Enhedslisten er i hovedsagen enig i det lovforslag, vi skal have til behandling her i dag. Vi støtter også den lange række af ændringsforslag, som de øvrige partier i Sundhedsudvalget har været med til at stille. Men vi har også på et enkelt område et anderledes synspunkt end det, flertallet i Folketinget har, og det drejer sig om reglerne for samtykke.
Efter vores opfattelse må det være sådan, at de informationer, som ligger i de elektroniske patientjournaler om borgere i Danmark og patienter i Danmark, i udgangspunktet er borgerens ejendom, og derfor handler det om, at borgeren indvilger i, altså giver samtykke til, at andre kan komme ind og undersøge, kigge på og forholde sig til og bruge disse informationer.
Det er også sådan, lovgivningen har været om patientjournaler i Danmark indtil nu, men i forbindelse med at man indfører elektroniske patientjournaler, ændrer man det til, at det fremover skal være sådan, at det i udgangspunktet er sådan, at læger og andet sundhedspersonale har adgang til patientjournalerne, og man skal så gøre borgerne opmærksom på, at de kan sige til, hvis de ikke ønsker, at læger og andet sundhedspersonale skal have adgang til de her patientjournaler.
Efter vores opfattelse er det grundlæggende en forkert tilgang til hele spørgsmålet. Vores udgangspunkt er altså, at borgeren skal give muligheden og ikke være den, der skal sige nej. Det er klart, og det fremgår også af det her lovforslag og fremgår også af, hvordan loven var tidligere, at der, når man snakker om patientjournaler, jo ofte er situationer, hvor mennesker ikke har mulighed for hverken at sige fra eller til, og i den slags situationer skal sundhedspersonalet, lægerne - både med hensyn til det lovforslag, der ligger her, og også i Enhedslistens ændringsforslag - vurdere, om patienten i givet fald ville have givet samtykke til, at man kunne gå ind og undersøge sagen.
Man kan selvfølgelig sige, at det ikke er nogen stor sag, om det er sådan, at patienten skal give samtykke eller skal nedlægge forbud. Men vi mener i det hele taget, når man snakker om kartoteker osv., at der er en principiel forskel i tilgangen og udgangspunktet. Og derfor har vi altså stillet et ændringsforslag, der gør, at det i givet fald skulle være patienterne, borgerne, som skulle give samtykke.
Jeg skal så tilføje, at selv om dette ændringsforslag ikke skulle blive vedtaget, hvad meget desværre tyder på, så vil Enhedslisten alligevel stemme for det forslag, der ligger her. Det vil vi gøre, fordi vi primært mener, at det er fornuftigt, at man får løst op for de meget kaotiske forhold, der har været omkring de elektroniske patientjournaler, hvor forskellige amter er kommet mere eller mindre halvt i gang med det og ikke har været i stand til at lave noget, som kunne køre i sammenhæng med hinanden. Derfor er det oplagt, at staten bliver nødt til at gå ind selv i det her område. Og vi mener sådan set, at etableringen af sådan et system vil kunne få stor betydning for den behandling, patienterne kan få fremover.
Vi mener også, at man har løst den vanskelige opgave med på den ene side at sikre adgang for det relevante sundhedspersonale, der har noget at bruge de her informationer til, og på den anden side at tackle borgernes uvilje mod, at der er nogen, der kigger i de her ting, som ikke har noget fornuftigt at bruge det til.
Der er dog en enkelt ting, som vi stadig væk er kede af, ud over den grundlæggende kritik, vi har af, at man går fra en samtykkemodel til en model, hvor man skal tage afstand fra, at man kan benytte sig af de elektroniske patientjournaler, og det er spørgsmålet om, hvordan borgerne sikrer sig imod, at der foregår et misbrug. Der er selvfølgelig nogle generelle kontrolmekanismer, som fungerer
i kraft af stikprøver, og hvis effektivitet vi ikke er alt for sikre på holder. Så har man også åbnet op for, at borgeren skal have mulighed for selv at gå ind og kontrollere, hvem der måtte have været inde og kigge i borgerens patientjournal. Det synes vi er en god ting, selv om der måske ikke er så mange, der vil benytte sig af det. Problemet er bare, at det først træder i kraft, når det er teknisk muligt. Vi har været lidt forbavsede over, at det ikke skulle være muligt umiddelbart at gøre det teknisk muligt, for mange it-folk siger, at der findes systemer, hvori det nemt kan lade sig gøre, men vi har måttet tage til efterretning, at det på den måde, man har valgt at opbygge de her elektroniske patientjournaler, ikke umiddelbart er teknisk muligt. Vi er derfor nødt til at afvente, at denne tekniske mulighed eksisterer. Vi er så i forhandlingerne med ministeren og de øvrige partier nået frem til en fælles forståelse af, at dette problem skal være løst til den 1. januar 2009. Og hvis det ikke er løst til det tidspunkt, skal vi i hvert fald ind og drøfte, hvad der så skal ske. Så på baggrund af, at vi trods alt har fået en løsning på det problem på lidt længere sigt, kan vi altså, ud over at stemme for vores egne ændringsforslag i dag, også stemme for de ændringsforslag, der i øvrigt er stillet, og vi kan også stemme for loven, som den ser ud i den færdige udgave.