Da Socialdemokraternes ordfører, fru Kirsten Brosbøl, ikke har mulighed for at være til stede, fremfører jeg hermed Socialdemokraternes synspunkter på vegne af fru Kirsten Brosbøl.
Socialdemokraterne kan støtte forslaget, som er en konsekvens af de ændringer af SU-loven, der fulgte af implementeringen af det såkaldte opholdsdirektiv. Lovændringen bringer SPS-loven i overensstemmelse med reglerne for udenlandske statsborgeres ret til SU, som blev ændret i foråret, og samtidig imødekommer forslaget et yderst fornuftigt ønske fra Det Centrale Handicapråd om, at studerende med handicap skal have mulighed for at få alle former for specialpædagogisk støtte med på studierejser og under praktikophold i udlandet. Dermed fjernes de begrænsninger af støtten, der hidtil har været på disse former for udlandsophold, så man også til disse formål kan få alle former for støtte, ligesom man kan til uddannelsesophold.
Socialdemokraterne er meget tilfredse med denne del af lovforslaget, da vi lægger stor vægt på de unges mulighed for at kunne tage dele af deres studium, uddannelse eller praktik
i udlandet. Vi har en målsætning om, at halvdelen af de danske studerende skal til udlandet i løbet af deres studium, for det er, som vi alle ved, utrolig vigtigt i en tid, hvor internationale kompetencer fremover bliver stadig vigtigere. Derfor ser vi dette forslag som et positivt tiltag, som vil bidrage til internationalisering af uddannelserne og sikre, at studerende med funktionsnedsættelse ligestilles med andre på dette område. Af høringssvarene fremgår det, at der generelt er stor opbakning til de foreslåede ændringer af L 49, men flere har kommentarer til evalueringsnotatet, som er sendt i høring samtidig med lovforslaget. En række af kritikpunkterne finder Socialdemokraterne ganske relevante, men de rækker ud over det, der konkret foreslås med L 49. Det ville dog være fint, hvis ministeren ville tage initiativ til en generel drøftelse med partierne om evalueringen af de kritikpunkter, der vil blive rejst på et senere tidspunkt. Det gælder bl.a. behovet for at se på de grupper, der ifølge de nuværende regler ikke kan modtage specialpædagogisk støtte. Det gælder f.eks. på voksen- og efteruddannelsesområdet, for master- og diplomuddannelser og for ph.d.-studerende. Også spørgsmålet, om der er tilstrækkeligt finansieringsgrundlag for ordningen i fremtiden, er relevant, og det samme gælder administrationen af ordningen og muligheden for støtte inden studiestart til f.eks. deltagelse i rusuger samt at retningslinjerne for tildeling er ugennemsigtige. Alle disse punkter synes vi der er grund til at se nærmere på, så det håber vi, der bliver en anledning til på et senere tidspunkt Men vi vil støtte det konkrete forslag, og jeg skal meddele, at dette også gælder for Enhedslisten.