er en styrkelse for folkekirken, at ansættelsesformen og aflønningsformen og ikke mindst de regler, der gælder for præsternes evangelisk-lutherske forkyndelse - og altså også i de gejstlige læresager - er så ensartede som overhovedet muligt. Dansk Folkeparti finder, at forslaget trækker i den rigtige retning, og vi vil derfor støtte det. Jeg kunne selv have frembragt nogle personlige betragtninger, men jeg har følt mig meget bundet af lige præcis det, hr. Jesper Langballe, vores chefkirkeordfører, har ønsket sagt her i Folketinget. Det var det, der skulle frem, og intet andet, og det er det hermed kommet.

Ja, tak til ordføreren - hvis jeg må kalde ham det. Næste ordfører er fru Charlotte Dyremose.

Også i Det Konservative Folkeparti kan vi fuldt ud bakke op om det her forslag.
     Sagen er jo den, at man mange steder udeomkring i landet har lavet sådanne forskellige sammensatte næstenpræstestillinger, hvor den ansatte har været lidt præst og lidt noget andet. Der giver det her forslag jo nu mulighed for, at man helt åbent kan sige: Jamen vi har i vores sogn eller i vores område mulighed for en ekstra præstestilling, og så kan man ansætte vedkommende på fuldstændig almindelige vilkår - godt nok selvfølgelig på en overenskomstansættelse, men altså på en måde, hvor præsten kun har én arbejdsgiver, nemlig Kirkeministeriet, fuldstændig ligesom andre ansatte sognepræster. Det mener vi er meget hensigtsmæssigt, og vi er rigtig glade for, at det her forslag nu kan give mulighed for, at vi klart og tydeligt får sagt, hvad det er, man gerne vil have.
     Vi ved jo også fra masser af statistikker, at betjeningen på alle mulige andre områder i landets sognekirker er steget undtagen på præsteområdet, hvor der så ikke har været en tilsvarende stigning, og nu får man altså lokalt mulighed for at ansætte denne ekstra sognepræst.
     Samtidig er vi rigtig glade for, at det her kan køre parallelt med, at netop domstolsbehandlingen af de gejstlige læresager - i de situationer, hvor der kører en sag, fordi præsten muligvis har trådt ved siden af i forkyndelsen - naturligvis skal foregå på nøjagtig samme måde, uanset om præsten er tjenestemandsansat eller overenskomstansat. Det betyder jo så også, at de, der kommer ind under den her ordning, også, hvis det skulle ende med - hvad det forhåbentlig ikke gør - at der skulle blive kørt en læresag mod dem, så vil være stillet fuldstændig, som var de tjenestemandsansat sognepræst i folkekirken.
     Samtidig er der den lille sidste krølle med hensyn til finansieringen, hvor det nu bliver en finansiering på samme måde, uanset om man er hospitalspræst eller man er sognepræst, og det giver altså mulighed for, at man rundtomkring i stifterne kan ansætte netop de præster, der er behov for, og ikke så meget skal skele til, hvilken finansiering der er mulighed for.

     Så alt i alt er det et rigtig udmærket forslag, som vi fra konservativ side bakker varmt op om.

Tak. Jeg beder ordføreren blive på talerstolen. Fru Karen Klint har bedt om ordet for en kort bemærkning.

Jeg vil bare gerne spørge den konservative ordfører, om der vil være en sådan fleksibilitet i administrationen af den nye ordning, at man også kan imødekomme den bemærkning, som Menighedsrådsforeningen jo kommer med, om, at lige så vel som at der i dag kan gives nogle dispensationer for den måde, man tidsmæssigt selv laver en ny præstestilling på, kan der stadig væk være sådan en fleksibilitet, at selv om der generelt bliver almindelige vilkår, kan Kirkeministeriet også godt imødekomme nogle meget konkrete ansøgninger om meget konkrete forhold.

Nu vil jeg helst lade kirkeministeren svare på, hvad kirkeministeren må og kan, men der er jo i dag forskellige dispensationsmuligheder, og jeg har i hvert fald ikke læst det sådan, at det her forslag skulle ændre på det.

