|
|
|
Lovforslaget har været sendt i høring hos 13 organisationer og ministerier, hvoraf 5 har svaret skriftligt. Justitsministeriet har meddelt deres lovtekniske bemærkninger telefonisk.
Danmarks Nationalbank støtter det udarbejdede lovforslag.
Â
Sparbank Vest bemærker, at det af hensyn til håndteringen i pengeautomater m.v. er en fordel, hvis pengesedlerne i størrelse og tykkelse svarer til danske pengesedler.
GrønlandsBANKEN tager lovforslaget til efterretning. Grønlandsbanken finder, at de administrative byrder vil være overskuelige, hvis de grønlandske sedler er identiske med de danske sedler, for så vidt angår anvendelse i pengeautomater, seddeltællere m.v.
Post Greenland har ingen indvendinger mod lovforslaget. Post Greenland forudsætter dog, at de danske pengesedler fortsat også vil være gældende samt at de grønlandske pengesedler opfylder nøjagtigt de samme sikkerhedskrav som de danske sedler, således at de uden videre kan benyttes i eksisterende pengeautomater. Endelig forudsættes, at der ikke tages vekselgebyr for ombytning til/fra grønlandske pengesedler. Post Greenland henleder også opmærksomheden på, at den grønlandske pengeforsyningskredit vil komme under pres, når de grønlandske pengesedler sættes i cirkulation.
Kommentar:
Danske pengesedler vil fortsat være gældende i Grønland.
De grønlandske pengesedler vil i form og sikkerhed svare fuldstændig til danske pengesedler. Pålydende, affattelse og udseende vil i samråd med Grønlands landsstyre blive fastlagt af Danmarks Nationalbank og godkendt af økonomi- og erhvervsministeren.
Der vil fra Finansrådet blive udstedt en henstilling til medlemmerne om at foretage gratis ombytning af grønlandske pengesedler til danske pengesedler.
Post Greenland har vedr. pengeforsyningskreditten oplyst Økonomi- og Erhvervsministeriet om, at der er tale om en kredit stillet til rådighed af Grønlands Hjemmestyre, og at bemærkningen mest af alt er rettet til Hjemmestyret. Hjemmestyret skal således være opmærksom på, at kreditten kan blive overtrukket i en kortere periode, indtil det samlede seddelomløb (grønlandske og danske sedler) stabiliseres. Hjemmestyret er blevet orienteret herom.
2. Konkrete bemærkninger
Der er ingen konkrete bemærkninger.
3. Høring
a) Følgende myndigheder og organisationer har været hørt:
Danmarks Nationalbank, Finansministeriet, Finansrådet, Færøernes landsstyre, GrønlandsBANKEN, Grønlands hjemmestyre, Justitsministeriet, KNI Pilersuisq, Post Greenland, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne, Sparbank Vest og Statsministeriet.
b) Følgende myndigheder og organisationer har afgivet høringssvar:
Danmarks Nationalbank, Færøernes landsstyre, GrønlandsBANKEN, Post Greenland og Sparbank Vest.
c) Følgende myndigheder og organisationer har haft bemærkninger til lovforslaget:
GrønlandsBANKEN, Post Greenland og Sparbank Vest.