"Ministeren bedes redegøre for, om de foreslåede initiativer vedrørende revision og kontrol af apoteksregnskaber alene gælder for apotekernes samhandel med industrien (lægemiddelleverandørerne) på det apoteksforbeholdte sortiment, eller om kontrollen gælder den samlede samhandel. I den forbindelse bedes oplyst, hvorledes kontrollen af udbetalte bonuser, rabatter og reklameaktiviteter forventes gennemført på det ikke apoteksforbeholdte sortiment samt mærkevarer."
Jeg kan oplyse, at de foreslåede regler vedrørende omkostningsbegrundede rabatter og markedsføringsaktiviteter omfatter de apoteksforbeholdte lægemidler.
Â
De generelle regler vedrørende apotekernes markedsføringsaktiviteter vil endvidere omfatte det liberaliserede sortiment af håndkøbslægemidler. De foreslåede initiativer vedrørende revision og kontrol af apotekernes markedsføringsaktiviteter vil på den baggrund ligeledes gælde for det liberaliserede sortiment af håndkøbslægemidler. Jeg finder det derimod naturligt, at reglerne vedrørende omkostningsbegrundede rabatter – herunder de foreslåede initiativer vedrørende revision og kontrol – ikke kommer til at gælde det liberaliserede sortiment af håndkøbslægemidler. De problemer, der er i tilknytning til rabatter på apoteksforbeholdte lægemidler, gør sig ikke tilsvarende gældende, når der er fri prisdannelse og dermed priskonkurrence. Jeg kan oplyse, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet pt. undersøger spørgsmålet om rabatter på det liberaliserede område i relation til EU-direktivernes bestemmelser vedrørende markedsføring af lægemidler.
De foreslåede regler vedrørende omkostningsbegrundede rabatter og markedsføringsaktiviteter vil ikke gælde for apotekernes frihandelsvarer (plaster, cremer m.v.). Initiativerne vedrørende revision og kontrol af apoteksregnskaberne vil på den baggrund heller ikke omfatte apotekernes frihandelsvarer. Der ses ikke at være grundlag for på nuværende tidspunkt at indføre regler for kontrol med leverancer af frihandelsvarer.