Jeg bad ikke fru Charlotte Dyremose om at bedømme Kirkeministeriet. Jeg spurgte om De Konservatives holdning til at bevare en fleksibilitet i den måde, man administrerer praksis på, sådan at man ikke taber en dispensationsmulighed
- som man også har kunnet finde ud af op til i dag.

O.k., men som jeg sagde lige før: Der er allerede en vis fleksibilitet i dag, og jeg har ikke læst det her sådan og har heller ikke nogen forventning til, at det her skulle ændre på det.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Birthe Rønn Hornbech.

Da det er et kirkeforslag, skal jeg indlede med at undskylde min sene ankomst og anmode formanden om syndernes forladelse. Jeg skal dernæst bede formanden om at hjælpe mig med at få den mekanik i orden, som gør, at jeg på mit kontor kan følge med i, hvad der sker i Folketingssalen, hvilket jeg forgæves
i flere dage har bedt om og forsøgt at få til at ske. Forslaget er som bekendt for en stor del en genfremsættelse af lovforslaget om de lokalt finansierede præster. Efterhånden må vi vel sige, at vi er nået til en facon, som alle, tror jeg, vil kunne tilslutte sig. Vi diskuterede jo meget, hvordan det skulle udmøntes med de lokalt finansierede præster i sidste samling, så mon ikke vi alle kan nå til enighed om det. For os i Venstre er det jo vigtigt, at det stadig væk er biskopperne, der styrer, hvordan præstefordelingen er i stifterne. Man kan ikke bare sådan fuldstændig ud af den blå luft ansætte en masse præster
i et sogn. Det er også stadig væk Kirkeministeriet, der er ansættelsesmyndighed - det er naturligvis også vigtigt for et andet element i forslaget. Vi er meget tilfredse med, at finansieringen af særpræster nu kommer tilbage til den gamle ordning. Det har jo vist sig, at det har givet en forvredet struktur, som det er i dag, så det er vi meget tilfredse med. Endelig udvider man personkredsen, som falder under gejstlige læresager, til også at omfatte de overenskomstansatte. Det synes vi er rigtigt. Forudsætningerne var anderledes, da vi i sin tid vedtog loven, for der er mange flere overenskomstansatte præster i dag, og de skal naturligvis have den samme retsbeskyttelse som tjenestemændene. Det er vigtigt, at der er en høj retssikkerhed med hensyn til gejstlige læresager. Vi skal altså ikke have noget med kættersager. Efter at dette lovforslag er blevet fremsat, er der jo så kommet en rapport med forskellige interessante forslag. Jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg personligt i årevis har kæmpet for, at der blev en bedre forberedelse af sagerne, og jeg kan se, at det er det, man nu i enighed foreslår i det udvalg, så det kan jeg i hvert fald personligt sige at jeg kan gå ind for. Men lad os nu ikke forhaste os. Det er vel en naturlig ting, at rapporten indgår i behandlingen, men om det skal medføre ændringsforslag eller vi skal have bedre tid, kan vi
i Venstre ikke overskue lige nu, men vi vil naturligvis have en drøftelse i Kirkeudvalget med ministeren om den rapport, med hensyn til om det er noget, vi skal have drøftet nærmere, eller om det skal indgå i forslaget nu, eller hvordan vi skal tackle den sag. Det er i hvert fald vigtigt, at vi alle ved, hvad vi gør. De få læresager, der måtte blive, skal naturligvis behandles efter regler, som er grundigt behandlet her i Folketinget. Men Venstre støtter i det hele forslaget.

Tak til ordføreren. Jeg kan meddele, at syndernes forladelse ikke er omtalt i Folketingets forretningsorden og klart ligger uden for formandens beføjelser. Næste ordfører er fru Bente Dahl.

Det fremsatte lovforslag handler om præsters forhold, men man kan ikke se på en folkekirkelig gruppes forhold uden at tænke på helheden i kirken. Dermed handler det også om, hvordan vi kan give både præster og sogne bedre rammer for samarbejde og dermed medvirke til virkeliggørelsen af et aktivt folkeligt liv omkring folkekirken.
     Der sker mange gode og spændende ting rundtomkring i sognene: debatter, klippe-klistre-møder, oplæsning, udflugter og meget mere. Derfor er der mange steder ansat en eller to sognemedhjælpere til at hjælpe med den frivillige indsats. Blandt de ansatte sognemedhjælperne har der sådan igennem tiderne også været teologer, og der har været behov for at gøre brug af deres kunnen ud over klippe-klistre-stadiet.
     Dette behov vil vedtagelse af L 53 kunne imødekomme. Sognehjælperen, der er teolog, kan med lovforslaget ansættes fuldt og helt som præst. Også andre teologer, som menighedsrådene rundtomkring ville ønske at finansiere, kan nu ansættes med indstilling fra menighedsrådet og med kirkeministeren som ansættende myndighed efter ansættelseslovens bestemmelser. Det synes vi i Det Radikale Venstre er rigtig fint.
     Lovforslaget, som bl.a. vil give mulighed for lokal finansiering, er sympatisk på mange måder, for det åbner for en udvidelse af de lokale initiativer og aktiviteter, og det åbner for yderligere selvbestemmelse i lokalområdet. Herefter har alle sogneansatte præster samme vilkår i ansættelsen.
     Stadig er der dog en gruppe præster, der finansieres på anden vis. Det er præster, der er ansat af bestyrelser,
f.eks. Lukasstiftelsen, Diakonissestiftelsen og andre. Denne gruppe præster er ansat til at varetage meget forskelligartede opgaver, og der er ingen grund til at ændre deres forhold her og nu. Det vigtige er, at også denne gruppe er præster i folkekirken. Det lovforslag, vi behandler nu, er en del af det lovforslag, vi behandlede i foråret: L 74. I L 74 var forslaget, at de lokalt ansatte præster skulle åremålsansættes. Høringssvar, der fandt dette problematisk, er blevet imødekommet, og åremålsansættelse er nu taget ud af forslaget. Det er hensynet til forkyndelsesfriheden, der gør, at man mener, at der ikke må være nogen form for prøveansættelse eller anden form for mulighed for at sige en præst op. Landsforeningen af Menighedsråd har også tilsluttet sig forslaget om fast ansættelse, men havde dog gerne set, at lovforslaget også gav mulighed for en tidsbegrænset ansættelse. Det Radikale Venstre mener, at det vil give mere fleksibilitet i det lokale sognearbejde, hvis vi imødekommer menighedsrådene på dette punkt. Hvis der også var dispensationsmulighed og mulighed for forskellige former for tidsbegrænsede ansættelsesformer, ville der sikkert komme mange flere nye præstestillinger, der kunne finansieres af lokale midler. Det Radikale Venstre vil naturligvis værne om forkyndelsesfriheden. Den mener vi er helt essentiel, ingen tvivl om det, men vi ser ikke forkyndelsesfriheden blive truet af den mulighed her. Vi stemmer for L 53, og vi vil glæde os til at debattere det i udvalget. Kirkelige forhold plejer at kunne skabe en livlig debat.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Pernille Vigsø Bagge.

Det er jo rigtigt, som der står i begyndelsen af bemærkningerne til dette lovforslag, at lønnen til provster og præster som hovedregel finansieres sådan, at 60 pct. af udgiften betales af Folkekirkens Fællesfond, mens 40 pct. betales af staten. Som jeg pointerede i forrige uge, da vi behandlede den nye økonomilov for folkekirken, L 27, så ønsker SF en anden økonomisk struktur for forholdet mellem kirke og stat i Danmark. Ikke mindst for folkekirkens skyld bør staten finansiere restaureringer og vedligehold af bevaringsværdige kirkebygninger i stedet for at finansiere kirkens forkyndere, som passende kunne aflønnes over kirkeskatten.
     Men med hensyn til det her forslag, så støtter SF hensigten, som er gennemsigtighed i ansættelserne og en fortsat decentralisering af folkekirkens økonomi. Det er glædeligt, hvis forslaget kan føre til flere præsteansættelser, hvor der er behov, dog ikke på bekostning af det antal af præstestillinger, der finansieres fra centralt hold. Det er også en udmærket idé at indføre samme finansieringsform for de præstestillinger, der finansieres centralt.
     Stort set alle høringsberettigede har støttet lovforslaget, og selv om Kirkeligt Samfund er bekymrede for overenskomstansatte præsters retssikkerhed i forbindelse med lokalt finansierede præstestillinger, vil jeg dog med et citat fra Dansk Kirketidendes redaktør Henrik Wigh-Poulsen udtrykke SF's støtte til forslaget. Han skrev:
     Lad os være på vagt, men give det en chance. Og husk, at der indtil nu har været rigeligt med mulighed for både at råbe op og sige til og fra.

