ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

Eksp.nr. 427615

 

22. januar 2007

Besvarelse af spørgsmål 8 ad L 42  stillet af Udvalget vedrørende Grønlandske Forhold den 12. januar 2007.    

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 8:

Ministeren bedes redegøre for de monetære konsekvenser for Grønland og Færøerne, herunder forholdet til de særlige grønlandske og færøske pengesedler, såfremt Danmark måtte tilslutte sig Euro-samarbejdet. Redegørelsen bør inddrage både den mulige situation, hvor Danmark tilslutter sig Euroen, mens Færøerne/Grønland ønsker at beholde den danske krone med særlige lokale pengesedler, og den situation, hvor Danmark og Færøerne/Grønland ønsker at deltage i Euro-samarbejdet.

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for finansministeren, der oplyser følgende:

 

”Ved folkeafstemningen i år 2000 stemte den danske befolkning nej til et forslag om dansk euromedlemskab. Nationalbanken har herefter videreført sit arbejde under den forudsætning, at kronen er dansk valuta, indtil anden beslutning måtte blive truffet (jf. finansministerens svar på spørgsmål S 3572 af 27. marts 2006).

 

Hvis Danmark eventuelt ophæver euroforbeholdet og tilslutter sig euroen, skal der tages stilling til Grønland og Færøernes valutaforhold.

 

Protokol 22 til EU-traktaten fastslår, at ESCB-statuttens artikel 14 vedrørende de nationale centralbanker ikke berører Nationalbankens ret til at udføre sine nuværende opgaver vedrørende de dele af Kongeriget Danmark, der ikke er en del af EU, dvs. Grønland og Færøerne, jf. statsministerens svar på spørgsmål S 2818 af 14. juni 2000, ’Redegørelse for konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten mv.’ (Udenrigsministeriet, 2005), bilag 14.1 til kapitel 14 i ’Danmark og euroen’ (Økonomiministeriet og Finansministeriet, 2000) samt ’Redegørelse for overgang til euroen i tilfælde af dansk eurodeltagelse’ (Økonomiministeriet, 1999).

 

Hvis Danmark skulle beslutte at deltage i euroen, vil det være muligt for Grønland og Færøerne at fortsætte med at anvende den danske krone, hvis dette måtte ønskes, jf. statsministerens svar på spørgsmål S 2589 af 1. april 2003. Indførelsen af grønlandske pengesedler vil – ligesom eksistensen af færøske pengesedler – ikke ændre herpå.

 

En anden mulighed er, at der efter nærmere drøftelse med Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og eurolandene kan forhandles en aftale om euroanvendelse i Grønland og på Færøerne, såfremt Grønland og Færøerne skulle ønske det, jf. Udenrigsministeriets redegørelse af 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten mv., statsministerens svar på spørgsmål S 2818 af 14. juni 2000, ’Redegørelse for overgang til euroen i tilfælde af dansk eurodeltagelse’ (Økonomiministeriet, 1999) samt bilag 14.1 til kapitel 14 i ’Danmark og euroen’ (Økonomiministeriet og Finans­ministeriet, 2000).

 

Der er allerede i dag eksempler på, at områder uden for EU med snæver tilknytning til et land, der deltager i euroen, har fået adgang til at anvende euroen under bestemte betingelser.”

 

Jeg kan henholde mig til finansministerens svar.

 

 

 

 

 

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk