Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 3 af 9. november 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om Bruxelles I-forordningen m.v. (L 46).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ad lovforslagets bemærkninger side 49 fremgår:

 

          ”Efter artikel 34 kan der ikke ske anerkendelse, såfremt anerkendelsen åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den medlemsstat, hvor den gøres gældende. Ordet ”åbenbart” er nyt i forhold til EF-domskonventionen.”

 

          Ministeren bedes uddybe disse bemærkninger og redegøre for konsekvenserne af denne ændring.”

 

Svar:

 

Det fremgår af Europa-Kommissionens oprindelige forslag til Bruxelles I-forordningen, at ordet ”åbenbart” er tilføjet for at understrege, at der kun i undtagelsestilfælde er mulighed for at påberåbe sig grundlæggende retsprincipper, jf. KOM(1999) 348 s. 21. Uanset at ”åbenbart” ikke er medtaget i EF-domskonventionen artikel 27, nr. 1, er det antaget, at muligheden for at nægte anerkendelse under henvisning til ordre public alene bør anvendes i rene undtagelsestilfælde. Efter Justitsministeriets opfattelse medfører tilføjelsen af ordet ”åbenbart” således ikke nogen realitetsforskel mellem de to bestemmelser, jf. herved også Peter Arnt Nielsen: International handelsret (2006), s. 441.