Enhedslisten plejer jo ikke at blande sig i folkekirkens indre anliggender, blande sig i dette trossamfund, som af uransagelige grunde kaldes den danske folkekirke med deraf følgende privilegier. Faktisk kunne man jo ønske for tilhængerne af denne tro, at de fik en større grad af økonomisk uafhængighed, så de ikke var udsat for denne nidkærhed, som Folketinget viser sig at have af nærmest astronomiske dimensioner, hvad angår regulering af folkekirkens indre anliggender.
     Men når det er sagt, skal det dog tilføjes, at det forslag, vi behandler her, i det mindste indeholder et par positive elementer. For det første er det jo rigtigt, at forslaget i sig selv decentraliserer nogle forhold omkring menighedsrådene, sådan at der faktisk bliver en lille grad af større selvstændighed, og sådan at man nu vil sikre, at overenskomstansatte præster får de samme retssikkerhedsmæssige forhold som de tjenestemandsansatte. Så der er positive elementer, men Enhedslisten vil dog fastholde et godt og sundt og fornuftigt princip om ikke at blande sig
i folkekirkens indre anliggender.

Tak til ordføreren. Jeg skal nu give ordet til kirkeministeren.

Jeg vil gerne sige tak til ordførerne for den meget brede opbakning, der er til dette forslag. Jeg har oplevet en helt enstemmig opbakning til spørgsmålet om, at overenskomstansatte præster også skal underlægges regler om gejstlige læresager, ikke for at genere dem, men for at sikre dem og sikre deres rettigheder på lige fod med de rettigheder, andre præster har.
     Jeg fornemmer også meget bred opbakning til, at den særlige finansieringsform for særpræstestillinger nu afskaffes, sådan at finansieringen af alle præster bliver med 60 pct. af fællesfonden og 40 pct. af staten.
     Jeg fornemmer også enstemmig opbakning til, at menighedsrådene lokalt kan finansiere ekstra præster. Her kom fru Karen J. Klint dog med et lille ønske om, at der kunne blive lidt mere frihed for menighedsrådene, og at de kunne få lov at forsøge sig med åremålsansatte præster. Til det vil jeg gerne sige, at hvis fru Karen J. Klint havde sagt det samme ved førstebehandlingen af et tilsvarende forslag i foråret, tror jeg, det var blevet vedtaget. Men der var der lidt uklarhed om den brede opbakning - også i Præsteforeningen, sådan som jeg opfattede det.
     Der er jo ingen tvivl om, hvad jeg mente - det kan man se af det forslag, jeg fremsatte dengang - men når jeg alligevel vil anbefale, at vi uændret vedtager det forslag, der nu ligger, skyldes det, at det ubestrideligt har bredere opbakning end det, der lå i foråret. Og det er en stor værdi
i sig selv, at der er bred opbakning til tingene i folkekirken. Det er jo også det, der må være en trøst for hr. Jørgen Arbo-Bæhr, som var den mest kritiske af ordførerne. Jeg forstod, at han i virkeligheden så forslaget som en lille forbedring, men en forbedring af en efter hans mening i øvrigt håbløs ordning. Jeg ser ikke på motiverne, og det tror jeg heller ikke Vorherre gør, så hvis hr. Jørgen Arbo-Bæhr stemmer for, vil jeg være glad for det, når alle andre også stemmer for. Jeg synes ikke, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr skal være så bekymret, for det er jo ikke kun dette forslag, men også hele folkekirkeordningen, der bygger på menighedsrådene, som repræsenterer det danske folk; det er en demokratisk model. Jeg ved godt, det ikke stiller hr. Jørgen Arbo-Bæhr tilfreds, men jeg er glad for, at han godt kan se fremskridtet i den model, der her lægges frem.

