Besvarelse af spørgsmål nr. <DOCUMENT_START>12 af 13. november 2006 fra Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri vedrørende forslag til ændring af lov om udendørs hold af svin, lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin samt lov om indendørs hold af drægtige søer og gylter (Gennemførelse af Europarådets reviderede rekommandation om svin m.v.) (L 45)

 

Spørgsmål:

 

                   ”Vil ministeren underrette den stående komité om, at kravet om fri adgang til drikkevand ikke kan opfyldes i Danmark på grund af klimatiske forhold, og at der i stedet f.eks. indføres krav om tilførsel af lunken vand 2 gange dagligt i frostperioder, hvorved rekommandationens bestemmelse herom ikke skal træde i kraft for Danmark, jf. bemærkningerne i lovforslaget?”

 

Svar:

 

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er dette fremsat netop med henblik på at bringe dansk ret i overensstemmelse med den reviderede rekommandation om svin for så vidt angår kravet om svins permanente adgang til vand. Dette fremgår tillige af Justitsministeriets kommenterede høringsoversigt, som er fremsendt til Folketingets Retsudvalg den 2. november 2006, hvor det anføres, at loven efter ministeriets opfattelse bør indeholde et krav om permanent adgang til rent drikkevand i overensstemmelse med rekommandationens krav.

 

Justitsministeriet kan i forlængelse heraf desuden oplyse, at kravet om permanent adgang til vand tillige følger af Rådets direktiv 91/630/EØF af 19. november 1991 om fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin med senere ændringer. Det fremgår således af direktivets bilag, kapitel I, pkt. 7, jf., artikel 4, stk. 1, at ”svin på over to uger skal have permanent adgang til vand i tilstrækkelig mængde”. Kravet om permanent adgang til vand er indsat i forbindelse med ændringen af direktivet ved Kommissionens direktiv 2001/93/EF af 9. november 2001. Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at svinedirektivets bestemmelser finder anvendelse på alle former for svinehold, herunder også svin, der holdes udendørs, og at kravet om permanent adgang til vand for udendørs hold af svin også af denne grund bør gennemføres i dansk ret. Dette burde rettelig have været anført i lovforslagets bemærkninger.

 

Det tilføjes, at Justitsministeriet fra de relevante myndigheder i Norge og Sverige har fået oplyst telefonisk, at der i disse lande også gælder et krav om permanent adgang til vand for svin, herunder svin, der holdes udendørs.