Besvarelse af spørgsmål nr. <DOCUMENT_START>10 af 8. november 2006 fra Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri vedrørende forslag til ændring af lov om udendørs hold af svin, lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin samt lov om indendørs hold af drægtige søer og gylter (Gennemførelse af Europarådets reviderede rekommandation om svin m.v.) (L 45)

 

Spørgsmål:

 

                   ”Vil ministeren præcisere, hvad ”tilstrækkelige mængder rodematerialer, halm m.v.” er? ”

 

Svar:

 

Det følger af § 5 i lov om smågrise, avls- og slagtesvin[1], at smågrise, avls- og slagtesvin skal have permanent adgang til en tilstrækkelig mængde halm eller andet manipulerbart materiale, der kan opfylde deres behov for beskæftigelses- og rodemateriale. En tilsvarende bestemmelse fremgår af § 20 i bekendtgørelsen om beskyttelse af svin[2], hvilket medfører, at kravet også omfatter pattegrise og orner.

 

Kravet om adgang til beskæftigelses- og rodemateriale fremgår desuden af § 9 i lov om drægtige søer og gylter[3]. Som følge af en overgangsbestemmelse i lovens § 11, stk. 2, gælder kravet først fra 1. januar 2013 ved hold af drægtige søer og gylter i eksisterende bygninger, dvs. bygninger, der er taget i brug inden lovændringens ikrafttræden den 15. maj 2003. Samme overgangsordning gælder tilsvarende for ikke-drægtige søer og gylter, jf. § 20, stk. 2, i svinebekendtgørelsen.

 

Kravet om beskæftigelses- og rodemateriale har tidligere givet anledning til en betydelig mængde indskærpelser i forbindelse med fødevareregionernes velfærdskontrol i svinebesætningerne, og der har i den forbindelse været rejst spørgsmål om, hvordan kravet kan opfyldes, herunder hvilke materialer, der kan anvendes, samt hvordan og i hvilken mængde materialerne skal tildeles.

 

Justitsministeriet har derfor i samarbejde med Fødevarestyrelsen udarbejdet en vejledning om rode- og beskæftigelsesmateriale, der bidrager til at tydeliggøre lovens krav og giver fødevareregionens dyrlæger vejledning om, hvordan kravene kan håndhæves i praksis.

 

Justitsministeriet har ved brev af 31. maj 2006 sendt vejledningen til Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, og den 14. september 2006 er vejledningen blevet udsendt som instruks fra Fødevarestyrelsen til fødevareregionerne. Justitsministeriets brev af 31. maj 2006 med bilag vedlægges.

 

I vejledningen sondres mellem materialer, der kan udgøre beskæftigelses- og rodemateriale, og materialer, der kun kan udgøre enten beskæftigelsesmateriale eller rodemateriale. Lovgivningen stiller krav om, at svin skal have permanent adgang til begge dele, og det præciseres således i vejledningen, hvordan kravet om såvel beskæftigelsesmateriale som rodemateriale kan opfyldes.

 



[1] Lov nr. 104 af 14. februar 2000 om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin som ændret ved lov nr. 295 af 30. april 2003.

[2] Bekendtgørelse nr. 323 af 6. maj 2003 om beskyttelse af svin med senere ændringer.

[3] Lov nr. 404 af 26. juni 1998 om indendørs hold af drægtige søer og gylte som ændret ved lov nr. 295 af 30. april 2003.