Betænkning afgivet af Retsudvalget den 7. december 2006
Betænkning
over
 Forslag til lov om Bruxelles I-forordningen m.v.
[af justitsministeren (Lene Espersen)]
1. Ændringsforslag
Justitsministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 25. oktober 2006 og var til 1. behandling den 7. november 2006. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 31. august 2006 dette udkast til udvalget, jf. folketingsåret 2005-06, alm. del − bilag 794. Den 2. november 2006 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 5 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Der er tale om et lovforslag, som skal gøre samarbejdet – samhandelen – lettere i Europa. Men det materielle indhold svarer i store træk til EF-domskonventionen, der som en konsekvens af den nye forordning ændres fra at være en mellemfolkelig konvention til at være en overstatslig forordning. Forordninger er landene for det første ikke med til at fortolke ud fra de folkeretlige principper, ligesom vi kender det fra konventionerne. Og for det andet har forordninger ikke den smidighed og fleksibilitet, at de skal indarbejdes i medlemsstaternes love, men har derimod direkte virkning.
Dansk Folkeparti er modstandere af EU's overnationale model. Dansk Folkeparti er modstandere af, at der tages indflydelse fra den danske højesteret og overføres til EF-Domstolen. Dansk Folkeparti er modstandere af, at EU's forrang skal manifesteres på flere og flere områder. Og Dansk Folkeparti er modstandere af, at de traktater, konventioner, love og regler, som hidtil har levet og virket på mellemstatsligt niveau, skal omskrives til overnationale forordninger. Derfor er Dansk Folkeparti også imod dette lovforslag. Dansk Folkeparti er en varm tilhænger af EF-domskonventionen. Den har gjort mange ting meget lettere for både borgere og erhvervsliv siden 1968, hvor den blev vedtaget. Og med sin udvidelse til Luganokonventionen, som dækker EFTA-landene, er regelsættet inden for lovvalgsområdet fuldt udviklet til gavn og glæde for alle.
Uoverensstemmelserne mellem EF-domskonventionen og denne nye Bruxelles I-forordning er så små og bagatelagtige, at de efter Dansk Folkepartis opfattelse sagtens  kunne have været tilføjet den oprindelige konvention, hvis parterne havde sat sig om bordet og ønsket en opdateret version. Dansk Folkeparti ville have været meget varme tilhængere af at opdatere domskonventionen fra 1968. Men Dansk Folkeparti vil ikke acceptere at føre mellemstatslige regler ind i det overnationale katalog, blot fordi det er i EU's tidsånd at gøre sådan. Dansk Folkeparti vil, at de nationale medlemslande af EU skal respekteres for deres særheder og individuelle karakterer. Det bliver de ikke, når EU totalharmoniserer. Og derfor siger Dansk Folkeparti nej til L 46.
Et andet mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Enhedslisten vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af  justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DF):
Til § 12
  1) Nr. 1 affattes således:
»1. I § 20 indsættes som nr. 9:
»9) afgørelser efter lov om Bruxelles I-forordningen m.v. eller lov om EF-domskonventionen m.v. om, at en udenlandsk retsafgørelse skal anerkendes eller er eksigibel her i landet, eller at et udenlandsk officielt bekræftet dokument eller retsforlig er eksigibelt her i landet.««
[Ændring fra nr. 8 til nr. 9 i retsafgiftslovens § 20]
Til bilag 4
  2) Som tekst til note 1) indsættes:
»1) EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.«
[Indsættelse af noteteksten til det foreslåede bilag 4]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringen er redaktionel.
Til nr. 2
Med ændringsforslaget indsættes noteteksten til note 1 i det foreslåede bilag 4 til loven om Bruxelles I-forordningen m.v.
 Birthe Rønn Hornbech (V)  Michael Aastrup Jensen (V)  Karsten Nonbo (V)  Søren Pind (V)  Peter Skaarup (DF) fmd. Kim Christiansen (DF)  Hans Kristian Skibby (DF)  Tom Behnke (KF)  Allan Niebuhr (KF)  Morten Bødskov (S)  Per Kaalund (S)  Lissa Mathiasen (S)  Frode Sørensen (S) Elisabeth Arnold (RV)  Simon Emil Ammitzbøll (RV)  Anne Baastrup (SF) nfmd. Line Barfod (EL)
Siumut, Fólkaflokkurin, Tjóðveldisflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
|
||||
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) |
52 |
|
Enhedslisten (EL) |
6 |
Socialdemokratiet (S) |
47 |
|
Siumut (SIU) |
1 |
Dansk Folkeparti (DF) |
24 |
|
Tjóðveldisflokkurin (TF) |
1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) |
18 |
|
Fólkaflokkurin (FF) |
1 |
Det Radikale Venstre (RV) |
17 |
|
Inuit Ataqatigiit (IA) |
1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) |
11 |
|
|
|
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 46
Bilagsnr. |
Titel |
1 |
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
2 |
Høringssvar og kommenteret høringsnotat |
3 |
Endelig tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
4 |
1. udkast til betænkning |
5 |
Ændringsforslag fra justitsministeren |
6 |
2. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 46
Spm.nr. |
Titel |
1 |
Spm. om en oversigt over væsentlige ændringer i Bruxelles I-forordningen i forhold til EF-domskonventionen, til justitsministeren, og ministerens svar herpå |
2 |
Spm. om konsekvenserne af de væsentligste ændringer i Bruxelles I-forordningen i forhold til EF-domskonventionen, til justitsministeren, og ministerens svar herpå |
3 |
Spm. om anerkendelse, såfremt anerkendelsen vil stride mod grundlæggende rettigheder (ordre public) i den medlemsstat, hvor den gøres gældende, til justitsministeren, og ministerens svar herpå |
4 |
Spm. om prøvelse af, om dommen strider mod grundlæggende retsprincipper m.v., til justitsministeren, og ministerens svar herpå |
5 |
Spm. om udførlig kommentar til Forbrugerrådets høringssvar, til justitsministeren, og ministerens svar herpå |
|
|