Dette lovforslag indeholder nogle tekniske tilpasninger. I forbindelse med kommunalreformen blev jordfordelingsloven ændret i 2005, men det var forudsat, at jordkøbsnævn kunne oprettes af flere samarbejdende kommuner og kunne organiseres som kommunale fællesskaber i henhold til § 60 i lov om kommunernes styrelse.
Det har imidlertid vist sig, at det vil give nogle problemer, idet jordkøbsnævnene har ekstern repræsentation og ikke kan være kommunale fællesskaber, jævnfør § 60 i lov om kommunernes styrelse. Sådanne fællesskaber har kun kommunerne som deltagere og er undergivet de andre deltagende kommunernes instruktionsbeføjelser.
Formålet med lovforslaget er at sikre, at et jordkøbsnævn efter kommunalreformens ikrafttræden kan oprettes af enten en enkelt kommune eller flere samarbejdende kommuner som en selvstændig forvaltningsmyndighed med kompetence til at købe og sælge jord i overensstemmelse med jorfordelingslovens formål, også efter kommunalreformens ikrafttræden. Det kan vi godt støtte i Dansk Folkeparti, og derfor mener vi også, at diskussionen om høring er lidt mystisk. Der var vel egentlig kun behov for en egentlig høring, hvis man ikke havde ændret reglerne, for så tror jeg, der ville komme en reaktion fra kommunerne.
Nu laver man noget, som gør, at det, man har vedtaget, kan komme til at fungere, og det synes vi i Dansk Folkeparti er en rigtig god idé. Normalt har vi også det princip, at forslagene skal ud i høring, men i dette tilfælde er det i orden, for vi tror godt, vi ved, hvordan høringssvarene ville se ud.