Ved førstebehandlingen gav vi tilsagn om støtte til det her forslag - oven i købet et begejstret tilsagn. Men efterfølgende er der kommet informationer i den her sag, der har gjort, at vores støtte er kølnet. Det er f.eks. gået op for os, at det faktisk er Danmarks statsminister, som har fået ideen til det her; det er ikke noget, der sådan er sprunget ud af den grønlandske indlandsis eller klipper. Det er statsministeren, der selv har været i Grønland i januar og spurgt Hans Enoksen: Skulle vi ikke have nogle grønlandske pengesedler heroppe? Det sagde han ja tak til. Så der starter det. Det vil sige, at det altså ikke er et grønlandsk ønske, det er et dansk forslag. Det vidste vi ikke ved førstebehandlingen.
Vi vidste heller ikke ved førstebehandlingen, at det har givet anledning til debat i Grønland, og at det er et splittet Landsting, der har vedtaget den her lov. Atassut og Demokraterne har stemt imod, og efterfølgende har der været en debat i Grønland om for eller imod. Det vidste vi heller ikke ved førstebehandlingen. Det gør jo, at vi bliver part i en grønlandsk debat om noget, der så burde være enighed om i Grønland, hvis vi nu går aktivt ind i det her - noget, vi er utilbøjelige til.
Så er der besværet omkring det her. Det er jo ikke pengesedler, der kan bruges i Danmark. De er selvfølgelig pari, har samme værdi, og de kan omveksles fuldstændig på normal vis, hvis man går ind i en bank i Grønland. Men tager man grønlandske pengesedler med her til Danmark, hvor der er et isbjerg på i stedet for Karen Blixen, så kan man ikke bruge dem. Det vil sige, at det giver ekstra besvær, hvad der heller ikke er nogen der har bedt om.
I Skotland er det f.eks. sådan, at de har noget, der hedder det skotske pund, som også er fuldstændig af samme værdi som det britiske pund, og det kan uden videre bruges
f.eks. i butikker i Newcastle eller Manchester - det har jeg selv gjort. Det gør jo det hele meget nemmere. Men der har man så åbenbart fra Nationalbankens side fortalt, at det ikke kan lade sig gøre, at det vil være fuldstændig utænkeligt. Det kan jeg ikke forstå, når det bare er forskellige afbildninger af en pengeseddel, som egentlig har samme værdi. Så det er efterhånden den rene elendighed i forhold til ved førstebehandlingen. Jeg vil gerne have, at vi tager en fornyet debat om det her i udvalget, sådan at vi kan få helt klarhed over, om det virkelig er noget, man vil have, eller det i virkeligheden er til irritation for en hel masse mennesker, som man har forsøgt at gøre glade for 9 mio. kr. Det synes jeg altså vi lige skal have tilbage i udvalget, og derfor vil jeg foreslå, at forslaget her går tilbage til udvalget.