Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             1. december 2006

J. nr.           200-8

  

 

Trafikudvalget har i brev af 22. november 2006 (L 36) stillet mig følgende spørgsmål 11, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 11:

 

"Er det ministerens opfattelse, at de danske provinslufthavne er monopoler?"

 

Svar:

 

Der findes kun én provinslufthavn for hver provinsby, de betjener. Derfor har hver af dem i en vis udstrækning et såkaldt beliggenhedsmonopol på at betjene visse luftfartsruter. Der er således kun begrænset konkurrence mellem provinslufthavnene om at betjene de forskellige indenrigsruter. Der er endvidere en vis konkurrence mellem lufthavnene for at tiltrække andre ruter, typisk udenrigsruter.

 

Lufthavnenes takster vedrører betaling for luftfartøjers start og landing, herunder ind- og udflyvning, luftfartøjers ophold, passagerflow gennem lufthavnen, security og i et vist omfang ground handling. Disse ydelser er centrale for, at luftfartsselskaberne kan benytte en lufthavn. Lufthavnene har i forhold til disse luftfartsmæssige ydelser en monopolstilling i den forstand, at luftfartsselskaberne er nødsaget til at købe disse ydelser, hvis de ønsker at flyve til en given destination og dermed benytte en bestemt lufthavn.

 

Provinslufthavnene udgør derfor i en vis udstrækning monopoler.

 

Baggrunden for sektorreguleringen i luftfartsloven er derfor at sikre luftfartsselskabernes ens og lige adgang til lufthavnenes ydelser.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen