Besvarelse af spørgsmål nr. <DOCUMENT_START>33 af 7. december 2006 fra Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri vedrørende forslag til ændring af lov om udendørs hold af svin, lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin samt lov om indendørs hold af drægtige søer og gylter (Gennemførelse af Europarådets reviderede rekommandation om svin m.v.) (L 45)

 

Spørgsmål:

 

”Det fremgår af ministerens svar på spørgsmål 32, at ministeren ikke har kunnet svare på spørgsmålet inden for de tidsmæssige rammer for besvarelsen. Vil ministeren derfor hurtigst muligt svare på følgende spørgsmål:

 

                   Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at den reviderede rekommandation foreskriver, at ”svin skal have permanent adgang til en tilstrækkelig mængde vand”. Det samme står i Rådets direktiv 91/630/EØF, jf. svar på spørgsmål 12. Vil ministeren oplyse, om der i forbindelse med udarbejdelsen af rekommandation og direktiv har været drøftelser i henholdsvis Europaråds- og Rådssammenhæng om ”permanent adgang” omfatter svinenes inaktive perioder, dvs. om natten, samt om det i den forbindelse direkte er blevet konstateret, at der også skal være adgang til vand om natten?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet kan oplyse, at kravet om permanent adgang til vand for svin blev tilføjet i artikel 14 i den reviderede rekommandation om svin i forbindelse med det 39. møde den 23. – 26. maj 2000 i den stående komité om den europæiske konvention om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål.

 

Det følger af det begrundede forslag til ændringen af bestemmelsen, der blev fremlagt forud for mødet, at formuleringen ”permanent adgang til vand” er indsat i lyset af, at adgang til vand er vigtig for svins velfærd. Det fremgår imidlertid ikke af referaterne eller det øvrige skriftlige materiale fra møderne i den stående komité, om tilføjelsen om permanent adgang til vand i artikel 14 var genstand for nærmere drøftelser under de videre forhandlinger om rekommandationen.

Det fremgår heller ikke af det materiale, som Justitsministeriet er i besiddelse af, om kravet om permanent adgang til vand har været genstand for særskilt drøftelse i forbindelse med forhandlingerne om Kommissionens udkast til direktiv 2001/93/EF, som skærpede bestemmelsen om svins adgang til vand i direktiv 91/630/EØF om fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin. Justitsministeriet er således ikke bekendt med, om det skærpede krav om permanent adgang til vand har givet anledning til drøftelser om kravets rækkevidde.