     Jeg håber på en hurtig behandling og en hurtig vedtagelse. Forslaget passer meget fint sammen med det andet større forslag, der ligger, om øget indflydelse for menighedsrådene, og det hele skal i øvrigt ses i sammenhæng med, at et udvalg lige er startet med at se mere generelt på menighedsrådenes muligheder for at blive endnu mere opmærksomme på de mange muligheder for at ændre tingene lokalt, der er inden for den danske folkekirkeordning.
     Til hr. Nødgaard vil jeg sige, at jeg synes, hr. Jesper Langballe havde skrevet en god tale, så han må gerne hilse og sige tak.

Jeg beder ministeren om at blive stående. Fru Karen Klint har bedt om ordet for en kort bemærkning, værsgo.

Det er så blevet til to korte bemærkninger, efterhånden som jeg har hørt ministerens tale.
     Mine bekymringer i foråret var, at det udelukkede var overenskomstansættelse på åremål, og at prisniveauet kom så højt op, at man måske ikke fik råd til at bruge det ret mange steder. Men derfra og så til at gå over i den anden grøft er der et stykke vej, og der har været en vis elastik, hvor vi måske kunne have mødtes lidt mere på midten.
     Jeg har egentlig markeret for at spørge ministeren om det, der står på side 4 i lovforslaget, og hvis ministeren ikke kan svare på det her i salen, vil jeg gerne stille det senere som et skriftligt spørgsmål:
     Nu trækker man præstens forkyndelsesfrihed ind i argumenterne for den ordning, man laver nu, og så vil jeg gerne spørge, om præsternes forkyndelsesfrihed alene er sikret, i kraft af at det er Kirkeministeriet, der stadig væk står som arbejdsgiver, for så har vi jo faktisk cementeret ordningen for evigt, hvis vi tror, at man ikke kan sikre en forkyndelsesfrihed for en præst under andre former.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare på det sidste spørgsmål.
     Selvfølgelig kan man da sikre forkyndelsesfriheden både under en statsansættelse og under en anden form for ansættelse. Det afhænger jo dels af de overenskomster, der gælder for de pågældende ansatte, dels af de regler, vi i øvrigt fastsætter. Hvis det er et tilstrækkeligt svar, tror jeg, jeg er enig med ordføreren.
     Hvad det første angår, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt fru Karen Klint i virkeligheden støttede det forslag, jeg fremsatte i foråret, vil jeg sige, at jeg synes, fru Karen Klint var ret kritisk i foråret, og det var medvirkende årsag til, at jeg syntes, at vi så måtte finde en model, der samlede bredere opbakning.
     Jeg kan godt huske, at fru Karen Klint i den forbindelse til dels rejste andre spørgsmål, herunder også spørgsmålet om, hvorvidt aflønningen skulle være højere i forbindelse med åremålsansættelser. Men lad nu det ligge.
     Jeg kan se, spørgeren har bedt om ordet igen, og så kan vi måske få spørgsmålet præciseret.

Det var bare for at gentage, at kritikken jo gik på, at for at kunne have en frihed skal man også have råd til at have den frihed, og hvis man alene får en model for åremålsansættelse, der er ligesom for de andre AC-stillinger, ved vi godt, hvor mange procenter, der skal oveni, og så vil frihedsgraden jo falde af hensyn til ressourcerne.
     Så kritikken gik ikke på, om man skulle have én model kontra en anden model, men mere på, at når man vil give folk en frihed, skal der være noget at have den i. Det er så også derfor, jeg appellerer lidt til, at selv om vi laver en anden ordning nu, skal der også kunne være nogle muligheder for dispensation eller nogle frihedsgrader, så ministeren, så længe det er ministeren, der har ansvaret for området, også kan bevæge sig ud fra de ønsker, der er lokalt.

Det, som fru Karen Klint siger, svarer ganske nøje til den erindring, jeg har om, hvad hun sagde i foråret. Jeg synes jo kun, at hun kan være glad for, at det blev en af anledningerne til, at vi tog sagen op igen. Jeg synes, vi ramte rigtigt, for førstebehandlingen og høringssvarene har vist, at det er svært finde nogen, som ikke kan tilslutte sig den model. At så både fru Karen Klint og jeg og Menighedsrådsforeningen osv. godt kunne have gået et skridt videre, synes jeg bare, vi skal være ærlige om.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning