Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             15. februar 2007

J. nr.           200-8

  

 

L 36 – forslag til lov om ændring af lov om luftfart (Lufthavnstakster, tilsyn, forsikring, tavshedspligt, lønindeholdelse for manglende betaling og internationale vedtagelser på engelsk m.v).

 

Der har i forbindelse med behandlingen af lovforslaget været stor fokus på forslaget om ændring af luftfartslovens § 71. Der har i den forbindelse været rejst en række spørgsmål om provinslufthavnenes samlede konkurrencesituation.   Det er en langt bredere problemstilling, end lovforslagets § 71 omhandler.  De problemstillinger, som bl.a. en række provinslufthavne har rejst, vedrører således også bl.a. kommunalfuldmagten og konkurrencelovgivningen.

Forslaget om ændring af luftfartlovens § 71 fastsætter den overordnede legale ramme for reguleringen af taksterne. Selve administrationsgrundlaget, og dermed implementeringen af lovforslaget, vil skulle fastsættes efterfølgende i en bekendtgørelse, en såkaldt BL (Bestemmelse for Luftfart).

I lyset af den store fokus på lovforslagets rækkevidde og de rejste problemstillinger vedrørende administrationsgrundlaget, finder jeg det mest hensigtsmæssigt at udskyde selve udmøntningen af administrationsgrundlaget i relation til provinslufthavnene, indtil de rejste problemstillinger er belyst.

Jeg vil derfor tage initiativ til at iværksætte et tværministerielt analysearbejde med inddragelse af lufthavne og luftfartsselskaber, der skal se på de samlede konkurrenceforhold i de større danske provinslufthavne, herunder spørgsmålet om offentlig støtte til de forskellige typer af lufthavne.

Udstedelse af BL-en, hvor administrationsgrundlaget for luftfartslovens § 71 fastsættes, udskydes således for så vidt angår provinslufthavnene, indtil det iværksatte analysearbejde er afsluttet.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen