Det er en interessant debat om, hvilket parti der er det rigtige og mest EU-kritiske parti, henholdsvis SF og DF, men jeg skal overlade den diskussion til en intern debat mellem hr. Morten Homann og hr. Mikkel Dencker. Derimod vil jeg glæde mig over, at der uanset motivationen og baggrunden er et bredt politisk flertal, der står bag, at vi laver de her ændringer.
Jeg vil bare for en god ordens skyld sige, at når man ønsker at lave regler, som har statsstøtte i sig eller elementer, der kan tendere til statsstøtte, er reglerne sådan
i Europa - altså for de lande, der er medlem af EU - at så beder man Kommissionen om godkendelse for at sikre, at der ikke er lande, som misbruger muligheden for at give statsstøtte til at forvride konkurrencen. Når man så, som vi gjorde det i 2004, indførte en lov om andre kvoter end lige præcis de sukkerkvoter, vi snakker om i dag, er det sådan, at EU vurderede det samlede lovgrundlag og sagde: Den lovgivning, I vedtog i 2004, må I gerne få vedtaget, den må I gerne sætte i kraft, men under forudsætning af, at I også ændrer reglerne for sukkerroer. Så var det op til den danske regering at vurdere, om vi ville ændre regelsættet bredt, så reglerne blev ens, eller lade være med at sætte de først vedtagne regler i kraft.
Så det er sådan set ikke EU, der har vredet armen om på os, men det er bare blevet sagt, at under forudsætning af at
I vil gennemføre den lov om andre kvoter og betalingsrettigheder, kræver det altså også, at der er ligestilling med hensyn til leveringsrettigheder for sukkerroer. Det er så det, vi gennemfører nu. Det giver en større klarhed og en større gennemsigtighed. Jeg synes, det er et godt lovforslag, og jeg glæder mig over, at der er flertal.