Skatteministeren (Kristian Jensen)
Jeg vil gerne starte med at sige tak til Ny Alliances nye multiordfører. I hver en sag går hr. Leif Mikkelsen i salen for at forsvare de nye standpunkter eller i hvert fald det nye parti, og jeg synes egentlig, det er meget positivt og sympatisk, at Ny Alliances indstilling er, at man kigger på sagen og ikke på, hvem der har foreslået det, og så vælger at sige: Er det et skridt i den rigtige retning, eller er det et skridt væk fra det, vi gerne vil? Derfor vil jeg gerne kvittere for, at Ny Alliance er kommet frem til, at forslaget, som vi diskuterer her i dag, alt i alt er et skridt i den rigtige retning.
Nu er udsagnet »forslaget, vi diskuterer her i dag«, måske sådan at tage munden lidt for fuld, for det, der har været diskuteret her i dag, er regeringsdannelse efter næste valg og tanker bag ved lovforslaget fra 1993, dengang man indførte arbejdsmarkedsbidraget; der er blevet diskuteret ret meget andet end det egentlige indhold af lovforslag nr. L 220, nemlig lavere skat på arbejde. Derfor vil jeg - selv om man efter så mange ordførere skulle tro, at det var sket - alligevel gerne have lov til at gennemgå, hvad indholdet er, for det er stort set ikke blevet berørt af ordførerne i dag.
Udgangspunktet er, at et af de største problemer i Danmark i dag er, at vi mangler hænder til at tage de ledige stillinger, der er. Vi er kommet i den lykkelige situation, at der rent faktisk er så meget gang i dansk økonomi, at vi mangler folk på arbejdsmarkedet til at tage de stillinger, der står ledige. Det er sådan, at hvis man beskatter arbejdskraft for hårdt, risikerer man, at folk vælger fritid frem for arbejde, eller at de vælger at holde sig uden for arbejdsmarkedet, selv om de kunne tage et arbejde.
Derfor har regeringens holdning været, at vi skulle sætte skatten ned på arbejde, fordi man på den måde kan få flere hænder ud på arbejdsmarkedet, sådan at både nogle, der står helt uden for arbejdsmarkedet, tager et arbejde, at nogle, der er på arbejdsmarkedet, vælger at blive der lidt længere, at nogle går fra deltid til fuldtid, at nogle siger ja, når deres arbejdsgiver beder dem om at tage overarbejde, osv.
De to effekter tilsammen vil betyde, at der omregnet til årsværk med lovforslaget her vil komme matematisk udregnet 7.300 flere par hænder ud på arbejdsmarkedet, eller sagt sådan i lidt mere runde tal: 7.000-8.000 flere årsværk.
Den anden baggrund er, at reglen om et arbejdsmarkedsbidrag, som den tidligere regering indførte i 1993, pålægger, at når der er udsigt til overskud i Arbejdsmarkedsfonden vurderet ved augustvurderingen for næste års økonomi, skal man, hvis ikke andet besluttes, sætte satsen ned fra 8 til 7½ pct. Det vil betyde, at der vil blive en lettelse for alle, der er på arbejdsmarkedet, alle, der er i beskæftigelse, på ½ pct. på deres marginalskat. Det går hele vejen op igennem og vil betyde, at man vil få en lettelse, hvor det klart vil være dem, der tjener mest, der også får mest ud af det.
Vi mente fra regeringens side, at den lettelse ville vi hellere bruge til noget, der mere målrettet gik ud på at skabe en større forskel på at komme i arbejde i forhold til at være på overførselsindkomst, til noget, der gjorde en større forskel for mellemindkomstgrupperne. Ved at flytte grænsen for, hvornår man begynder at betale mellemskat, kan vi sørge for, at det er personer med mellemindkomster, der kommer ud som de største vindere i den omlægning af skatten på arbejde, vi laver her.
Hvad er det så, vi foreslår? Ja, vi foreslår tre ting på skatteområdet.
Først og fremmest foreslår vi, at beskæftigelsesfradraget bliver sat op. Det er med til at gøre, at gevinsten ved at komme i arbejde bliver større. Da vi overtog regeringsmagten i 2001, var det sådan, at 175.000 danskere oplevede, at hvis de kom i arbejde, lå gevinsten på under 50 kr. om dagen. Med forårspakken fra 2004, »Lavere skat på arbejde«, og med forslaget her får vi bragt det antal markant ned. Vi går faktisk fra, at det var 4,2 pct. af arbejdsstyrken, der havde en gevinst på under 50 kr. om dagen, til at det bliver 2,9 pct. af arbejdsstyrken.
Er det stadig væk 2,9 pct. for meget? Ja, det mener jeg. Jeg mener, at der bør være en større gevinst for alle ved at komme i arbejde, men politik er det muliges kunst, og vi ønsker ikke at gennemføre skattelettelser, som ikke er finansierede, og det her var det, vi kunne skabe finansiering til. Finansieringen sker ved at bruge den lovpligtige sænkelse af arbejdsmarkedsbidraget mere målrettet og ved at sikre, at energiafgifterne stiger i takt med prisudviklingen, så vi ikke udhuler den virkning, som energiafgifterne har.
Det andet, der ligger i det, er, at vi rykker mellemskatten op, sådan at grænsen for mellemskat kommer til at flugte med og følges med grænsen for topskat. Det betyder, at 575.000 danskere får en klar sænkelse af deres marginalskat, for de vil opleve, at marginalskatten bliver 6 pct. mindre, og de vil opleve en gevinst ved at tage en ekstra times arbejde og en gevinst ved måske at gå fra deltid til fuldtid, som betyder, at man har mere til sig selv, at gevinsten bliver større.
Endelig har vi for at sikre, at der er en socialt afbalanceret profil, også når vi begynder at lade energiafgifterne stige svagt igen, løftet personfradraget, altså det fradrag, som alle danskere har, i første omgang med 500 kr. og efterfølgende med 500 kr. mere i 2009, sådan at vi sikrer, at de ekstraudgifter, der kommer, ved at energiafgifterne stiger igen, bliver dækket ind, så der ikke er nogen, der kommer til at stå som tabere ved regeringens skatteplan.
Vi har som sagt finansieret den ved at indfri det løfte, som SR-regeringen gav i 1993, nemlig at når der er overskud, skal pengene tilbage til skatteyderne. Vi gør det bare mere målrettet og mere socialt afbalanceret, end SR-regeringen havde lovet, og vi finansierer det som sagt ved at sikre, at energiafgifterne ikke udhules.
Det løft på 0,6 pct., der samtidig er i overførselsindkomsterne, og det, at personfradraget stiger med i alt 1.000 kr., betyder, at alle, uanset hvilken indkomst de har, vil opleve, at de får en indkomstfremgang i 2008 og 2009. Nu skal jeg selvfølgelig sige, at hvis man går hen og får et nedslag i sin løn eller bliver fyret eller andet, kan man selvfølgelig opleve en indkomstnedgang, men alt andet lige er det sådan, at hvis man bliver i den samme stilling eller har den samme overførselsindkomst, vil man opleve en indkomstfremgang. Dermed har vi sikret, at de laveste indkomster ikke kommer til at betale for de skattelettelser, som vi gennemfører nu.
Hvis ikke man havde valgt at bruge arbejdsmarkedsbidraget til at sætte skatten ned ? enten ved at gennemføre det som først lovet med en sænkelse af arbejdsmarkedsbidraget på ½ pct. Eller, som vi nu foreslår, mere målrettet med beskæftigelsesfradrag og mellemskat - ville det klart været et brud på ikke bare skattestoppet, men også på det løfte, som SR-regeringen gav vælgerne i 1993, og som er blevet gentaget flere gange siden.
Jeg vil godt lige benytte lejligheden til at pege på et par af de punkter, som er blevet rejst undervejs.
Hr. Frank Aaen gentog flere gange fejlagtigt, at der skulle være et løft i overførselsindkomsterne på 0,5 pct. Bare for god ordens skyld vil jeg sige, at det er et løft på 0,6 pct., og det kan man læse, hvis man går ned under den tabel, som jeg er ret sikker på at hr. Frank Aaen kigger på, nemlig tabellen på side 9 i lovforslaget, og læser i højre spalte i stedet for at tage det, der står der, hvor man ser på det i forhold til disponibel indkomst, et løft på 0,5 pct. Så det er altså et løft på 0,6 pct., bare for at få det på plads.
Så er der spørgsmålet om, hvad der ville ske, hvis man sænkede arbejdsmarkedsbidraget med 0,5 pct., som hr. Morten Homann på et tidspunkt var ved at foreslå. Ja, så ville man altså få en skævere profil, og folk i ministerlønklassen ville faktisk få mere ud af det forslag end med den pakke og den aftale, som regeringen lægger frem nu.
Endelig har både Enhedslisten og Det Radikale Venstre nærmet sig en tanke om at ville fortsætte hen ad vejen med stigende grønne afgifter og stigende energiafgifter og så til gengæld lave en form for bundfradrag. Nu skal man jo aldrig være ked af genbrug, det kan der være mange gode ideer i, men det er lidt en genbrugsidé, som jeg tror Enhedslisten bragte frem ved finanslovaftalen for 1998, hvor man pålagde den daværende regering at undersøge et sådant bundfradrag.
Det blev der lavet en rapport om i år 2000 med en stribe ministerier og en stribe interesseorganisationer, og deres klare konklusion var, at et sådant bundfradrag er administrativt besværligt og virker meget, meget dårligere end f.eks. bare et løft i personfradraget, som regeringen har valgt at gøre. Så blot den oplysning, at det ønske er undersøgt og afvist, og derfor tror jeg næppe, der er nogen grund til at undersøge det en gang til.
Så vil jeg også sige, at når vi kigger på de udbudseffekter, der er af lovforslaget her - udbudseffekter forstået sådan, hvor mange flere hænder der kommer i arbejde - så er det her ikke et trosspørgsmål eller tænk på et tal-spørgsmål. Det er et spørgsmål om, at vi lægger de skattelettelser ind i den samme regnemaskine, som regeringen brugte ved forårspakken i 2004, og som den forrige regering brugte til at beregne virkningerne af sine skatteomlægningsforslag, og dermed kommer vi ud med en klar beregning, der siger, at ca. 1.000 flere vil gå fra overførselsindkomster og ind på arbejdsmarkedet. Det ekstra arbejdsudbud, der vil komme ved, at folk, der allerede er i arbejde, vælger at arbejde mere, svarer til i omegnen af 7.000, når man regner det om til årsværk. Det betyder, at der kommer flere hænder ud på arbejdsmarkedet.
Er det nok til at løfte vores ambitionsniveau frem til 2015, som bl.a. hr. Leif Mikkelsen var inde på? Nej, det er det ikke, men det et godt bidrag til at løfte op til det niveau, som vores ambitioner er, og som vi lagde frem i 2015-planen. I 2015-planen viste vi også en række andre initiativer, der skal være med til at løfte arbejdsudbuddet højt nok.
Den radikale ordfører var inde på et spørgsmål om kapitalpensionerne, og der er det sådan - bare for at rette en misforståelse - at også med det forslag, der ligger nu, vil der være en stor fordel for en lang række danskere ved at spare op på en pensionsordning, alene af den grund at den løbende beskatning af afkastet af en pensionsordning, den såkaldte pensionsafkastbeskatning, er lavere end langt de fleste andre kapitalbeskatninger i Danmark.
Pensionsafkastbeskatningen ligger på 15 pct., hvor en almindelig kapitalindkomstbeskatning kan ligge markant højere. Derfor ser vi da også, at der allerede i dag er rigtig mange danskere, som betaler ind på en pensionsordning, uden at de betaler mellemskat. Faktisk er der ca. 1 million danskere, der allerede i dag betaler ind på en kapitalpension, selv om de ikke er oppe i en lønklasse, hvor de betaler mellemskat. Derfor er jeg sikker på, at kapitalpensionsordningen vil fortsætte som en god ordning og som en ordning, som mange danskere vil bruge til netop at spare op til deres egen alderdom, og det jo det, der er vigtigt, og som jeg synes er en vigtig politisk mærkesag at skabe gode og stabile rammer for, nemlig at danskerne prioriterer at spare op til deres egen alderdom.
Det, som egentlig har været mest spændende i dag, har været, om vi kunne få noget klarhed ud af Socialdemokratiet. Om vi har kunnet få klarhed ud af Socialdemokratiet kan besvares med både et ja og nej. Ja, klarhed over, at Socialdemokratiet nu ønsker at bryde med deres tilslutning til skattestoppet. På trods af hvad hr. Morten Bødskov sagde i torsdags om skattestoppets længde, bryder Socialdemokratiet nu og siger: Vi vil ikke længere stå vagt om skattestoppet; vi ønsker, at der er mulighed for at bryde ud af skattestoppet; vi ønsker at have muligheden for at sætte skatter og afgifter i vejret.
Det er vel måske næsten tydeligst illustreret ved, at Socialdemokratiet til dagens debat har støvet et par gode, gamle skattestopskoldkrigere af og har sluppet hr. Jens Peter Vernersen og hr. Ole Stavad løs i debatten. Jeg tror næppe, at de har blandet sig særlig meget i skattedebatter fra den dag, Socialdemokratiet tilsluttede sig skattestoppet, og så til nu, hvor man bryder med det igen.
Der er egentlig ikke så meget nyt i det. Vi hørte jo fru Lotte Bundsgaard sige ganske ærligt, at tilslutningen kun var proforma og af taktiske årsager, men jeg synes trods alt, at der er grund til at rose Socialdemokratiet for at være ærligt nok til at sige, at man nu ikke længere står bag skattestoppet.
Det, jeg så synes ikke er klart - jeg skal nok lade være med bruge udtrykket uærligt, men det er i hvert fald ikke klart - er, hvem der så skal betale mere, for skattestoppet har jo aldrig været til hinder for, at man kunne sætte skatter og afgifter ned, og det har regeringen også gjort, når der har været grundlag for det og råderum til det. Men skattestoppet er til hinder for, at man kan sætte afgifter og skatter op og introducere nye skatter og afgifter. Derfor er spørgsmålet: Hvem er det, der skal betale mere?
Hr. John Dyrby Paulsen blev gentagne gange spurgt, om han kunne give en garanti for, at det ikke var boligejerne, der skulle betale mere. Den garanti kunne hr. John Dyrby Paulsen ikke give, og det synes jeg nok var ganske klogt af hr. John Dyrby Paulsen, eftersom Socialdemokratiets partiformand, fru Helle Thorning-Schmidt, jo i søndags klart sagde, at ingen var fredet, at alle elementer var i spil, og derfor er jeg ret sikker på, at det, vi ser nu, er begyndelsen til, at Socialdemokratiet så at sige vender tilbage i favnen på De Radikales ønsker om højere boligskatter.
Jeg synes også, at det er uklarhed, når man ikke vil sige, hvad man konkret vil, men bare gemmer sig bag tre meget flyvske og uforpligtende overskrifter. Jeg tror, at hr. Henrik Sass Larsen, som desværre ikke har deltaget i debatten i dag, har været mest ærlig, da han til Berlingske Tidende i går sagde, at man faktisk ikke ønskede at lægge nogen skattepolitik frem, at man ikke kunne få et klart svar, men at man bare måtte læne sig op ad Socialdemokratiet og trygt stole på, at de vil forvalte skattepolitikken, som de plejer. Hvis man direkte siger, at man ikke vil komme med noget konkret, så er det at stole på den socialdemokratiske skattepolitik vel nærmest som at stole på en sælger af elastik i metermål.
Jeg glæder mig over, at der er udsigt - som forventet - til et flertal bag aftalen og lovforslaget. Jeg glæder mig også over, at Ny Alliance har en pragmatisk tilgang og ønsker at stemme ja til lovforslaget, og jeg håber også, at andre partier vil vurdere ud fra, om det her forslag er et skridt i den rigtige retning i form af lavere skat på arbejde, og hvis de mener det, så bakke op om det gode forslag, som regeringen har lagt frem.